“Vi sender nu Morgenandagten fra Domkirken i København. Dagens liturg er…”
Sådan har det lydt år ud og år ind siden mandag d. 16. marts 1931 – 6 dage før palmesøndag det år.
Men for at finde ophavet til vor tids radio- og tv-transmitterede morgenandagt skal vi helt tilbage til de første kristnes tid. Deres trospraksis var ganske anderledes. De lod sig ikke nøje med kirkegang én gang om ugen – som det er i dag.
Dengang fejrede man hverken jul eller pinse. Men påske blev fejret hver søndag – og hver fredag var en bodsdag til minde om begivenhederne langfredag. Derudover begyndte dagene med en kort morgenmesse – laudes – før solopgang. Det var nødvendigt, da de kristne havde meget begrænsede muligheder for at dyrke deres tro. På samme måde sluttede arbejdsdagen med en aftenmesse – vesper. De korte messer bestod af tekstlæsninger, bønner og hymner. Derudover havde man faste bedetimer for sig selv i dagens løb.
Det lugter jo forholdsvis meget af nutidens morgenandagt, men denne morgenmesse har mestendels oplevet nedture, før vi når frem til nutidens radio- og tv-transmitterede morgenandagt.
Nedturene skyldes dog ikke reformationen, som ellers gjorde op med en del praksis i den katolske kirke. Reformatorerne holdt nemlig fast ved morgen- og aftenmesserne. Derfor var der flere gudstjenester i ugens løb og flere gudstjenester om søndagen. Det var imidlertid primært i byernes kirker, at traditionen med morgengudstjenester blev bevaret. Her leverede katedralskolerne eller latinskolerne et drengekor, som kunne stå for sangen.
En ritualbog fra 1685 beskriver en morgenmesse som noget, der sker om onsdagen og om fredagen “hvor den holdes”. Det antydes hermed, at det på det tidspunkt ikke længere er normen med en såkaldt “froprædiken” – altså en tidlig prædiken – alle ugens dage, og at det kun forekommer onsdag og fredag. Fredagens froprædiken trækker dog tråde tilbage til de første kristnes bodsdag om fredagen til minde om Langfredag.
I 1700-tallet er disse morgenmesser imidlertid indskrænket til kun at foregå om onsdagen i kirker i København, Aalborg og Helsingør – “for de Søfarendes Skyld”, som det hedder.
I midten af 1800-tallet er morgenmesserne på sit absolutte minimum: en til to gange om måneden i København. I de øvrige byer er morgenmesserne på dette tidspunkt efter alt at dømme helt forsvundet.
Om morgenmesserne helt stopper vides ikke med sikkerhed. Men i hvert fald sker der noget bemærkelsesværdigt i begyndelsen af det 20. århundrede.
I 1915 kommer Henry Braëm Ussing (1855-1943) til Vor Frue Kirke – Domkirken i København. Han er en meget vellidt præst og tiltrækker en stor menighed i domkirken. Sammen med sin kollega Chr. Henriksen begynder han at overveje måder at åbne kirkens døre på vid gab og tilbyde kirkens rum til alle. Således skriver Henry Ussing selv om ideen cirka 10 år senere:
Med hensyn til Kirkens Brug rejste sig også hos os det Ønske at faa Kirken aaben om Hverdagen for Andagtssøgende.
Henry Ussing
Men de ved udmærket godt, at der skal mere til end en “åben kirke”.
Henry Ussing beskriver, at det skulle være en “daglig Morgenandagt”, hvor præsterne står for “korte, stille liturgiske andagter”.
Jeg fik Lykke til at udarbejde en Prøve, og Organist Raastred tilbød beredvilligt at medvirke gratis.
Henry Ussing
Om det er med inspiration fra de første kristnes morgenmesser vides ikke. Men mandag den 29. november 1926 – dagen efter 1. søndag i advent – bliver kirkens døre åbnet for den første morgenandagt, hvor der blandt andet bliver sunget adventssalmen “Gør døren høj, gør porten vid” og læst fra Salmernes bog kapitel 1.
At det nye tiltag bliver vel modtaget vidner en lille notits fra Kristeligt Dagblad om dagen efter.
For Henry Ussing selv er modtagelsen af Morgenandagten noget nær overvældende, og han beskriver senere meget malende hans oplevelse af den første Morgenandagt:
Med Spænding lukkede vi op en Morgen i 1926 og virkelig, der kom vist over 50, og snart mer end det dobbelte. Og det var den rigtige Slags Folk, Forretningsfolk, unge og ældre, Mænd og Kvinder paa Vej til deres Arbejde. Og de blev ved at komme.
Henry Ussing
Men Morgenandagten er her i 1926 stadig et tilbud for borgerne i København alene. Selvom gudstjenestetransmissionerne er begyndt halvandet år tidligere (den 22. februar 1925), er Morgenandagten endnu ikke blevet en radiofonisk begivenhed. Men i 1930 begynder det imidlertid at rygtes, at Radiorådet er blevet lune på Morgenandagten.
Der er dog desværre en lille hage ved det: Teknikken er endnu ikke klar.
Men på en af årets sidste dage kommer der dog hul igennem fra domkirken i København til Statsradiofoniens lyttere.
Det må næsten have været en succesfuld premiere, og alle praktiske hindringer er nu tilsyneladende elimineret. Men der er dog stadig nogle formelle hindringer i vejen. Radiorådet skal formelt godkende, at transmissionerne går igang. Den godkendelse kommer godt to uger senere. Måske har Radiorådet følt sig presset til at give tilladelsen, da lyttere i hovedstadsområdet “har stillet ind paa svenske Stationer om Morgenen” for at høre den svenske Morgenandagt.
To dage senere i Kristeligt Dagblads ugetillæg Familielytteren konstateres følgende:
Skribenten kæder i afslutningen af notitsen transmissionen af Morgenandagten sammen med Ussings og Henriksens første morgenandagter cirka 4½ år tidligere. Det vides dog ikke, om det faktisk var Ussings og Henriksens ønske, at det blev transmitteret via radioen. Men Ussing er dog ikke utilfreds med transmissionen, skal vi se senere. For først begynder den lange ventetid. Familielytteren spørger i flere udgivelser:
“Er det mon nu?”
“Nej.”
“Hvad med nu?”
“Nej!”
Læserne og lytterne må vente helt til begyndelsen af marts, før der kommer skred i tingene:
Således fortæller kammerherre Christian Diederich Lerche (1868-1957), der var Radiorådets første formand, ifølge Kristeligt Dagblad den 5. marts 1931, at transmissionerne begynder den 16. marts 1931.
I den følgende udgave af Kristeligt Dagblads tillæg Familielytteren – fra den 31. marts 1931 – fornemmer man, at det er en forløsning, at Morgenandagten kommer i radioen.
I den anledning har man bedt sognepræst Henry Ussing om at præsentere Morgenandagten.
Vor Frue Kirkes Præster sender de danske Radiolyttere vor Hilsen med Bøn om, at ogsaa disse stille Stunder maa blive til Velsignelse i de tusind hjem.
Henry Ussing
Det er Morgenandagtens historiske rødder, og hvor Kristelig Lytterforening spillede en nøglerolle i at få Morgenandagten udsendt via Statsradiofonien.
Kristelig Lytterforenings bestyrelsesmedlem Paul Nedergaard, der også sad i Radiorådet i samme periode, skriver en måned senere i foreningens medlemsblad om Morgenandagten.
For det første mærker man hans veneration overfor Morgenandagten.
Det er de smukke, liturgiske Morgenandagter fra Vor Frue Kirke i København, der udsendes. Gennem flere Aar har en Skare Mennesker samlet sig her Morgen efter Morgen for inden Dagens travle Arbejde at faa en stille Stund i Helligdommen om Guds Ord, Bøn og Lovsang. Andagten er rent liturgisk: uden fri Prædiken.
Paul Nedergaard
Det er imidlertid også tydeligt, at Paul Nedergaard fornemmer, at transmissionen vil vække modstand.
Mange kristne Hjem vil nok foretrække at holde deres Andagt selv, ud fra den rigtige Følelse, at Andagt hører Lønkammeret til og kan ikke transmitteres eller mekaniseres. Men dels har de gode Erfaringer fra Sverige, hvor der i Vi Aar har været holdt Radio-Morgenandagter, dels har de stadigt stærkt gentagne Lytter-Ønsker virket til, at vi nu faar Andagter udsendt ogsaa her. Mange syge, ensomme og vanskeligt stillede Mennesker har ønsket dem og glæder sig nu til dem.
Paul Nedergaard
Med de ord beskriver Paul Nedergaard formentlig også en typisk situation for mange af Morgenandagtens lyttere – og seere – i dag: Mennesker, der af den ene eller anden grund føler et behov for en “stille Stund”.
Kilder: Danmark og Norges Kirkeritual (1685), Haandbog i den danske Kirkeret (1891), kirkehistoriker Kurt E. Larsen, Kristeligt Dagblad og Domkirken i København.
