Da partypigerne indtog nonneklosteret

At sende smarte piger i kloster virker som noget, der er set før. Men resultatet overrasker, mener Andreas Rugager, der har anmeldt "Dårlige vaner - fromme piger", der kan ses på DR TV.

0
2130

Sminke, sko, selfies, sjov, sprut og sex. Det er dét, de fem piger Tyla, Rebecca, Paige, Sarah og Gabbi´s liv handler om – og det står de også ved – på det tidspunkt, hvor de melder sig til et tv-program, som bliver en dannelsesrejse for dem.

Hvad de ikke er forberedt på er, at dannelsesrejsen skal foregå på et nonnekloster, og de skal leve som nonner med hjælp fra en flok hjælpsomme nonner.

Det bliver hurtigt tydeligt, at de alle er noget usikre på, hvad de har begivet sig ud i; for blandt nonnerne er de i dén grad på udebane.

De ankommer dog med åbent sind – og nogle lukkede kufferter fulde af sko, kjoler, sminke og hvad ved jeg. Og nogle håndtasker oven i.

Mere end sexsymbol

Når to så forskellige kulturer mødes og skal lære hinanden at kende, fører det jo til konflikter, men serien (4 episoder á 45 minutter) lærer os, at mennesker, som er meget forskellige, godt kan arbejde sammen, hvis de selv vil, og hvis man kan acceptere og rumme hinanden som de forskellige personer, man er, og med de forskellige veje, man har taget.

Det er noget, som går op for lingeri-modellen Gabbi. Jo, hun er godt nok et sexsymbol på de modelbilleder, hun viser nonnerne på sin telefon, hvor hun kun er iført undertøj. Men hun er ikke et sexsymbol for dem. Nonnerne ser hende som det menneske, hun er – og værdsætter hende.

På deres rejse besøger de også tre andre klostre, som er noget forskellige fra “base”. Når de er på besøg der, begynder de næsten at føle, at det første kloster er “deres”. Også dér lærer pigerne at mennesker lever mange forskellige slags liv. Mens nonnerne højst overraskende indser, at de savner pigerne, mens de er væk.

Nonner som helte

Vi får som seere et indblik i, hvordan livet er i et kloster. Nonnerne kan lide at hygge sig sammen, de spiller basket, badminton, spiser pandekager, bruger facebook af og til.

Spoiler alert!: Selvom ingen af pigerne finder troen, får alle pigerne meget med derfra, for ekempel et bedre forhold til sig selv, et bedre forhold til sine forældre og at materielle ting ikke er det vigtige her i livet.

De er alle fem nogle rigtig flotte piger, så det er lidt synd (for dem) de føler de er nød til at have sminke på for at være smukke. Selv uden sminke er de pænere end mig, på trods af jeg blev klippet i går…

Jeg oplever ikke serien som decideret forkyndende. Som en af nonnerne siger “vi skal ikke påtvinge dem vores tro, men vise dem en anden levevis. Man kan more sig uden alkohol. Man kan grine.”

Nonnerne er jo “heltene”, det er klart, men seriens morale er ikke at dét at være nonne eller kristen i det hele taget skulle være “bedre” end at ikke være det.

Lægger op til noget eftertanke

TV-programmet “Bad Habits – Holy Orders” (“Dårlige vaner – fromme piger”) får en til at reflektere lidt.

Det ene er: Der findes mange forskellige slags mennesker. Det så vi jo også i “Danmark ifølge Bubber”. Og de lever meget forskelligt.

Det andet er: Hvad er nødvendigt her i livet? Hvad er vigtigt her i livet? Hvad er den rigtige måde at leve på? Er der én rigtig måde at leve på? Og hvem bestemmer i så fald hvilken måde det er? Og hvorfor?

Det er en effektfuld og farverig dokumentar på overfladen, men under overfladen er der faktisk overraskende meget at hente.



Dårlige vaner – fromme piger

Britisk realityserie fra 2018
4 afsnit á 45 minutter
Kan ses på DR TV

Tidligere artikelDR beklager brugen af udtrykket “ultra-kristen”
Næste artikelFællessang hver for sig vender tilbage fredag aften på DR1

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her