Kærlighed som tema i medierne er en historie, der går længere tilbage end KLF Kirke & Mediers. Mennesket har altid beskæftiget sig med emnet i kulturen, så langt tilbage som vi har kilder, der har overlevet tidens gang. Men én ting er den romantiserede kærlighed, som vi nogle gange kan holde ud i en armslængde, noget andet er den tendens, vi ser i dag, hvor reality og internettet sælger os kærlighedshistorier som en slags virkelighed.
Vi har allieret os med parterapeut og sexolog Amanda Lagoni, der både møder virkelighedens udfordringer i parforholdet til daglig, og som selv har erfaring med medierne som ekspert i f.eks. reality-udsendelser om kærlighed.
– Kærlighed og seksualitet er emner, som berører os alle sammen. Og særligt kærligheden. Lige meget, hvor unge eller gamle, vi er, så har vi brug for at høre til. Vi har en grundlængsel i os af at blive elsket og høre til et sted. Vi er sociale og har brug for hinanden, siger Amanda Lagoni om årsagen til, at kærlighed fylder så meget i vores medier.
De senere årtier er kærlighed gået fra at være den store Hollywood-bestseller til at rykke ind i reality-programmer, og således sælge os illusionen om, at det vi nu ser, er tættere på virkeligheden. Denne udvikling ser Amanda Lagoni både udfordringer, men også potentielt nye fordele ved.
– Hollywood og Disneys billede af kærligheden har indtil nu været, at kærlighed er let og romantisk, hvilket jo er helt urealistisk og meget forkert, efter min opfattelse. Mange af reality-programmerne handler om at finde et match, og her er det jo ganske få, det lykkes for. Så det er blevet tydeligere, at det kræver investering og tid, og at det ikke er hverken heldigt eller tilfældigt, og det gør mig egentlig glad, at det bliver vist.
Er besværlig kærlighed noget værd?
Det er altså den Disney-ficerede kærlighed, der risikerer at være den mest farlige for vores eget parforhold. I hvert fald er det den, der skaber flest fejlopfattelser af kærligheden, når Amanda Lagoni møder sine klienter i terapirummet.
Fakta om Amanda Lagoni
Amanda Lagoni er uddannet sexolog og parterapeut. Er gift og har to børn.
Har haft en klinik i 14 år på Nørrebro, skriver artikler, bøger, holder foredrag, underviser og laver podcasts om parforhold, lyst og relationer.
Bruges som ekspert i programmer om kærlighed/parforhold.
– Jeg har mange klienter, der sidder på de der dating-apps, hvor man swiper til og fra. Nogle har ideen om, at når de så mødes med nogen, at enten så er den der, eller også er den der ikke. Altså kærlighed ved første blik. Det tror jeg er et produkt af den meget lyserøde, romantiske Disney-fornemmelse af, at man bare ved det: Jeg så dig, og så var den der bare, og så var vi uadskillelige siden.
Størstedelen af os er vokset op med det eventyr: At så levede de lykkeligt til deres dages ende.
– Og sådan fungerer det jo ikke i virkeligheden. Men det er jo det billede, vi oftest har: At kærlighed skal være let. Og hvis det så viser sig at være besværligt, så er det måske ikke det værd? Det er sådan en sætning, jeg hører tit. Eller vi begærer ikke hinanden længere – så er der noget galt med os?
Når vi forelsker os, kommer vi ofte tættest på den version af kærligheden, som vi ser på film og tv. Forelskelsen er den mest portrætterede del af kærligheden. Men når hverdagen kryber ind, begynder bøvlet med vores forskelligheder. Vi kommer med forskellige baggrunde, har forskellige ømme punkter, hver sine værdier, og så bliver det måske lidt mere kedeligt, når hverdagen skal passes.
Vi kan spejle os og føle os normale
Her kan de nyere reality-programmer måske noget, som vi ikke har set før:
– Det spørgsmål, jeg oftest får, er: Er det her almindeligt? Hvad er normalt? Hvad kan man forvente? Som de sociale væsner vi er, har vi brug for at se, at andre også synes, at det her er svært: Det er ikke kun mig, der ikke kan finde den eneste ene. Det er ikke kun mig, der har konflikter i mit parforhold, siger Amanda Lagoni.
Derfor sidder mange af os klistret til skærmen for at se, om parrene i Gift ved første blik, Hotel Romantik eller nogle af alle de andre datingshows lykkes eller fejler.
– Lykkes de, så fodrer det vores håb om, at der også er noget for mig, eller noget jeg måske kan lykkes med. Og fejler de, så får vi en fornemmelse af, at vi ikke er alene om at fejle, eller at vi da trods alt har det bedre end dem på skærmen.
Denne spejling af os selv op imod det, vi ser på skærmen, kan være både godt og svært, tilføjer Amanda Lagoni. Men det normaliserer mange områder indenfor parforhold, og får os til at føle os mindre forkerte.
– Det kan både inspirere og være lidt skævvridende. Det kan skabe skam, folk kan føle sig forkerte i forhold til det, de ser. Modsat kan det opløse skam, når folk kan tænke: Ej, så er jeg ikke så forkert.
Derfor skal vi i høj grad være bevidste om, hvad det er, vi sidder og fodrer os selv med – og om vi bliver i godt eller dårligt humør af det, vi ser eller følger på sociale medier.
Du kan læse eller høre flere gode råd og meninger fra Amanda Lagoni i vores magasin Dialog nr. 1/2026 - eller lytte til interviewet i podcasten Lyt til KLF: Kan vores urealistiske syn på kærlighed og parforhold spores tilbage til medierne?, hvor Amanda Lagoni både uddyber og taler om, hvordan vi selv kan pleje kærligheden.














