Herrens Veje har i denne sæson især taget de store eksistentielle og folkekirkelige problemstillinger op, og belyser det fra mange forskellige personers vinkler: Død, sorg, utroskab, skyld, seksualitet, forholdet til andre religioner, dåb og familietraditioner, åndelig søgen, tværkulturelle parforhold osv. Det er godt, at så store temaer sættes til debat i bedste sendetid – og endda i en dramatisk og undertiden ganske spændende form.

Hadetyper

Serien har haft sine tydelige aversioner: En firkantet og moralistisk præst repræsenterer Indre Mission – igen, igen. Ny er derimod skikkelsen Mikkel, der er typen på den del af den moderne kultur, for hvem alt handler om facade og ydre performance. Sandhedsspørgsmålet interesserer ham ikke, ja, han forstår simpelthen ikke, at eksistentielle overvejelser kan være mere vigtige end salgstal og gennemslagskraft. Folkekirkens officielle repræsentanter – biskop og menighedsrådsformand – får man just heller ikke lyst til at arbejde under. En teologiprofessor, der adskiller tro og teologi, får man heller ikke megen respekt for i afsnittene. For at være præst skal man nødvendigvis tro, det er et gennemgående træk i serien.

Fortidige skikkelser?

Man kan diskutere, hvor realistiske karaktererne er. Noget ved Johannes Krogh minder mest om patriarkalske præsteskikkelser fra 1800-tallet. Det ender endda med, at også sønnen Christian finder ind i slægtens spor og bliver præst til sidst. Fortidigt virker det også, at Johannes nærmest ”ejer” sin kirke, som på enevældens tid. Hvorfor står han med en gammel, sort Bibel, der slet ikke ligner de udgaver, Bibelselskabet udgiver i nutiden, når problemstillingerne i øvrigt er nutidige nok.

En anmelder, der selv er præst, interesserer sig naturligvis også for, hvordan kirken og kristendommen fremtræder og behandles i seriens anden årgang, der nu snart vil blive set af mennesker i mange lande. Hvilket billede får udlandet af livet i den danske folkekirke?

Kristendom yder praktisk hjælp

Præstefamilien Krogh arbejder diakonalt, uden at ordet bruges. Johannes, den ellers så hårde og lukkede, har et varmt hjerte for de hjemløse, der får lov at være i kirken. Sin medarbejder Svend har han hjulpet ud af et misbrug og gør det igen ved ligefrem at lyve, fortie tyveri og handle hos pusherne. Alt sammen en smuk beskrivelse af kristendommens diakonale side. Det er ikke alle i menigheden, der er tilfredse med denne sociale indsats, og den problemstilling er ikke ukendt i folkekirken.

Vanskeligt forhold til andre religioner

Præsten lægger i serien afstand til andre religioner – og fastholder Jesus Kristus som den eneste vej. Men i hans omgivelser er der mange andre religioner: Muslimer, jøder, buddhister, spiritister. Det giver visse udfordringer, ligesom der stilles spørgsmålstegn ved det gode i multireligiøsiteten – selvom dette i dag er dybt politisk ukorrekt. Amira og hendes eks-mand repræsenterer to forskellige tolkninger af Islam, og det slår gnister. Det er heller ikke uden problemer, at Emilie indleder et forhold til sin psykolog, der som jøde ikke spiser svinemørbrad. Det er modigt af serien at vise, at der kommer en hverdag, hvor de forskellige religiøse traditioner medfører problemer. Også selvom de har et ret nominelt forhold til deres religiøse tradition.

Adskillelse af tro og personlig moral

Det er meget karakteristisk for seriens fremstilling af dansk kristendom, at der opereres med et klart skel mellem tro og personlig moral. Alle personer bander, ikke mindst præsten. Utroskab fremstilles vel ikke som uproblematisk, men det er dog aldrig noget problem i forhold til troen. I udlandet vil man typisk operere mere med en kristen etik end herhjemme, så der bliver noget at undre sig over udenfor landets grænser. Kernespørgsmålet om skyld og tilgivelse har været et gennemgående tema i denne årgang, og det fastholdes med alvor overfor døden – men uden at sættes i nogen relation til livsstil, seksuelle forhold og bandeord.

En kirkekritisk tro

Provst Johannes, der har sit liv i kirken, er dybt kritisk mod kirken som institution og dens ledere. Han kan svinge sig op i Kierkegaardske højder i sin kritik af den servile biskop og hendes kirkeledelse. Hun er repræsentant for den udglattende præstetype, der vil have kirken til at bringe positive budskaber, og derfor nedtoner sandhedsspørgsmålet: Hvad der virker og trøster, er godt. Menighedsrådet tegnes heller ikke i noget positivt lys; de vil have stoppet Svends ansættelse, fordi ”folk snakker”.  Det er Johannes selv, som ”hin enkelte”, der i serien står for sandheden – altså efter hans egen mening. Serien afspejler her en tradition, der er ganske karakteristisk for Danmark, der – med Hans Raun Iversens ord – har verdens svageste monopolkirke. Fordi kristendom gennem tiderne er blevet meget individualiseret.

Den manglende menighed

I serien kæmper man med de åndelige spørgsmål andre steder end i kirkens gudstjeneste. Christian kæmper i ensomhed i sommerhuset med de store spørgsmål om tro og tvivl, skyld og tilgivelse. August fik sin åndelige oplevelse i ensomhed i Jerusalem. Luthersk set er troen noget, der skabes og næres i menighedens fællesskab omkring ordet og sakramenterne.  Nogen menighed findes der imidlertid ikke i serien: Der findes præster og biskopper, ansatte og menighedsråd. Men ingen troende og bekendende menighed. Svend er vel den af seriens personer, der har det mest umiddelbare og autentiske forhold til kristen tro og tradition. Men han er også ansat.

Seriens forfattere har tydeligvis arbejdet med folkekirkens aktuelle situation og problematikker. Mange af nutidens vigtigste debatemner har man formået at ramme ind i. For min skyld måtte folkekirkens kernebudskab, den lutherske lære om synd og nåde, lov og evangelium, dog gerne være kommet mere tydeligt frem end i de glimt, hvori det nu sker.

Men serien skal have tak for at have rejst mange vigtige spørgsmål til debat.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Skriv dit navn her