Der er noget ufatteligt rørende over de medvirkende i dokumentarfilmen ”Kandis for livet”, som i øjeblikket kan ses på DRs streamingtjeneste DRTV. Nogle mennesker, der lever og ånder for deres idol, men som på en eller anden måde må indse, at meningen med livet ikke findes hos idolet, at livets problemer ikke kan fixes af idolet.
Dokumentarer om musik, artister og fankulter findes der en lind strøm af. Men det bliver aldrig rigtig ubehageligt. Det er hyggeligt, det er godt selskab, man bliver opmuntret.
Sådan havde jeg det ikke med ”Kandis for livet”. Det er klart en dokumentar i mol. Vi møder en stribe Kandis-fans, Johnny Hansen-fans, som lever og ånder for Kandis. De har mødt modgang i livet, men oplever, at Kandis leverer noget sødme i det bitre. Smilet, letheden og positiviteten i denne del af musikspektret giver på en eller anden måde livsmod. At få et møde med Johnny, at få en selfie med Johnny eller sågar en krammer, kan for en tid slukke livssmerten.

Men det er bittersødt. For selv Johnny må skuffe. En dybt forelsket fan får aldrig Johnnys ægte kærlighed og hengivelse. Man kan fantasere om det i nattens levende drømme, man kan skrive lange breve med tårer som blæk. Men det bliver aldrig mere end en drøm og fantasi.
Kærligheden kommer med en pris. Man risikerer at blive forladt. Enten forlader Johnny én, eller også forlader én Johnny, som det skete, da Johnnys kone begik selvmord.
I ”Kandis for livet” bliver det udpenslet, at smilet er overfladisk, at Johnny ikke kan levere det, som hans fans ønsker, og at hans fans nok inderst inde ved det, men bliver i håbet om et ”det kunne jo være”.
Så kan man blive i illusionen om, at man kan smile sig igennem tilværelsen, eller man må indse, at musikken ikke er lykken. Og at ”guden” Johnny ikke frelser.

”Kandis for livet” er en enestående dokumentar – uanset om man har en relation til Kandis og dansktoppen eller ej. Ærligheden i musikdokumentaren er dragende. Og alle de medvirkende – både Johnny Hansen og alle hans fans – må erkende, at den glade dansemusik nok er en positiv ingrediens i livet, men at den ikke kan løse nogle dybe, eksistentielle behov for at elske og blive elsket. Der bliver fankulturen og heltedyrkelsen sat til vægs, og vi må se os om efter kærligheden i de nære relationer. For Johnny Hansen stiller nok glad og gerne op, når hans fans søger lidt tid med ham, men selv hans ressourcer er begrænsede, og selv han er et såret menneske, et martret menneske, et menneske med fejl og mangler. Livet er ikke tomt, men det kan måske nok føles sådan, hvis livet er gået med at tiljuble en guldkalv.
Medvirkende: Johnny Hansen (forsanger i Kandis), René, Jonas, Anette, Susan, Henning, brødrene Fup, Strøm.
Instruktør: Jesper Dalgaard
Manuskript: Jesper Dalgaard, Denniz Göl Bertelsen
Producer: Maria Møller Christoffersen
Fotograf: Stroud Rohde Pearce
Varighed: 01:30


Hvad mener du?
Har du set Kandis for livet? Hvad synes du om det?
Skriv en kommentar herunder eller send en reaktion ved at trykke på knappen…