Foto: Tine Harden, DR
Christian savner det sande. Han er kørt fast i løgne og selvoptagethed. Det står klart for ham, da han får en besked fra sin gamle læremester. Han er imponeret over Christians vestliggørelse af buddhismen, og giver ham opfordringen til at opsøge ham, hvis han føler sig fanget i falske foretagender. Det er netop det, Christian gør. Han er fanget i sin egen falskhed, han savner sandheden. Livet skal handle om at se andre. Han vil gå på den smalle sti. Jeg vil måske sige, at han savner ham, der kalder sig Sandheden, men hvem ved?
For Emilie er døden den ultimative sandhed. Hun ser først, at døden ikke altid har det sidste ord, da hun redder Safiyah, Amiras datter, under nytårsfesten. Bedriften giver hende ironisk nok handlekraft til at udøve aktiv dødshjælp. Hun lægger en vintergæk i Ellens, den afdøde kvindes, hånd. Den lille, svage blomst, der trodser vinterjorden, et slags håbets og forårets bebudelse. Hun undrer sig over, at hun ikke føler nogen fortrydelse. Emilie har gennem August set, hvad der kan ske med den, der står bag at tage et andet menneskes liv. Måske vil Emilie bare gerne føle et eller andet? Måske er det også derfor, hun kysser psykiateren? Måske handler det om at genvinde den kontrol, døden tog væk. Kan den genvindes bedre end ved at tage kontrol over døden? Det bliver til liv for Safiyah og død for Ellen.
Også Johannes har mistet kontrollen. Jeg er glad for denne nye skrøbelige Johannes. Johannes, der takker Anton for, at han gerne vil bruge lidt tid med ham. Johannes, der tør åbne op for sin kone. Johannes, der prøver at se Emilie ved at give hende lov til at vælge sang ved graven. Johannes, der italesætter sin oplevelse af skyld over sin søns død. Johannes, der prøver at leve med det hele: sorgen, skammen, det manglende begær til sin kone og det nye gudsforhold. Den hovmodige og stolte Johannes fra første sæson har sorgen gjort skrøbelig. Jeg håber, at dette ikke blot skyldes fortvivlelsen i mødet med døden, men at det bliver en ny tilgang til mødet med livet. At han bliver ved med at turde være svag, for det er livets styrke.
Johannes siger i sin nytårsprædiken, at hvis vi skal lave noget om i os selv, må vi finde sandheden om os selv. Sandhed er, at vi er elsket, og derfor kan elske hinanden. En meget smuk og evangelisk pointe.
De ord giver udtryk for det fokus, der endelig er kommet på at hjælpe hinanden midt i smerten. Den hjælp er flere gange tidligere fundet hos barnet Anton. Denne gang var det Johannes, han hjalp og oplyste. Jeg sætter pris på Antons måde at bringe glæde og håb ind i mørket, som omslutter meget af denne sæson.
Christian får også hjælp, men af sin tidligere ven Mark, der udviser ekstraordinært mod. Det må kræve sin mand at dukke op til sådan en fest, men han gør det, og han viser Christian sit venskab ved at turde spørge ind. Vi hjælper hinanden ved ikke at være bange for sandheden og spørge til hinanden.
Mark tør se ud over sin egen smerte. Det samme gør Elisabeth. Emilies ord om, at sandheden ikke er noget, man føler, får Elisabeth til at lægge alle kortene på bordet overfor sin mand. En sandhed, der gør ondt, men løsner op. Jeg håber, at de to bliver ved med at tale ærligt og arbejde på deres ægteskab.
Til sidst kommer det forløsende øjeblik, hvor Johannes endelig ser Svend i hans smerte. Det var et rørende øjeblik, som forhåbentlig heler Svend.
Jeg glæder mig til at se, om de kan blive ved med at komme tættere på sandheden og hjælpe hinanden.
1. afsnit: Er alt håbløst?
2. afsnit: Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…
3. afsnit: Evangeliet ifølge Johannes
Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.
DRs omtale af 4. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje
Det er blevet nytår, og for hele familien Krogh betyder det forandring. Tabet af August har lagt stor afstand mellem Johannes og Elisabeth, og skal deres ægteskab overleve, må sandhederne på bordet. Emilie må rådføre sig med psykiateren Daniel, da hun føler et ansvar for at hjælpe sin hjerneskadede terminalpatient Ellen. Hos Christian og Amira tager festlighederne en uventet drejning, da Amiras datter Safiyah pludselig kommer til skade.
