Ultra fokuserer på de store børns tro

0
1346

I denne uge har DR Ultra tema om tro og religion. Det skinner igennem i nyhedsudsendelsen Ultra Nyt, i tv-serien Klassen og dokumentarserien ‘Min tro’. – Eksistentialisme og tro fylder i børnenes verden, fortæller Christoffer Ebbesen, fakta- og nyhedsredaktør på Ultra.
Tekst: Stefan Vase
Foto: DR
Børn og unge er bestemt ikke uinteresseret i livets store spørgsmål: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Er der mere mellem himmel og jord?
Derfor sætter DR Ultra fokus på tro i denne uge, hvor en af nyhederne er en minidokumentarserie, hvor børn sætter egne ord på deres tro.
I Min tro, som serien hedder, møder de unge seere blandt andre Asmir, som er muslim, og Lukas, der er kristen.
– Der kommer fire programmer, som følger børn, der tror. Det er et forsøg på livtag med eksistentialismen, som kan være svær at arbejde med for børn, siger Christoffer Ebbesen, der er fakta- og nyhedsredaktør på DR Ultra.
Programmerne giver plads til de medvirkende, forklarer Christoffer Ebbesen:
– Børnene er fortællerne, og vi følger dem i deres hverdagsliv. Det handler om det enkelte barns tro, siger Christoffer Ebbesen.
Ud over Asmir og Lukas kan seerne også møde en pige, som er wiccaner, altså heks, og en pige fra Jehovas Vidner.
Tro over det hele
I samme uge sætter fiktionsserien Klassen også fokus på tro i et par afsnit, og Ultra Nyt, Ultras nyhedsudsendelse, vil i samme uge også arbejde med tro.
– Vi vil på og med Ultra gå ind i børnenes verden. Der er eksistentialisme og tro noget, der fylder. Det fylder lige så meget som mobning, drilleri, kroppens udvikling også videre. Religion, tro og eksistentialisme forholder man sig til, selvom man kun er 8. Om man kun kommer i kirke juleaften, så fylder det noget.
Hvad skal seerne have ud af det?
– Vi vil gerne anspore til eftertænksomhed. Det er så ekstremt uhåndgribeligt at tro på noget, som ikke er der, eller kan være svært at tage i hånden. Derfor vil vi gerne vise, hvordan man kan bruge tro i en hverdag, forklarer Christoffer Ebbesen.
Indsatsen skal medvirke til at åbne troens verden op. For den, der går alene med en tro:
– Der er dem, der går alene med en tro på nogen eller noget. Vi vil gerne åbne op for, at de kan se sig selv som en del af et fællesskab.
Men indsatsen vil også åbne troens verden op for dem, der står lidt på sidelinjen:
– Vi har lyst til at give folk indblik i en hverdag. Selvom du står på skateboard med Asmir, kommer du måske ikke med hjem. Vi viser, at han beder sammen med sin far og bror. Det fylder meget for en del af vores målgruppe.

Christoffer Ebbesen ser meget frem til at åbne døren ind til troens verden i temaugen på Ultra om tro.

Tro igen?
Det er første gang, at Ultra fokuserer så massivt på tro som emne. Men det betyder ikke, at tro ikke kan være en del af de emner, som Ultra tager op. Omvendt kan Christoffer Ebbesen ikke sætte tal på, hvor meget troen fylder på Ultra.
– Vi skal arbejde med børnenes hverdag. Derfor fylder tro også noget. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at tro fylder noget for børnene.
Hvad er det for nogle udfordringer, der kan være i stoffet?
– Tro og religion er et følsomt emne. Det kan betyde rigtig meget for nogle. Vi skal ikke afholde os fra at tage et emne op, fordi folk føler stærkt for det. Jeg tænker altid over, hvordan det bliver modtaget. Det fremkalder følelser, og det skal vi have respekt for.
Hvad er det for nogle muligheder, der er i stoffet?
– Der er muligheder for at give børn et frirum til at tænke mere over tingene. Det er en skøn mulighed. Som public service station skal vi både underholde og undervise. Der er en mulighed for at anspore til eftertænksomhed.
Christoffer vil ikke afvise, at Ultra igen sætter fokus på tro.
– Det kan ikke afvises. Der kommer ikke nødvendigvis et trostema igen. Vi tager forskellige tematikker op og gør dem til en del af programmerne i Ultra Nyt og Klassen. Sådan arbejder vi fortsat.
 
Se trailer fra Min tro

Sådan dækker Ultra tro i uge 43

  • Mandag
    • Ultra Nyt (kl. 18.00 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
    • >Min tro – med Asmir, der er muslim (kl. 18.10 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
  • Tirsdag
    • Klassen – ‘Laurits er synsk’ (kl. 17.50 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
    • Ultra Nyt (kl. 18.00 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
    • Min tro – med Lukas, der er kristen (kl. 18.10 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
  • Onsdag
    • Klassen – ‘Laurits er synsk’ (kl. 17.40 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
    • Ultra Nyt (kl. 18.00 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
    • Min tro – med Natalie, der er Jehovas vidne (kl. 18.10 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
  • Torsdag
    • Ultra Nyt (kl. 18.00 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
    • Min tro – med Mira, der er wiccaner (kl. 18.10 på flow og kl. 6.00 via dr.dk/tv)
Tidligere artikelOm døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…
Næste artikelFå mere ud af din radio – lyt til digital radio