Vi er blevet et samfund, hvor vi kigger ned i en skærm i stedet for at se hinanden i øjnene. Ung som gammel scroller sig igennem uendelige mængder af ligegyldigt indhold og spilder dyrebar tid, som kunne være brugt på så meget andet.
Den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer har sagt det i snart tyve år (Han udgav bogen Vorsicht Bildschirm! i 2005 på Forlaget Klett). Lægen Imran Rashid udgav bogen ’Sluk’ i 2017 – samme år, som KLF, Kirke & Medier gik ud med foredraget ’Mediemod’. Pointen er den samme: Skærmbrug er skadelig særligt for de mindste børn og bør sættes i faste rammer både for den enkelte og i familier, skoler og institutioner.
Selvom KLF helt tilbage i 2018 inviterede en række folketingspolitikere til foredrag med Manfred Spitzer og efterfølgende debat, så skulle der gå yderligere fem år, inden emnet for alvor kom på den store, offentlige dagsorden.
Ekstrem vold på børnenes skærme
DR sendte midt i marts dokumentaren ’Alene hjemme på nettet’, hvor det blev påvist, at både børn og unge for nogens vedkommende på næsten daglig basis ser ekstremt voldsomt og uhyggeligt indhold på nettet via deres smartphones. Det er vores oplevelse, at disse programmer viste os – til dels naive voksne – alvoren og lukkede op for en hidtil ukendt og særdeles skræmmende verden af porno, vold og død.
Flere politikere reagerer nu
Der er sket meget det seneste års tid, som vi i KLF er rigtig glade for. Undervisningsminister Mattias Tesfaye er kommet med tolv konkrete anbefalinger til skærmbrug i skolerne og taler varmt for genindførelse af bøger i undervisningen. Statsminister Mette Frederiksen skrev den 11. april 2024 følgende i et opslag på Facebook: “Hvad nu hvis det, der er mest skadeligt for vores børn og unge er de skærme, der har det med at klistre sig fast til vores hænder? […] Vi må erkende, at vi voksne alt for ukritisk har proppet skærmene ind alt for mange steder. I folkeskolen, hvor de fylder for meget. Og i vores vuggestuer og børnehaver, hvor de slet ikke hører hjemme.” Mange politikere har nu forstået alvoren og er klar til at handle på denne viden. Endelig!
Læs hele artiklen i vores medlemsmagasin KLF, Kirke & Medier nr. 2/2024
Foredrag om skærme og beskyttelse
’Mediemod’ er KLFs bud på oplysning og debat om skærmbrug i familierne.
– Vi bygger vores oplæg på input fra forskellige forskere og fagpersoner, som hver især har arbejdet med skærmenes udfordringer og forsøger at skabe den gode samtale i familierne, forklarer generalsekretær Mikael Arendt Laurs
’Mediemod’ handler om at sætte omtanke, tålmodighed og eftertænksomhed på dagsordenen igen – og inspirere og rådgive om, hvordan du kan tage teten i dit eget forhold til skærmene og lære børnene gode vaner. Du skal vide, hvordan det virker, hvordan du selv kan vælge til og fra (også rent teknisk), og hvordan medierne forsøger at fastholde vores interesse og bruge vores tid.
Book foredrag
Eller kontakt os på info@klf.dk / telefon 86 62 74 66 (tirsdag til torsdag 10-14).
DR med undervisningsmateriale
Op til sommerferien er DR Lær fulgt op på udsendelserne ved at udgive undervisningsmateriale til skolerne, så det vigtige emne kan tages op af lærere og elever fra 7. klasse og op.
Læs mere om DRs undervisning