’Gift ved første blik’ møder kritik – igen

0
1129

En  ny sæson af "Gift ved første blik" er på vej. "Man kan mistro DR for at lave en ny sæson af programmet, alene fordi det er populært reality-tv", siger Mikael Arendt Laursen fra KLF. Foto: DR.
En ny sæson af “Gift ved første blik” er på vej. “Man kan mistro DR for at lave en ny sæson af programmet, alene fordi det er populært reality-tv”, siger Mikael Arendt Laursen fra KLF. Foto: DR.

Ægteskabet er en livslang forpligtelse mellem ægtefæller og egner sig ikke til et eksperiment som programmet ”Gift ved første blik”, hvor de fleste alligevel går fra hinanden igen, lyder kritikken fra KLF, Kirke & Medier.
Udbuddet af datingmuligheder har aldrig været større. Alligevel har der aldrig været flere singler i Danmark, end der er i dag. Hvorfor er det så svært for os at finde en partner og skabe et forhold, der varer ved?
Sådan lyder oplægget til fjerde sæson ”Gift ved første blik” på DR1. Tidligere sæsoner er blevet kritiseret af KLF, Kirke & Medier for at tage for let på en så alvorlig sag som ægteskabet, der både holder sammen på ægtefællerne og er en vigtig byggesten i samfundet.
KLF: Ægteskabet er ikke en leg, men livslang forpligtelse
DR kalder programmet ”et eksperiment”, hvor man overlader det til et hold af eksperter at skabe de bedst mulige matches. I programmet smedes parrene sammen ”i et rigtigt ægteskab – med de forpligtelser og betydninger som det medfører,” lyder det fra DR.
Konceptet møder – igen – kritik fra KLF, Kirke & Medier:
– Selv om det er positivt at bringe ægteskabet på mediedagsordenen og redegøre for de forpligtelser, det medfører, mener vi stadig, at ægteskabet ikke er noget, man eksperimenterer med. Det er et livslangt løfte, man som ægtefæller giver til hinanden og er ikke egnet til et show, en leg, hvor man bare kan blive skilt igen, hvis det ikke fungerer, siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
De fleste par i serien går fra hinanden igen
Da første sæson blev sendt, gjorde DR meget ud af at sige, at eksperterne kunne sammensætte parrene bedre end ‘det tilfældige møde’ mellem to mennesker, men viste sig ikke at holde stik, fortæller Laursen:
– DR’s tese blev modbevist af, at skilsmisseprocenten i programmet er markant højere end i samfundet generelt.
I de første to sæsoner blev alle medvirkende par skilt og kun ét par valgte at blive sammen – som kærester.
– Man kan mistro DR for at lave en ny sæson af programmet, alene fordi det er populært reality-tv. Det er svært at se, at et program som dette har anden berettigelse, siger Mikael Arendt Laursen.
Præst skal agere livline og støtte de medvirkende
Gift ved første blik har premiere den 7. februar og sendes tirsdage klokken 20.45 på DR1. Omkring 220 kvinder og 80 mænd har tilmeldt sig eksperimentet i denne sæson. Efter gennemgang af profilerne har programmets eksperter matchet de otte deltagere i fire par.
Eksperterne er psykolog Gert Martin Hald, antropolog Trine Demant, psykolog og parterapeut Mette Smidt og såkaldt metakognitiv psykolog Sisse Find Nielsen. Præsten Michael Brautsch medvirker også i programmerne som en slags livline, der ifølge DR ”med uvildige øjne kan hjælpe og støtte de medvirkende.”
Gift ved første blik sendes tirsdag kl. 20.45 på DR1 fra den 7. februar.

Tidligere artikelProtest mod platte børneprogrammer
Næste artikelTv-show skal skaffe mad til verdens sulte børn