Foto: Tine Harden, DR

KLF har bedt professor Kurt E. Larsen, generalsekretær Arne Pedersen og stud.mag. Malene Vase om at anmelde 2. sæson af Herrens Veje. Det gør de på skift. Malene Vase skriver om 7. afsnit.

For Amira og Walid er det centrale spørgsmål forældrerollen: Skal forældrene vise vejen, skal barnet selv stå med beslutningerne, eller kan man finde en middelvej? De ser helt forskelligt på det, og har svært ved at forstå den andens holdning. De ender i hver deres skyttegrav, og datteren Safiyah, som prøver at gøre begge glade, ender med at være vred og forvirret over at mangle et fast holdepunkt. Forældrene må tale sammen – og det håber jeg, de kan – så de får hjulpet deres pige, der kæmper med at finde sin identitet mellem to kulturer og to trosretninger.

Også Christian kæmper med sin identitet. For ham er det et spørgsmål om at finde sit kald. Men hvordan finder man ud af, hvad det er? Er det noget, der kommer udefra, eller er det et valg, man selv træffer? Det spørger han sin far om, som overrasker ham ved at fortælle, at Johannes gjorde det til sit kald at blive præst trods andre muligheder. Christian har aldrig forestillet sig, at andre erhverv kunne være en mulighed for den viljefaste og fagligt stolte præst. Johannes indrømmer, at han kan have vanskeliggjort sin søns beslutning om arbejde, og han undskylder. En indrømmelse, der var umulig i sæson 1, men som nu virker naturlig.

Christian ved ikke, hvilket kald han har, men han ved dog én ting: Han vil skrive speciale. Den skal handle om skyld og tilgivelse. Han mener, at mennesket er skyldigt, og at tilgivelse er uforståeligt. Det er naturligt, da det er det, han selv kæmper med. Han føler sig skyldig overfor August, både fordi han videregav byrden med at opfylde Johannes’ forventninger om en teolog-søn til ham, men også fordi han ikke kunne redde ham fra døden. Augusts død kan han ikke gøre noget ved, men hvis han afleverer specialet, kan skylden over ikke at have udfyldt rollen som teolog-søn i det mindste frigives. Christian har ikke lyst til at forstå grunden til de valg, han træffer, han har kun specialet for øje, så han kan få tilgivelse og fred. Skyldfølelsen har samtlige personer tæt på August haft – med sorgen kommer altså en skyld, en skyld over fortidens fejltagelser og en manglende evne til at hjælpe den døde. Christian har været sen til at bearbejde sin sorg, måske fordi han har haft mest fokus på alle andre, men i de sidste to afsnit har sorgens alvor ramt ham. Emilie fortæller ham, at han ikke er skyldig overfor August, og jeg håber, at det hjælper Christian til at gøre sig fri fra den skyld, der virker til at sætte rammerne for hans identitet og handlinger.

Minderne om August er nu blevet en naturlig del af Johannes’ og Elisabeths liv, men de handler forskelligt på det. Elisabeth har ofte haft en fornemmelse af Augusts nærvær, men nu møder hun ham på en bænk, et befriende møde for hende. Johannes døber Anton for at ære Augusts minde, og nok også for at skabe en forbindelse til sit barnebarn, som han er så bange for at miste. Men Emilie ved det ikke, og selvom Johannes gør det i bedste mening, så kan man spørge, om det er den bedste måde at føre sine gode intentioner ud i livet på. Johannes kæmper for det, han har kært. Han kæmper for sin familie og for næstekærligheden, men han glemmer at se på, om de midler, han kæmper med, ender med at såre andre. Er resultatet så i overensstemmelse med intentionen? Helliger målet midlet? Johannes udforsker den grænse, som de spørgsmål sætter, da han slår den hjemløse i kirken og senere i dåbsseancen med sit barnebarn. 

Hvordan kan vi forene de forskellige ting, vi er? Og hvad betyder vores identitet for vores handlinger? Og hvordan kan vi sætte gode rammer for børns udformning af deres identitet? Identitetsspørgsmål er vigtige at stille, dog svære at besvare. Men hvor skal Gud være i vores indadrettede skuen? Kunne vi tage noget af tyngden væk fra de spørgsmål ved at se på ham, og hvem han er i stedet for? Måske giver det svar på, hvem vi virkelig er. Og måske først når vi har set en tilgivende Gud, kan vi i os selv se en tilgivet person.

1. afsnit: Er alt håbløst?

2. afsnit: Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…

3. afsnit: Evangeliet ifølge Johannes

4. afsnit: Hvad kan der ske ved at række hånden ud?

5. afsnit: En tur under overfladen

6. afsnit: Se, nu stiger solen…

 

Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.

DRs omtale af 7. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje

Amira og Walid er uenige om opdragelsen af deres datter Safiyah. Det påvirker Safiyah mere, end de aner. Johannes er lykkelig for at være farfar for lille Anton, og det får ham til at gøre noget uigennemtænkt, som kan få store konsekvenser for ham. Og så skal familien Krogh for første gang møde Emilies nye kæreste, Daniel, Augusts gamle psykiater.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Skriv dit navn her