Foto: Tine Harden, DR
Christian skriver på sit speciale og det sker typisk nok i ensomhed oppe i sommerhuset. Her læser han Søren Kierkegaard og kæmper med de helt store spørgsmål, tro og tvivl, skyld og tilgivelse. Men han kæmper kampen alene. Tilgivelse kræver tro, og hvad så hvis man ikke tror? Det er en skam, at Christian ikke i stedet læser Luther og Grundtvig, for så ville han have være ledt i retning af menighedens fællesskab og forkyndelsen og sakramenterne. Luthersk set finder man ikke troen ved at gruble i ensomhed i et sommerhus, men gennem forkyndelsen, der kommer til os udefra. Troen kommer af det, der høres. Ligesom en mor, der bøjer sig ned i barnevognen og smiler til den lille og får et smil tilbage. Hun smiler så at sige smilet frem på barnets ansigt. Troen opstår i mennesker, ved at Gud bøjer sig ned til os, og taler om sin kærlighed til os i Jesus Kristus – og taler troen frem i vores hjerter.
Det er en grundlæggende svaghed i hele serien, at menigheden er nærmest fraværende. Folkekirken består i serien af præsten og de ansatte. En stor del af forklaringen på åndløsheden er manglen på menighedsfællesskab. Dog – ånd forekommer, blot uden forbindelse med kirken. August fik i sin tid en åndelig oplevelse, da han gik i sin ensomhed i Jerusalem. Elisabeth får en åndelig oplevelse, dog af ubehagelig karakter, da hun er alene ude i en skov. Luthersk set er troen det første og det primære, og eventuelle oplevelser er noget sekundært. Troen skabes og styrkes og næres i menighedens fællesskab omkring ordet og sakramenterne – engang imellem kommer der åndelige oplevelser til, men dem skal man ikke bygge på. I hverdagen skal man bæres af Guds ord og løfter, der står fast, også i tider uden oplevelser.
Skal præster tro?
Teologiprofessoren mener ikke, at man kan kræve, at unge præster tror på Gud. Christian tænker anderledes: Han skal ikke være præst, kun teolog – for han tror ikke på Gud. Relationen mellem teologi og tro er et gammelt debatemne. Pietisterne mente, at kun omvendte og genfødte kristne kunne forstå teologien, mens de luthersk ortodokse mente, at teologi godt kunne forstås af alle. Fader Johannes vil have Christian til at inddrage sig selv i specialet: Hvor er du selv? Lige så vigtigt det er, at en præst tror på Gud og lever troens liv, for at kunne vejlede andre i troen, lige så klart må det være, at man som fagteolog kan skrive et speciale om tilgivelse hos Søren Kierkegaard, uafhængigt af, hvor man selv står. I teologi træder man et skridt tilbage og behandler et emne teoretisk. Fra prædikestolen skal man derimod udlægge Skriftens ord i lyset af kirkens og sin egen tro. Den forskel har Christian faktisk forstået bedre, end såvel teologiprofessoren og hans far.
Homoseksuelle forhold og kirken
Forskellen i synet på homoseksualitet kommer denne gang mere tydeligt frem idet Peter er under hårdt pres fra flere sider. Hans familie og hjemlige menighed trækker ham den ene vej. Johannes og kæresten William den anden vej. Den ene præst citerer Jesu ord om, at Gud fra begyndelsen har skabt os som mand og kvinde, og derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru og de to skal blive et kød. Den anden siger, at Jesus ikke har sagt noget om homoseksualitet. Ikke nogen dårlig fremstilling af positionerne i debatten, selvom sympatien tydeligvis er på den ene side.
Og så venter vi på, hvad der kommer af repressalier mod Johannes, der har døbt lille Anton mod hans mors vilje ved en yderst privat handling. Som han selv siger: Jeg kan ikke lade være med at være Johannes Krogh. Der har vi igen den eksistentielle ensomhed, præstefokus og mangel på menighedsforståelse.
1. afsnit: Er alt håbløst?
2. afsnit: Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…
3. afsnit: Evangeliet ifølge Johannes
4. afsnit: Hvad kan der ske ved at række hånden ud?
5. afsnit: En tur under overfladen
6. afsnit: Se, nu stiger solen…
7. afsnit: Efter August er…
Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.
DRs omtale af 8. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje
