Evangeliet ifølge Johannes

0
88

3. afsnit var det hidtil mørkeste afsnit i Herrens Veje. Ikke skyggen af håb, ikke skyggen af lys i troen…

 

Af Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen

Foto: Tine Harden, DR

KLF har bedt professor Kurt E. Larsen og generalsekretær Arne Pedersen om at anmelde 2. sæson af Herrens Veje. Det gør de på skift. Arne Pedersen skriver om 3. afsnit.

”Er der et problem…? Mellem dig og Gud…?” spørger Svend Johannes, som tørt konstaterer, at der måske alligevel ikke er nogen, der lytter til de bønner, han hvisker.

Det forvirrer Svend, der har brug for Johannes’ stærke tro for ikke selv at komme til at tvivle og gå igennem den troens og sjælens mørke nat, som Johannes er på vej ind i. En nat, som truer med at rive alt fra hinanden, og hvor Johannes risikerer at dekonstruere sig selv til ukendelighed og miste den tro, som ellers er nedarvet i generationer.

Og det, der begynder som en (lovende) anfægtelse over en Gud, som tilsyneladende ikke er stor nok til at passe på August, reduceres i kulminationen til en frustration over ingenting at vide længere, over et mistet sprog og en erkendelse af at lyve i jobbet som præst. Som om en kognitiv tvivl over Guds eksistens skulle være diskvalificerende i forhold til jobbet som præst og at lede menigheden i bøn…

Dét fortæller os noget om Johannes’ tro – ja, om tro i det hele taget: At vi så ofte knytter os selv og Gud så tæt sammen, at vi ikke kan skelne os fra hinanden. Så når vi tvivler, forsvinder han mellem fingrene på os. ”Jeg troede, jeg havde mistet ham,” som Johannes senere udbryder – som om Gud var et sæt nøgler eller en skruetrækker. Som om det er op til mig at miste Gud. Det er nok alligevel at tilskrive sig selv lidt for stor indflydelse…

Men det hænger sammen for Johannes, for han har aldrig lært andet, end at Gud er en, man ofrer sig for. Det er både verden og evangeliet på hovedet. Korset er på en eller anden måde ikke nok. Det er korset plus noget mere.

Og det er der ikke mere evangelium i end Christians papfigurer eller muslimernes sympatiske fredagsbøn.

Heller ikke for Svend.

Han står og skæver op til Johannes på prædikestolen, som fortæller om lys og mørke og om et eller andet abstrakt om, at barnet stadig lever i os. ”Er det virkelig det evangelium, du har til mig?” synes han at spørge og hører: ”Vi ved godt, vi skal værne om det lille lys, som skal gives videre i al sin skrøbelighed. Ikke bare i aften, men hvert eneste øjeblik vi lever.” Hvad det så end betyder.

Svend prøvede at give sit lille lys videre, men blev afvist. Af sin datter. Og da han prøver at finde tid hos Johannes – bare to minutter – afvises han igen og må sande, at skærme findes i både konkret og mere abstrakt forstand. For Johannes er forblændet af sin egen begejstring over at have genfundet sin gud. Og nu ved han alt igen, Johannes – også at det nok skal gå for Svend, og at han nok skal klare den. Det bliver så fint, profeterer Johannes.

Det gør han bare ikke. Bliver fint. For mens englene daler ned i skjul i juleidyllen hos familien Krogh, tager Svend S-toget i mørket. Og mens det bliver jul igen i præstegården, bliver det det ikke hos Svend, for hvem der bare er mørke.

Bare smil til barnet, Svend, kom nu…

For mig var dette det hidtil mørkeste afsnit i serien, og jeg håber sådan, at det ikke bare var det for Johannes eller evangeliet.

For der må da være håb. Og evangelium. Selv for Svend.

Må der ikke?

1. afsnit: Er alt håbløst?

2. afsnit: Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…

 

Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.

DRs omtale af 3. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje
Salget af Brovang Kirke vækker opsigt omkring Lindegård. For Johannes har Gud aldrig været længere væk, hvilket bekymrer Svend, som også har bemærket, hvordan Johannes’ passion er forsvundet. Amira har svært ved at blive enig med sin eksmand, Walid, om deleordningen for deres fælles datter Safiyah. Og så er terminalpatienten Ellen pludselig vendt tilbage på Emilies afdeling, nu i en helt anden tilstand end før.