Foto: Tine Harden, DR
Sorgen, vi andre efterlades med, når en af dem vi elsker dør, kan være fortvivlende. Den kan få os til at gå helt i baglås, få os til at væmmes over en hverdagstrivialitet som leverpostej med rødbeder, og den kan være med til at få os til at svigte dem, vi elsker, som stadig er her. Måske fordi nogle gange, så magter man bare ikke at leve op til sit ansvar. Orker ikke at elske mere…
“Mor…?” forsøger Christian, som også har brug for trøst, som også har brug for, at mor hjælper ham med monstrene indeni. I stedet mødes han af et blik som fortæller ham, at han burde skamme sig over overhovedet at være kommet, og hvis ikke blikket er nok, slår Elisabeth sin egen skam og skyldighed og dårlige samvittighed over i ham. Med ét slag knuses han der, Christian, på sengekanten af det ene menneske, han aldrig troede skulle gøre det. If you stay home with me / I’d never let go / I won’t do you harm, proklamerer Thomas Dybdahls sprøde stemme, mens jorden stille falder og minder os om, at vi alle en dag skal dø… Og at det værste af alt måske er at dø dér, hvor man mest af alt er i live.
Som seere tages vi med ind i sorgens rum, hvor det er rigtig ubehageligt at være. Afsnittet forsøger ikke blot at “få os videre” eller viser os hvordan man “kommer over” sorgen. Vi er tilskuere til sorgen i al dens afslørende ubarmhjertighed.
Og alt imens forsøger Emilie at få sine omgivelser til at forstå, at hun slet ikke orker alt det der med Gud lige nu. Det er som om, hun ikke vil miste mindet om sin mand til en tåge af salmer og Gud. Igen bliver Johannes selve billedet på religiøsitetens overmod, når han gennemtrumfer sin vilje med salmen “Sov sødt, barnlille”. En hån mod Emilie og hendes sorg. For hvordan kan hun nogensinde have tillid til en Gud, som ikke engang kunne finde ud at passe ordentligt på August? En tvivl, hun aldrig selv artikulerer, men som formuleres igen og igen på hendes vegne. For det er kun de troende, der kan have en sådan tvivl og anfægtelse. For Emilie er der bare ingenting. Selv ikke engang håb om, at mindet kan leve videre på de ukendtes grav.
Afsnittet kan fortælle os, som tror, at vi måske ikke skal være alt for hurtige med italesættelsen af håbet, hvor påtrængende det end kan være i en situation som denne, ja, nærmest er det ubærligt ikke at få lov hurtigt at nå dertil. Det ved vi, når vi ikke blot har været tilskuere til sorgen. Lad også os vove at blive siddende der med Emilie, bare lidt, ordløs, stille, og gå skridt igennem det helvede, som nu engang indfinder sig. I den dybe meningsløse sorg. Lad os skrige til himlen og jamre og græde, ja, lad os græde med de grædende – selv når vi selv længes efter trøst i troens håbefulde ord.
For er det ikke der, Emilie kigger håbefuldt og overrasket op for første gang – da præsten Lotte åbner sin prædiken med ordene: ”Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå”? Det er som om, Emilie her netop finder genkendelsen af sin egen smerte og fortvivlelse – fra menneske til menneske. I genkendelsen kan hun lytte til Lottes tale om, at med Gud er der håb selv i det meningsløse. Først da Johannes’ håbsovergreb sætter ind, må Emilie ud, for hun orker ikke at synge om djævle, der ikke skader, eller en favr og fin Jesus. Og hun ender som vasen på gulvet, knust af velmenende menneskers håb.
Der er måske en lektie at lære for os som håber – i hvert fald for mig…
1. afsnit: Er alt håbløst?
2. afsnit: Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…
3. afsnit: Evangeliet ifølge Johannes
4. afsnit: Hvad kan der ske ved at række hånden ud?
5. afsnit: En tur under overfladen
6. afsnit: Se, nu stiger solen…
7. afsnit: Efter August er…
8. afsnit: Eksistentiel ensomhed og åndløshed
Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.
DRs omtale af 9. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje
