Foto: Tine Harden, DR

KLF har bedt professor Kurt E. Larsen, generalsekretær Arne Pedersen og stud.mag. Malene Vase om at anmelde 2. sæson af Herrens Veje. Det gør de på skift. Arne Pedersen skriver om 6. afsnit.

 

Nur wer die Sehnsucht kennt
Weiss, was ich leide!
Allein und abgetrennt
Von aller Freunde,
Seh ich ans Firmament
Nach jener Seite.

Kun den der kender længslen
kender det, som sørger mig!
Alene og adskilt
fra al glæde
stirrer jeg ind i himmelhvælvingen
mod stedet langt borte.

Hvorfor gør du det, du gør? Hvad motiverer dig? Hvilken længsel søger du at stille med dine handlinger? Hvilken længsel søger du at dulme? At undertrykke; at opfylde?

Vi er fælles om at længes – og fælles om den eksistentielle sorg som Goethe beskriver i ovenstående vers. Den sorg, som kan få os til at stirre ind i selve himmelhvælvningen og aldrig rigtig se noget eller få øje på dét, som kan opfylde vores længsel – eller blive genkendt der i længslens ensomhed. For selvom vi er fælles om længslens vilkår, er den ugenkendelig hos de fleste. Så vi søger og sørger efter medmennesker, som også længes. Som vi kan vandre lidt med.

 

Der er mange længsler og afledte handlinger af disse længsler i det seneste afsnit af Herrens Veje. Ganske tidligt møder vi længslen efter ikke at skulle konfronteres med, hvor man selv kunne have været. For Svend er det for pinefuldt, at han selv kunne være en af de stakler, som har brug for kirken som ly og læ for det kolde vejr. Genkendelsen bliver for voldsom for Svend, som barrikaderer sig bag kirkens regler og bureaukrati.

Men møder modstand hos Johannes, som bare længes efter August. Hele tiden. Og i den længsel er han så snublende tæt på at blive den kærlighedens apostel, hans navn lægger op til, han skal blive. Aflægge sig det hårde og det paternalistiske og det besidderiske greb om ”min kirke”, som han får det sagt i konfrontationen med Nete, som i virkeligheden bare gerne vil have en Louisianna-pæn kirke uden skjolder på hynderne. En kirke, der er ubesudlet af den verden, den er lige midt i. Og hvor er det let at blive forarget over dén længsel; hvor er den let at grine af og få øje på og nævne som fuldstændig forkert og verdensfjern.

Men hvor mange af os længes i virkeligheden efter at blive beskidte…?

Og så er der længslen efter ikke at være splittet mellem to tilsyneladende uforenelige verdener. Efter bare at høre til ét sted. Den længsel som kommer til udtryk i et barns lidt kluntede forsøg på at bede salât (muslimsk (tide)bøn). Tæppet er alt for stort, for besværligt, men det er umagen værd, når man får det trukket et sted hen, så man kan høre til. Længes gør man også i Græsted. Så meget at man kommer til at flygte af det. Fordi man ikke længere orker at være splittet mellem den Gud, man tror på, og så den man tror, man selv er.

 

 

Christian bruger det meste af sin tid på at stirre ud i himmelhvælvingen og ikke rigtig få øje på noget. Men også han længes. Nok mest af alt efter at slippe af med sin dårlige samvittighed over at have efterladt August med lorten. Længes efter at gøre noget færdigt, og som man sidder der og er i færd med at stirre, falder der pludselig en spurv til jorden, og det gør der som bekendt ikke uden, at Gud er med…

Under det hele flyder den hjemløse længsel efter at synge med på Jakob Knudsens smukke morgensalme, som er så meget mere og andet end blot en taknemmelig hyldest til en ny dag – selvom det skam også er nok i sig selv. For der midt i sit eget mørke, sin egen angst og skam længtes Jakob selv efter opstandelsens lys – længtes efter at der da måtte være mere end blot natmørkt hav og sin egen grav at se frem til. Mere end dét at længes efter…

En dag stiger lyset en sidste gang, og alle dødens skygger flygter for evigt, og lyset står fast, stille, på livets side. Det giver håb. Selv for familien Krogh og resten af kirken.

 

1. afsnit: Er alt håbløst?

2. afsnit: Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…

3. afsnit: Evangeliet ifølge Johannes

4. afsnit: Hvad kan der ske ved at række hånden ud?

5. afsnit: En tur under overfladen

 

Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.

DRs omtale af 6. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje

Elisabeth tager en skeptisk Johannes med til sin clairvoyant. Her får hun en besked, der kommer til at vende op og ned på hendes eget
liv. Samtidigt har Johannes og Elisabeth åbnet kirken for hjemløse, der mangler et sted at sove. Det vækker ikke ligefrem begejstring
hos Nete, der er meget imod projektet.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Skriv dit navn her