Velkommen til værktøjskassen for kommunikationsambassadører
Kære kommunikationsambassadør – Redskaberne er til for at hjælpe dig med at få et godt udgangspunkt til at lave forskellige skriv til lokale medier samt inspiration til hvilke medier, du kan række ud til. Du kan gennemse resten af værktøjskassen for mere inspiration eller kontakte frivillighedskonsulenten for sparring og hjælp via mail (lilje@klf.dk) eller tirsdag eller torsdag på tlf. 87 26 35 36.
Formålet med kommunikationsambassadører
Kommunikationsambassadørens rolle er at udvide KLFs berøringsflade igennem lokale medier ved at lave fx debatindlæg eller læserbreve, der belyser sager, der er relevante for KLF eller KLF-arrangementer. Derudover hjælper du KLF med at spotte vigtige historier og fortælle landskontoret derom. Så følg godt med i medierne, særligt lokalt. Du kan læse mere om, hvad kommunikationsambassadørens rolle er her.
Hvordan laver jeg et “skriv”?
Et skriv er en tekst, som du sender ind til de lokale medier eller lægger ud på de sociale medier. Det kan fx være et debatoplæg, et læserbrev, en artikel, en pressemeddelelse osv. Vores målgruppe, for det vi skriver, er som udgangspunkt voksne, der har interesse i KLFs sag. Formålet med teksten er altid at belyse noget, der er vigtigt for KLF (fx en aktuel nyhedshistorie) og derigennem informere om KLFs arbejde og værdier. Derudover kan formålet være at inspirere og udfordre menneskers tanker om og forhold til medierne, medie-indhold og skærmbrug.
Hvordan laver jeg et skriv?
Der er to måder at lave et skriv på. Enten kontakter du kommunikationsmedarbejderen til en snak og får evt. et udkast, som du modificerer, så det passer til dig, og du kan sætte dit eget navn på. Eller du kan lave et skriv fra bunden. Se hvordan herunder:
- Få en idé Først skal du have en idé om, hvad du vil skrive om. Vælg noget, som både er vigtigt for KLF, men som også er vigtigt for dig. Fx skærmbrug i skolerne eller mediernes sprogbrug.
- Vælg din teksttype Vælg hvilket format dit skriv skal have. Skal det fx være et læserbrev, en pressemeddelelse, en artikel eller et debatindlæg. Dit format afhænger af, hvordan og hvad du vil kommunikere.
- Undersøg De bedste tekster er dem, der har et godt fundament. Det er godt at have holdninger – det er bedre at have holdninger, der er velargumenterede og velfunderede med eksempler. Undersøg også KLFs standpunkt til netop dit emne – du kan kontakte kommunikationsmedarbejderen.
- Skriv Skriv din tekst så præcis og interessant som muligt. Nævn “KLF, Kirke & Medier” i det omfang, det giver mening, fx at vi arbejder for bevidst mediebrug i skoler og i familier igennem foredraget Mediemod. Du kan altid kontakte kommunikationsmedarbejderen for at få hjælp.
- Find et billede Et billede siger mere end tusind ord, så find gerne et billede som understøtter din tekst. Vær opmærksom på, at du skal overholde reglerne om ophavsret og GDPR.
- “Underskriv i dit eget navn” Når du skriver forfatter på, er det vigtigt, at du skriver dit eget navn på. Det giver bedre chance for, at din tekst bliver udgivet i lokale medier. Derudover er du ikke ansat ved KLF og kan derfor ikke skrive på landsorganisationens vejene. Men når du belyser KLF-relevante temaer og henviser til KLF, så vi får mere omtale og vores arbejde bliver mere kendt, og vi kan arbejde mere effektivt.
- Send din tekst til lokale medier Du kan fx sende den via mail. Læg i din præsentation vægt på, at du er lokal og har et emne, der er relevant lokalt. Lokale medier kan være lokalaviser, lokalradio og -tv og lokale online-nyhedssider.
- Send din artikel til kommunikationsmedarbejderen Hvis/når din tekst er kommet i et medie, må du meget gerne tage et billede af det (evt. med et link) og sende det ind til os, så vi kan dele den gode historie. Tag gerne et billede med dig selv og fx avisen.
Materialer
Vi har lavet flere materialer, der kan hjælpe dig med at skrive tekster, tage gode billeder m.m. Se de forskellige redskaber herunder:
- “Artikelskabelon” -pdf
- “Pressemeddelelse skabelon” -pdf
- “4 gode råd når du skriver” -pdf
- “Sådan tager du gode billeder” -pdf