Jeg så den første sæson og ærgrede mig over, at DR brugte sendetid på et realityshow, hvor man nedgør ægteskabet til noget, som man kan indgå i for sjov, og at en præst valgte at medvirke og dermed give serien kirkens ‘velsignelse’. Vi deltog i den offentlige debat på den baggrund, og vi var ikke alene med kritikken.
I år kunne man så se med på niende sæson af serien, og det valgte jeg at gøre. Jeg havde ikke lyst til at se den, men jeg følte, at jeg som skarp kritiker af konceptet burde opdatere mig og genbesøge serien, så jeg endnu engang kunne tage stilling til den.
Der er sket nogle ændringer i forhold til første sæson, og da jeg ikke har set de mellemliggende sæsoner, kan ændringerne være sket undervejs. Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at kirken er skrevet ud af konceptet, og det er jeg meget glad for. Kirken bør ikke blandes ind i et sådant realityshow, da kirken ikke burde kunne sige god for den måde, som ægteskabet håndteres på her. Og parrene kastes heller ikke helt på samme måde ud i deres nye ægteskab, som de gjorde tidligere. Jeg oplever, at der tages nogle hensyn til parrene, som jeg anerkender værdien af. Er min kritik dermed forstummet? Nej, tvært imod faktisk.
Jeg kunne begynde med at angribe hele præmissen for konceptet. Eksperter skal hjælpe mennesker til at finde den eneste ene, hvilket (næsten) alle deltagere i niende sæson brændende ønsker sig. Og eksperterne bruger deres faglighed på at skabe de perfekte match blandt de mange, som ansøgte om at være med i programmet. Men det lykkes ikke, og det har det ikke gjort i én eneste af de ni sæsoner. Skilsmisseprocenten ligger på omkring 37 % i Danmark (2022) og har vist en faldende tendens over de seneste år. I Gift ved første blik ligger skilsmisseprocenten i år på 80 %, og ser man på hele konceptets levetid, så er den nærmere 90 %. Og selvom det er en fiasko i sig selv, så er det ikke det værste for mig.
Med Gift ved første blik vælger DR at tilslutte sig de kommercielle kanalers begejstring for følelsesporno. Hvis Gift ved første blik reelt var et forsøg på at skabe livslange relationer gennem ægteskabet, så ville eksperimentet være lukket ned om ikke efter første så senest efter anden sæson. Når DR vælger at lave den ene sæson efter den anden, så kan jeg desværre ikke finde anden forklaring, end at selv DR, som for mig burde være Danmarks fornemmeste, kulturelle fyrtårn, vælger at vende etikken ryggen og lefle for laveste fællesnævner sammen med de kommercielle kanaler, som de netop burde være det gode alternativ til.
I den netop sendte niende sæson af Gift ved første blik bliver vi som seere vidner til den ene situation efter den anden, hvor de fem par vitterlig kæmper med intense og dybe følelser. Situationer, hvor de famler efter fodfæste og fortvivlet kæmper for at finde anerkendelse, gengældt kærlighed og ærlig accept af dem som mennesker. Ægte, levende mennesker. Sara er fortvivlet over, at Rasmus slet ikke forstår hende og heller ikke viser hende, at han vil hende. Og Sara deler sin afmagt med os sammen med utallige tårer. Martin føler sig snydt og afmægtig, da Pernille fortæller ham, at hun ikke ønsker at leve sammen med en mand igen – og deres ægte skænderi griber seeren, som fra forreste række får et indblik i parrets udfordringer. Michael bokser med at føle anerkendelse og accept fra Jeanette, og han udstiller også sig selv for åben skærm. Han er sympatisk, men han deler sit følelsesliv med alle os, som ikke burde blande os. Eksemplerne er utallige, og måske er der nogen der vil mene, at det er godt fjernsyn.
Hvis DR har brug for formater som Gift ved første blik, så er mediehuset for alvor i krise. Hæv standarden og ambitionsniveauet, kære DR! Jeg ved, at I kan gøre det! Fokusér på det væsentlige: Demokrati, kultur, fællesskaber og dannelse. Lad andre lave realityshow, hvis de føler behov for det.
Gift ved første blik er måske symptomatisk for vores tid, hvor følelser skal helt frem i det offentlige rum, hvilket man fint kan opleve, når medpassagerer i busser og tog sidder og krænger deres hjerte ud i højlydte mobilsamtaler. Men hver især er vi med til at præge vores tid gennem vores handlinger og holdninger. I KLF, Kirke & Medier tror vi på, at mennesker har brug for noget helt andet end følelsesporno og plat underholdning. Og her burde DR stå som garant for det bedst mulige indhold til danskerne.
Mikael Arendt Laursen,
generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Svar fra DR
Public service har mange facetter, hr. generalsekretær
For ikke så længe siden havde jeg en tankevækkende oplevelse: Jeg var inviteret af Grundtvigs Forum til sammen med andre at holde en kort skåltale til en såkaldt samtalemiddag. Temaet var ”balancen mellem land og by”, og jeg synes selv, at jeg holdt en mægtig åndrig tale. Da jeg efterfølgende satte mig til bords og glædede mig til, at nu skulle vi rigtig diskutere mine pointer, skete der noget overraskende. Det eneste, de øvrige middagsgæster ville tale om, var den igangværende sæson af ”Gift ved første blik”. Det var nemlig lige præcis der, at gæsterne så, hvordan ”de andres” liv så ud.
Jeg starter med denne anekdote, fordi jeg kom til at tænke på den, da jeg forleden læste KLF’s kritik af programmet ”Gift ved første blik”. Jeg har stor veneration for og lytter altid med interesse til generalsekretær Mikael Arendt Laursen, der har mange gode pointer om public service, både når der er ris og ros til DR. Men denne gang er jeg ikke enig i kritikken. Og det er jo herligt, for det giver en god anledning til debat om DR’s virke, som jeg altid tager imod med kyshånd.
”Gift ved første blik” har over årene fået forskellige typer af kritik fra KLF og andre. Over alle årene har det også været tydeligt, at det havde fat i en nerve hos en bred skare af befolkningen. Mikael Arendt Laursen summerer denne gang sin kritik op på følgende måde: ”Med Gift ved første blik vælger DR at tilslutte sig de kommercielle kanalers begejstring for følelsesporno.” Generalsekretæren og jeg deler, det ved jeg, opfattelsen om, at DR skal være noget andet og mere end det, man kan vente hos de rene kommercielle kanaler. Det er vi heldigvis også, og det gælder – i mine øjne – også det aktuelle program. Havde vi jagtet lette pointe og følelsesporno, havde programmet set meget anderledes ud. Programmet er båret af oprigtig nysgerrighed på den svære kunst, parforholdet og ægteskabet er. Seerne er vidner i både medgang og modgang, og kan spejle sig i parrene, når de kæmper med konflikthåndtering, den svære selvreflektion og samtaler, der gør dem klogere på parforholdet. Det var helt tydeligt den aften på Vartov, at det var i stand til at sætte tanker og samtaler i gang.
Selvom kommentaren er skrevet som en kritik af DR, samler Mikael Arendt Laursen smukt og klart, hvad det er, programmet faktisk kan. Han skriver i sin kommentar: ”I den netop sendte niende sæson af ”Gift ved første blik” bliver vi som seere vidner til den ene situation efter den anden, hvor de fem par vitterlig kæmper med intense og dybe følelser. Situationer, hvor de famler efter fodfæste og fortvivlet kæmper for at finde anerkendelse, gengældt kærlighed og ærlig accept af dem som mennesker. Ægte, levende mennesker.” Godt skrevet. Jeg kunne vitterlig ikke skrive det bedre selv. DR skal sandelig ikke kun være ”Gift ved første blik”, men public service er en mangefacetteret størrelse, og generalsekretæren peger her netop på dette programs bidrag. Det er helt legitimt ikke at bryde sig om, at programmet i sin essens er bygget på at gøre ægteskabet til et tv-eksperiment. Den kritik forstår jeg godt. Men jeg synes, at generalsekretærens ord viser, hvorfor det faktisk er public service, som jeg – og rigtig mange danskere – er glade for, at vi sender.
Jeg vil gerne benytte denne anledning til at komme med en venligt ment kritik. Jeg har, som jeg har nævnt i vores løbende dialog og på landsmøde i Fredericia, stor respekt for organisationen. Det har jeg fortsat. Men nogle gange er det, som om kærligheden til DR og dermed også skuffelsen, når vi i KLF’s øjne fejler, fylder så meget, at den gode tone simpelthen fordufter. Denne gang bruges vendinger som ”følelsesporno”, ”lefle for laveste fællesnævner”, ”et mediehus i krise” og ”plat underholdning”. Tidligere er jeg med meget tabloid grafik af Thorvaldsens smukke Jesus-skulptur med et stopskilt henover blevet kritiseret for, at jeg ved at ændre i sendeplanen ”gjorde sport til gud”. Det er fair nok at kritisere DR, og jeg lytter gerne. Men jeg lytter allermest, når kritikken fremføres sobert. Sådan er det heldigvis også for det meste fra KLF.
Lasse Bastkjær Jensen,
strategidirektør, DR
Hør Mikael Arendt Laursen uddybe sin holdning i næste udgave af KLFs podcast, der udkommer på tirsdag den 7. november. Hør den på lyt.klf.dk eller søg efter Lyt til KLF, der hvor du normalt hører podcast.
