DR LYD styrkes, lyder pressemeddelelsen om DRs planer for ændringer, som blandt andet rammer søndagsfladen, hvor trosprogrammerne har haft en nogenlunde fast plads på P1. Forud for denne udmelding var KLF, Kirke & Medier til møde i DR Byen til en drøftelse af ændringerne.
– Som sædvanligt et positivt møde med stor lydhørhed og åbenhed overfor at gøre det bedst muligt for vores medlemmer, som er en del af DRs trofaste lyttere og seere på trosstoffet. Og ændringerne var denne gang absolut i den positive ende, fortæller generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
Planer om at nå endnu flere
DR har ønsket at få mere aktualitet ind i sendefladen på P1 søndag morgen – i erkendelsen af at verden ikke står stille, heller ikke om søndagen længere.
Derfor bliver de faste trosprogrammer, der ligger før Gudstjenesten på P1 flyttet i det nye år. Gudstjenesten vil fortsat ligge med start kl. 10.03, mens Pilgrim flytter fra før til lige efter Gudstjenesten:
– Jeg glæder mig til at byde velkommen indenfor i Pilgrim i det nye år. Vi får en ny placering søndag klokken 11.03, og er naturligvis fortsat at finde som podcast på DR LYD. Sendetidspunktet giver forhåbentlig også nye lyttere mulighed for at tage med på rejse ind i troens mangfoldige univers, siger Anders Laugesen, der er vært på Pilgrim.
Med den nye sendetid kommer programmet også med ud på FM-båndet søndag formiddag.
Trosprogrammer kan stå selv
Biblen Leth Fortalt og Hvad ville Jesus have sagt flytter ud i sendefladen og væk fra ”blokken” af trosprogrammer søndag formiddag.
– Gennem de seneste år har vi styrket radio- og tv-formidlingen af trosstoffet og udviklet en række nye radioformater, som står stærkt, og som de loyale lyttere kvitterer for. Derfor tager vi det ambitiøse valg at gøre trosprogrammerne endnu mere synlige blandt de øvrige P1-programmer, så vi åbner for at invitere flere lyttere ind end dem, der målrettet går efter en blok af trosprogrammer, siger Ida Holten Ebbesen, redaktionschef for Specialiseret Kultur & Tro i DR.
Vaner, uro og en ny kabale
Ida Holten Ebbesen er meget bevidst om, at det at flytte rundt på programmer kan give uro:
– Radio er ekstremt vanebaseret, og det tager tid at få etableret vanerne omkring, hvornår man lytter til hvad. Men vi synes, at denne omrokering er en god fortælling for trosstoffet, siger hun.
Når der rykkes rundt på programmer for at give plads til nyt, så bliver det ofte på bekostning af andet, men denne gang mener DR selv, at det er en af de få gange, hvor kabalen går op til de flestes fordel.
– Vi glæder os over, at trosstoffet dækkes i så solide programmer, at de netop kan bære at ligge fordelt andre steder i sendefladen
Mikael Arendt Laursen
– Den betragtning er vi i og for sig enige i, siger Mikael Arendt Laursen fra KLF:
– Vi glæder os over, at trosstoffet dækkes i så solide programmer, at de netop kan bære at ligge fordelt andre steder i sendefladen og forhåbentligt møde nye og flere lyttere.
En ny kategori på vej
Trosprogrammerne vil fortsat være at finde i streaminguniverset DR LYD, så alle kan lytte programmerne som podcast, når det passer en personligt.
Som et ekstra kirsebær på toppen, løftede DR på mødet også sløret for, at netop DR LYD vil indføre en troskategori.
– Som led i det løbende arbejde med at forbedre brugeroplevelsen i DR LYD så er vi i gang med at opdatere vores kategori-sider, så de bliver stærkere som brugerindgang. Vi justerer i flere kategorier og indfører nye kategorier som for eksempel ”Tro & Eksistens”. Det er forventningen, at opdateringen slår igennem i starten af 2025, siger Tine Godsk Hansen, chef for DR LYD.
Det vil fremover gøre det langt lettere at få et overblik over programmer, der omhandler tro.
– Det er et af de ønsker, vi har været meget tydelige omkring i længere tid – at få en troskategori på alle DRs platforme – så det kan vi kun glæde os over bliver en realitet på DR LYD inden for overskuelig fremtid, siger Mikael Arendt Laursen.
Det lyder som nogle rigtig gode beslutninger. Tak for dem.
Tak for det fine arbejde I gør i KLF
Spændende at trosstoffet bliver bredt mere ud på DR’s sendeflader.
Mvh Kirsten