Foto: Tine Harden, DR

KLF har bedt professor Kurt E. Larsen, generalsekretær Arne Pedersen og stud.mag. Malene Vase om at anmelde 2. sæson af Herrens Veje. Nu er serien slut, og de runder af.

“For os var du Gud.”

“Ja, en Gud der står og tuder.”

“Det gør ham bare mere menneskelig.”

Scenen på landevejen ved August’ dødssted vil nok summe hos mig i lang tid. Christian har al ret i verden til at lade sin far sejle sin egen sø – at fortælle Johannes at han ligger, som han har redt. I stedet gør Christian som Gud – bliver menneske og viser sin far barmhjertighed. Fralægger sig sin offerrolle og omfavner sin far i al deres kødelige samhørighed. Sådan kan et opgør med en barsk og uforsonlig far også se ud. Tilgivende og genoprettende.

Serien slutter forankret i selve sammensmeltningen af kødet og ånden – af det helt jordbundne og konkrete og så det dybt mystiske og ufattelige: I nadveren, hvor vi på én gang mindes, at Gud blev menneske i Jesus af Nazareth og det dybe mysterium, at vi må have del i hans kød og blod for at få del i hans sejr over synden og døden.

Når jeg ser tilbage på særligt sæson to i dét lys, som sidste scene kaster over resten af sæsonen synes Adam Prices projekt måske mere tydelig: En opfordring til kirken om at være mere som Gud, mere menneskelig. For der er brug for mennesker som Johannes og Svend og Christian, som står op imod de stive rammers menneskefjendske strukturer – uden liv og uden ånd. For hvem deres tro har en praksis og konsekvenser, som de med deres integritet i behold nødvendigvis bliver nødt til at følge.

Alt for ofte har kirken – og præsterne i den – forkyndt en flyvsk frelse afkoblet fra kødet og hverdagen som sådan. Men jeg tror, Gud drømmer om og længes efter, at vi må opleve hans frelse som nærværende og som en der påvirker hverdagens trummerum. Ofte er det sådan i Bibelen, at mennesker takker Gud for frelsen – ikke kun den åndelige eller sjælelige frelse – men også den fysiske. Takker Gud fordi de kan være lige der lige nu, fysisk, fordi Gud har frelst dem. Sådan også for familien Krogh. På trods af truslen fra dysfuntionalitetens skygger kommer de ud på den anden side – i høj grad i kraft af noget der er større end dem selv. I kraft af det Christian vover at kalde Gud.

Og på den måde giver serien også det postmoderne menneske et sprog for det åndelige. At nogle gange behøver vi måske ikke så mange forklaringer eller systematiske dogmer eller en sammenhængende tro for den sags skyld. Ikke at der er noget i vejen med dét, men når meget tyder på, at danskerne ikke er holdt op med at tro, og når størstedelen alligevel ikke kommer i den institution vi kalder “kirke”, så er det måske ikke den almindelige gennemsnitlige dansker, den er gal med, men relevansen og det menneskelige i institutionen. For nogle gange er det måske helt okay bare at lave en mental spand og skrive “Gud” på den med en lige så mental sprittusch og så smide alt der i, som man ikke bare lige sådan kan komme med en rationel forklaring på. På alt det der er større. For Gud er større. Altid.

Og serien udfordrer netop i ægte postmoderne stil os alle til at tage både kjole og krave på og være med til at fortsætte Guds store fortælling. Vel siger Johannes det til en flok håbefulde studerende på pastoralseminariet, men i luthersk forstand er vi alle præster.

Og når vi ser os selv som en del af Guds store fortælling, vil vi opleve, at ikke bare fortællingen, men også den treenige Gud som aldrig værende kedelig og altid værende væsentlig.

Lad også os arbejde på, at det samme må gælde for hans kirke, så at vi kan fortælle mennesker, at der er sprog for det, der er i spanden, en troens sprog – og at der er fællesskab at være med i. Ikke bare et hvilket som helst fællesskab, men et fællesskab om ham og i ham som har sejret, og som inviterer os alle til at få del i den sejr.

Så på den måde slutter serien lige midt i centrum af det absolut væsentligste i kristendommen. For da Jesus skulle forklare sine disciple hvorfor han skulle dø på korset gav han dem ikke en dogmatisk one liner, skrev en bog eller formulerede en smart læresætning. Han gav dem et måltid.

Og det er dér, serien slutter, lige midt i evangeliet. Med korset klart sat op mod en blå himmel. Og lur mig om ikke også rødkælken, opstandelsens varsel fra det aller første afsnit også er med. Korset og opstandelsen. Mere centralt bliver det ikke. Mere håbefuldt bliver det ikke.

Tak til både Adam Price og DR for at turde dét.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Skriv dit navn her