Foto: Tine Harden, DR
Sidste afsnit af Herrens veje er lige løbet over skærmen efter to intense sæsoner om præstefamilien Krogh med deres problemer, trosliv og følelser. Jeg vil først og fremmest rose DR for at turde lave en serie, der sætter troen i fokus. D. 11. december 2018 blev domkirken i Aarhus fyldt af over 900 studerende, der var til julegudstjeneste. Det tyder for mig på, at der også i dag er brug for fokus på det umålelige, ånden, troen, kirken, ritualerne og Gud.
DR har generelt på det sidste turdet give tv-tid til de tunge emner, særligt sorg har fyldt noget i dette efterår, og her er Herrens Veje en af dem, der har talt om sorgens væsen, og hvad den gør ved de pårørende. Der har ikke været nogle nemme løsninger. Alle karaktererne har måtte finde deres egen vej i den, samtidig med at de har prøvet at hjælpe hinanden, men også såret hinanden i processen. Det har været en rørende sæson, for sorgen har påvirket identiteten, længsler, troen og håbet. Sorgen har også bragt familien tættere sammen, som i sæson 1 virkede lidt langt fra hinanden. August er stadig med i familiens liv, men han holder dem ikke længere nede i sorgens mørke dyb.
Johannes er blevet mere skrøbelig og relaterbar, selvom han også har haft nogle øjeblikke, hvor hans hovmodige og lidt arrogante ‘jeg’ har vist sit ansigt. Han prøver at blive en bedre ægtemand, svigerfar, far og præst. Selvom han til tider fejler i projektet, så skal han honoreres for at gå ind i det.
Sæson 2 har ligesom sæson 1 været symboltung, og det tror jeg desværre får nogle til at slukke. Men den har også haft nogle smukke scener, især ser jeg tilbage på Johannes’ første aften med sit barnebarn Anton, Elisabeths møde med August, Christians snak med sin far om specialet hvor han fortæller om den tyngende skyldfølelse, og Emilies kamp med sig selv, og hvordan hun alligevel finder lykken til sidst med Anton og Daniel. For bare at nævne nogle stykker.
Kain og Abel analogien er kørt videre fra sæson 1, og Christian er plaget af skyldfølelse, selvom han ikke, som Kain, har slået sin bror ihjel. Efter at have gjort alt for sin bror med specialeaflevering og spredning af aske, samt de andre karakterers ord for, at det ikke er hans skyld, kan han slippe skylden, og dermed frit gå ind i præstedømmet. Christians rejse i denne sæson har været fantastisk. Han vil så gerne have integritet i det, han gør, og han kan ikke slippe uden om det uforklarlige. Han ender med at få fred i sin nye kirke. Han viser også, hvordan sorgen skal tages alvorligt. Det fandt han ud af lidt sent, da han havde brugt sin tid og kræfter på dem omkring ham.
Jeg tror, man kan lære meget af Herrens veje, uanset om man er troende eller ej. Emilie giver et indblik i hvor svært, det kan være at stå ved siden af troen, men være en del af en troende familie. Johannes giver et indblik i, hvordan ens arbejde kan overtage hele ens eksistens, så man har svært ved at se andet, og om hvordan ens gode intentioner nogle gange sårer andre. Christian giver et indblik i den svære vandring man kan være på i livet og i troen, hvor man bare gerne vil finde den rette og frie vej uden skyld. Elisabeth giver et indblik i hvor svært ens livsroller som mor, præstefrue, kone og svigermor kan være, når man også gerne vil finde sig selv. Alle karaktererne er stædige på deres egen måde, og det volder dem til tider problemer, men serien viser også, hvor smukt det kan være, når de giver slip på sig selv og deres egne rettigheder for at hjælpe næsten.
Troen er en svær størrelse, og det portrætterer serien. Man kan ikke nødvendigvis finde sig selv i nogle af karaktererne, men man kan spørge sig selv, hvilken plads ens arbejde, ens børn og ens tro har og skal have. Jeg kan godt sidde med overvejelsen, om troen i serien er blevet vist for individuel og som noget, man udelukkende selv står for. I stedet for at troen også er kollektiv, fordi man er en del af en menighed, samt bliver givet af Gud. Men følelsen af selv at stå for ens tro, tror jeg, er meget rammende for mange.
Tak, DR, for at lave en serie, der rører, og som sætter store spørgsmål til debat.
