Det meste af musikken til Det Europæiske Melodi Grand Prix 2024 var ganske aggressiv, og det samme var de tilhørende dansenumre. Ja, der er alvorlig krig i Europa, men som markedsføring af Europa var dette Grand Prix et nummer for aparte.

Popverdenen har altid forsøgt sig med de mest sære dragter og påklædninger sat sammen med lige så aparte dansenumre og lysshows. Denne gang tilsat en hel masse seksuelle eksperimenter og mange forskellige køn, som mange nok dårligt ved, hvad betyder. Denne del er sikkert interessant for nogle, men balancen tippede efter min mening. Det var helt åndløst, og der var ikke en eneste sang, som jeg efterfølgende går og nynner på. Ikke én tekst, som man grunder over. Andre har det forhåbentlig på en anden og mere positiv måde.

Danmark var ikke med i en årrække. DR kunne overveje at melde pas igen. Jeg ville ikke brokke mig.

Niels Jørgen Langkilde

Fokus på alt muligt andet

Det blev en stor og politisk begivenhed, hvor sproglig censur og det største politiopbud i Sveriges historie tog overhånd. Krigen i Mellemøsten kom i alt for høj grad ind i Malmøs gader og var med til at sætte dagsordenen. Nationalfølelsen blev erstattet af en aggressiv nationalisme, som end ikke tillod EU-flaget, kun deltagende landes flag og udvalgte andre.

Til gengæld var der ikke mange stoffer at spore på deltagerne. Som H. C. Andersens lille Barn sagde til om kejseren: “Men han har jo ikke noget på”. Det var et Grand Prix uden ånd og uden klæder.

Danmark var ikke med i en årrække. DR kunne overveje at melde pas igen. Jeg ville ikke brokke mig.

Sang med fokus på fællesskab

Brugte man i stedet de mange millioner til en egentlig sangkonkurrence – måske kun omfattende de nordiske lande eller alle vores nabolande, så kunne det måske gøres mere fredeligt? Hvad med at udnytte de mange og store professionelle kor og sangere, som rent faktisk magter at synge på et højt niveau? Unge nybegyndere kan have en friskhed, men de kan også som den danske stjerne blive kvæstet af det kæmpestore maskineri.

Under corona-tiden (gen)lærte mange glæden ved at synge sammen og forstå, hvad vi synger. Det understregede, at vi har et behov for åndfulde fællesskaber. Sådanne aftener i musikkens tegn bør hverken erobres af gadens parlament eller små minoriteter, der dækker under to pct. af befolkningen. Der skal bestemt være plads til minoriteter, det skæve og det anderledes, men der bør også være noget for det store flertal.

Tidligere artikelMød Lilje – vores nye frivillighedskonsulent
Næste artikelLever tv-gudstjenester op til vores dom?