Foto: Tine Harden, DR

KLF har bedt professor Kurt E. Larsen, generalsekretær Arne Pedersen og stud.mag. Malene Vase om at anmelde 2. sæson af Herrens Veje. Det gør de på skift. Malene Vase skriver om 10. afsnit.

Antons dåb fik drastiske konsekvenser for Johannes, der bliver fyret. Det sender Johannes ind i en eksistentiel krise, for hvis han ikke er præst, hvem er han så? Er han noget overhovedet?

Elisabeth prøver at åbne hans øjne for de muligheder, der er, men Johannes gør, hvad han så ofte har gjort, når alting ramler: Han kæmper snæversynet for at opretholde sin traditionsbundne verden, som han kender og holder af. Johannes svinger hele tiden mellem at gøre det gode og såre de mennesker han er omkring. Selvom hans handlinger til tider kan virke ekstreme, er denne pendulbevægelse genkendelig. For os alle er det gode, vi vil, og det gode, verden behøver, ikke altid sammenfaldende.

Men med hjælp fra Elisabeth åbner der sig en fremtid, der ikke bare er sort: Johannes’ nye fremtid byder på arbejde med kommende præster, og her får han lov til at sige sin mening og stadig arbejde for kirken. Men trods Elisabeths hjælp bliver hans fremtid uden hende.

Elisabeth har sat foden i jorden og siger, at familien må begynde at fortælle sandheden til dem, de holder af. Hun er træt af, at nogen holdes udenfor. Familien er begyndt at indse deres fejl og mangler og kan derfor begynde at se hinanden og prøve at forstå hinanden, også når forståelsen kan være svær. Men selvom Elisabeth har stiftet fred med sin mand, vil hun stå på egne ben og finde sig selv efter den svære tid. Derfor må hun rejse.

Så Elisabeth og Johannes beslutter at gå hver sin vej uden ”at kalde det noget”. De accepterer deres adskillelse tavst og gensidigt — hvor ærgerligt, man ellers kan synes, det er, nu når det ellers så ud til, at der lå en vej åben for dem, de begge kunne være på.

Christian går rundt i Jerusalem for at finde den plads, hvor August oplevede et mirakel. Det er smukt at se, hvordan de to brødre går i hinandens fodspor i Jerusalem, som er hovedstad for religiøsitet, strid og historiens vingesus. Til sidst finder han stedet med hjælp fra en rødhåret dreng, der leder tankerne til August, og han får spredt asken. Han kan fredfyldt og tilgivet rejse hjem, for nu ved han, at han har gjort alt, han kunne, for sin lillebror. Derfor kan han blive præst, selvom han så ofte har sagt, at han ikke ville. Men nu er han fri til at gøre det. Det er altså ikke med slægtens byrde på sine skuldre, det er ikke for at indfri sin fars forventninger eller for at blive tilgivet af August. Han gør det, fordi han ikke kan komme udenom, at mennesket er ånd, at der er noget, der ikke kan måles og vejes. Han vælger at bygge en ny kirke, som han ved, han kan stå indenfor.

Jeg kan godt sidde med tanken, om han gør Gud lille ved selv at vælge, hvad han kalder for Gud. Hvis Gud kun er navn for vores egne oplevelser af indbyrdes kærlighed, længsel og mystik, mangler vi så ikke den kærlighed, der er udenfor os selv, der er større end os selv, der rækker udover vores egen utilstrækkelighed? Men Christian har fundet sin vej, hvor han kan være ærlig overfor sig selv og for andre.

Johannes og Christian tager hen til den vej, hvor August døde. Men selvom Johannes forståeligt nok ønsker, at der var et eller andet spor efter den dramatiske begivenhed, der har rystet hele hans verden, så er det ikke andet end et sted nu. Han får sagt til Christian, at han har været en forfærdelig far, men får samtidigt at høre, at han også har været fantastisk. Sådan får han tilgivelse og muligheden for at lægge fortiden bag sig og gå fremad. Han indrømmer også sin ensomhed, en modig indrømmelse der bliver mødt af en forløsende omfavnelse fra sønnen.

Det virker til, at alle karaktererne er kommet godt videre efter Augusts død. De er alle blevet fri af skylden over Augusts død og har fundet deres egen vej i livet efter. August er dog stadig med i deres liv, hvilket er repræsenteret symbolsk af rødhalsen på korset ved Christians nye kirke. En smuk og fredfyldt slutning i en dramatisk og kaosfyldt sæson.

1. afsnit: Er alt håbløst?

2. afsnit: Om døden – set fra menneskers egne veje eller Herrens…

3. afsnit: Evangeliet ifølge Johannes

4. afsnit: Hvad kan der ske ved at række hånden ud?

5. afsnit: En tur under overfladen

6. afsnit: Se, nu stiger solen…

7. afsnit: Efter August er…

8. afsnit: Eksistentiel ensomhed og åndløshed

9. afsnit: Knust af velmenende menneskers håb

 

Hvad mener du om Herrens Veje?
Bland dig i debatten på vores Facebook-side
eller send din reaktion.

DRs omtale af 10. afsnit, 2. sæson af Herrens Veje

Christian er rejst til Jerusalem for at lede efter det sted, hvor August ønskede sin aske begravet. Under en samtale hos biskoppen må Johannes for alvor indse, at Antons dåb har store konsekvenser. Konsekvenser, der betyder uigenkaldelige forandringer for hele familien Krogh.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Skriv dit navn her