Derfor står morgenandagten så stærkt

KOMMENTAR: Morgenandagten er blevet en institution i DR. Det skyldes særligt tre forhold.

0
132
Foto: Stinna Skrivergaard

Da sognepræsterne Henry Ussing og Chr. Henriksen i 1925 åbnede dørene i Københavns Domkirke for små hverdagsandagter, skabte de en succes, som stadig står.

Morgenandagten har klinget i mine ører i mange, mange år. Jeg er vokset op med radiogrammofonen stillet ind på radioens program 2 med klassisk musik, klokkekimen og korvers fra Vor Frue Kirke i København. Jeg må være ærlig at tilstå, at jeg dengang mest tolkede morgenandagten som baggrundsstøj.

Men efter at min interesse for liturgi er vokset, og min glæde for folkekirkens gudstjenester og folkekirkens mange forskellige teologiske stemmer er vokset, er det også blevet tydeligt for mig, hvorfor morgenandagten står så stærkt:

For det første er liturgien enormt enkel: præludium, ord til dagen, salmer, tekstlæsninger, bønner, velsignelse, korvers og postludium. Morgenandagten er meget overskuelig og kort og kræver ikke alverden af mig.

For det andet træder sognepræsten i baggrunden. Teologer og kirkelige debattører kan strides til dommedag om nadver, dåb, vielse, bibelsyn, næsten, fælleskirkelighed, politik, natursyn og så videre. Men under morgenandagten parkeres alle teologiske stridigheder i våbenhuset, og dagens præst er liturg, en neutral guide igennem morgenandagtens enkle program.

For det tredje er morgenandagten tilstræbt folkelig. Det er klart, at orgelspil og klassisk korsang ikke just rimer på popmusik og X Factor. Men den inviterer lytter og seere ind i en nutidig ramme med rødder i traditioner og en kultur, som vi deler. Uanset om vi følger med fra Harboøre eller Hellerup. Derfor kan både jakkesæt, gangstativer, klapvogne være med – og sågar personer uden en (klart defineret) tro. Selvom man ikke føler sig hjemme i folkekirken, kan man føle sig hjemme i morgenandagten. Og føle sig forfrisket til dagens opgaver.

Til slut bør det også nævnes, at transmissionen på P2 og DR2 har en stor del af æren for, at morgenandagten står stærkt. Hvis det ikke havde været for Ussings og Henriksens initiativ og konkurrencen fra morgenandagter på svensk radio, var Statsradiofonien i sin tid næppe gået i gang med at transmittere morgenandagter. Og hvis det ikke var for DRs fortsatte vilje til at sende morgenandagten – og KLFs insisteren på det – kunne domkirken i København formentlig finde andre måder at bruge ressourcerne på.

Men nu står morgenandagten som en institution i sendefladen med en enkel liturgi, sognepræster, der træder i baggrunden, og en folkelig appel. Derfor står morgenandagten efter så mange år så stærkt.

Tidligere artikelHvorfor kaster Politiken skidt på en dokumentar om en kirke?

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her