Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…

0
90

Andet afsnit af Herrens Veje nåede op til den høje standard i første sæsons bedste afsnit ved at tage et stort tema op, og belyse det fra mange forskellige personers vinkler.

Af Kurt E. Larsen, professor dr. theol. og tidligere sognepræst
Fotos: Tine Harden, DR

KLF har bedt professor Kurt E. Larsen, generalsekretær Arne Pedersen og stud.theol Jacob Munk om at anmelde 2. sæson af Herrens Veje. Det gør de på skift. Kurt E. Larsen skriver om 2. afsnit.

 
Døden var det gennemgående tema. Præsteparret har mistet en søn, men reagerer meget forskelligt på det og kan slet ikke tale sammen om det. Fader Johannes har nok som et kristent menneske et håb, men det er helt teoretisk for ham og hjælper ikke i den konkrete og personlige sorg. Det var noget af det, kristne før i tiden betegnede med ordet anfægtelse. Og anfægtelser kan overvindes, og det blev de også til sidst i afsnittet, da Johannes gik med ud til graven og tændte et lys for den afdøde søn. Det havde han ellers kaldt for en katolsk skik, men traditionel luthersk kirkelighed er man i det hele taget langt borte fra i serien.

Mor Elisabeth er i en sorggruppe for hun er klart mere indstillet på at bearbejde sorgen end sin mand, og det lykkes hende til sidst at nå ind til ægtemandens forfrosne og forstenede hjerte, så de i en smuk scene kan genforenes ved sønnens grav.

Elisabeth går dog helt uden for kirkens grænser ved at søge kontakt med den afdøde for at forsikre sig om, at han har det godt. Hun opsøger en spiritist, der bryder ind over grænsen til de døde og søger at skabe kontakt, hvad sønnen Christian opfatter som svindel og pengepugeri. Det kan det naturligvis være, men efter klassisk kristen opfattelse behøver det ikke at være svindel – det er blot under alle omstændigheder forkasteligt, fordi man ikke respekterer skellet mellem død og liv.

Et andet ikke-kristent syn på døden har svigerdatteren, der repræsenterer et naturvidenskabeligt og ganske klinisk på døden. I hvert fald om dagen. Om natten, i sine drømme, martres hun af andre problematikker omkring døden: fx frygten for sin lille søns død. Hun stilles som læge også overfor et etisk dilemma omkring døden: Hendes patient vil gerne dø, men Emilie afviser først at hjælpe hende dermed, fordi det er ulovligt, og fordi hun selv har haft døden så tæt inde på livet. Siden skifter hun mening og bidrager til en uofficiel, men ganske aktiv dødshjælp.

En særlig vinkel på døden findes hos børnene, der tager døden fra den sjove side – idet de klæder sig ud til Halloween og morer sig med at gøre grin med mørke og død. Det er der ikke opbakning til hos afsnittets repræsentanter for klassisk religion: Den muslimske eks-mand og provst Johannes.

Således ser man døden beskrevet fra mange forskellige vinkler. Det er godt fjernsyn, når så store temaer sættes til debat – og endda i en dramatisk og elementært spændende form. Som en anmelder, der selv er præst, spørger man naturligvis også om, hvordan kirken og kristendommen er behandlet i afsnittet.

Kirkens eget problem med døden
Kirken spiller på flere måder en positiv medmenneskelig rolle i afsnittet. Den bidrager til menneskers sorgarbejde ved at indbyde de efterladte til at mindes de døde på Allehelgens søndag. Præstens forkyndelse ved den lejlighed virker dog forbløffende jordbundet – idet der ikke er tale om Kristus og håbet om opstandelse, knyttet til ham. Man holder tilsyneladende Allehelgen for at mindes de døde gennem at fortælle historier om deres liv. Anderledes var det ikke for de gamle nordboere, der sagde: Fæ dør, frænder dør, selv jeg dør til sidst – et ved jeg som aldrig dør, mindet om hver en død. Længere end til denne førkristne ”trosbekendelse” synes prædikanten ikke at være kommet.

Kristen tro handler om, at døden kan overvindes, og at der er håb om en opstandelse, fordi Kristus opstod og besejrede døden. Den tro savnes i afsnittet, idet der kun skinner et lille lys igennem i et bibelcitat om, at Gud skal tørre hver tåre af de kristnes øjne til sidst. Kirken i dette afsnit har således sit eget store problem med døden: Det, der skulle hjælpe mennesker, er nærmest fraværende. Så er det ikke så sært, at præstekonen opsøger spiritisten og at kirken bliver så tom, at den må sælges. Johannes ved godt, at det ikke er ”de andres” skyld, men at det er folkekirkens egen svaghed, der er skyld i vanskelighederne. I al sin forkrampethed magter han dog ikke at gøre noget ved dette egentlige problem.

Hvad er sandhed?
Et andet spændende tema i afsnittet handler om sandhedsbegrebet, der er vigtigt for sønnen Christian. En ansøger til coaching-firmaet vil fortælle lige præcis den historie, som folk gerne vil høre, som flytter noget for dem – og som giver penge i kassen. For hvad er sandhed, som Pilatus sagde. Christian vil dog ikke lave en moderne Pilatus, for vidnesbyrd skal ikke bare virke – de skal også være sande. Er Christian på vej til at blive troende igen?

De to temaer om død og sandhed kører sideløbende i afsnittet, og belyser hinanden. Biskoppen er repræsentant for den medierende præstetype, der vil have kirken til at bringe positive budskaber, og derfor nedtoner sandhedsspørgsmålet. Indirekte må det betyde: Hvad der trøster, er godt. Hvad enten det så er spiritisme eller positive bibelord. Dilemmaet for kirken i afsnittet er: Holder man Allehelgen (Halloween) i kirken, fordi det virker og hjælper og trækker kunder i butikken? Eller gør man det – som provst Johannes vel trods alt gør det – fordi Kristus er opstanden, og fordi han er Vejen, Sandheden og Livet?

Spørgsmålet lades åbent, og spændende bliver det at følge, hvilken vej Christian vælger. Hans vægt på sandhedskriteriet kan føre ham yderligere bort fra kirken, fordi han ikke kan tro, at dens kernebudskab om Kristi opstandelse er sand. Eller han kan nå frem til en tro på, at kristendommens budskab faktisk er sandt, og derfor netop mere end en historie. Ender det med, at Christian går i slægtens spor og bliver præst til sidst?

 

1. afsnit: Er alt håbløst?

 

 

Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.

DRs omtale af 2. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje
Elisabeth opsøger en clairvoyant i håbet om at skabe kontakt til August. Samtidigt prøver hun ihærdigt at få Johannes til at tale om August; men hvad hun ikke ved er, at Johannes er på vej ned ad en selvdestruktiv og farlig vej, der kan få alvorlige konsekvenser. Også Emilie må overveje konsekvenserne, da en af hendes patienter beder hende om hjælp til at tage sit eget liv.