DR-bestyrelsesmedlem er enig med KLF

0
1159

Når Danmarks Radio får licensmidler, er det ikke for at lave reality- og underholdningsprogrammer, som de øvrige kommercielle kanaler. Alligevel er det tendensen, når man kigger på en kanal som DR3.
Seneste skud på stammen er programserien “Gift ved første blik”. Katrine Winkel Holm, medlem af Danmarks Radios bestyrelse,  er enig med KLF i, at disse programmer går over grænsen:
katrine-winkel-holm
– Vildt fremmede singler føres ind i arrangerede ægteskaber, som de udvælges til af et såkaldt ekspertpanel. Programmet er ikke bare uskyldig underholdning; dets respektløse tilgang til ægteskabet er med til at devaluere en bærende samfundsinstitution alene for at skabe letfordøjelig underholdning.
Sådan skriver Katrine Winkel Holm  i et debatindlæg til bt.dk, og hun fortsætter:
– Alt dette bliver kun værre, når vi samtidig ved, at der i indvandrergrupper er store kulturelle problemer med tvangs- og arrangerede ægteskaber. For de unge, der står i den frygtelige situation, at de presses ind i ægteskaber, må det være en underlig oplevelse at se deres mareridt omsat til underholdning af DR for licensmidler.
Programmet “Gift ved første blik” går i grove træk ud på, at seks singler matches af et ekspertpanel – sidstnævnte har Katrine Winkel Holm også en klar holdning til på sin blog:
– Aktørerne er fire eksperter, der med synligt velbehag nyder at spille almægtig Vorherre for et par aftener.
Ægteskabet ER vigtigt
Hos KLF, Kirke & Medier er vi også kritiske overfor DR’s brug af ægteskabet til underholdningsværdi. Forsøget på at lave et seriøst match er ganske lødigt, men filmen knækker, når de tre par skal sige ja til hinanden uden indflydelse og uden at have mødt hinanden – også selvom det ikke er ved en kirkelig vielse.
Det bekræftes, når borgmesteren, som forestår én af de tre vielser, i sin tale til brudeparret siger:
– At indgå ægteskab er stadig en af de vigtigste begivenheder i et menneskes liv. Man forpligter sig nemlig ikke alene overfor sig selv, men også overfor den anden part til fremover at være fælles om alle beslutninger. Et ægteskab giver rettigheder, men også ansvar og det forudsætter en vilje til at leve med hinanden i kærlighed og gensidig tolerance.
Den kristne kulturarv
Katrine Winkel Holm slutter sit debatindlæg af med en kritisk holdning til DR’s forpligtelse i forhold til den kristne kulturarv:
– Samtidig med at DR på denne måde skruer op for kommercialiseringen, skruer DR ned for noget af kernen i public-service-forpligtelsen: Varetagelsen af den kristne kulturarv. DRs flytning af de kirkelige programmer fra hovedkanalen DR1 til nichekanalen DR K har medført, at seertallet er faldet dramatisk til bl.a. Før søndagen og den ugentlige højmesse. Uden at det hidtil har fået DR til at reagere. DR.s prioriteringer taler for sig selv: Mere og mere plads til underlødig reality og mindre plads til sober public service.

Læs mere om Gift ved første blik

Kilde: bt.dk og katrinewinkelholm.com
Tidligere artikelFå det hele med
Næste artikelMentors kommunikation flimrer