Når det kommer til Medieansvarslovens beskrivelser af ansvar og god presseskik, så er regler og vejledninger gældende for alle typer af journalistik. Alligevel har vi – både almindelige læsere, lyttere og seere samt pressen selv – en forventning om, at journalister i krigs- og konfliktområder er endnu mere etisk korrekte og bærer en troværdighedsmedalje under den skudsikre vest.
Men hvorfor er det egentlig så vigtigt, at vi kan stole på journalistikken fra krigszoner?
Informationskrig er med i strategien
I al journalistik gælder det, at man i så vidt muligt omfang skal efterprøve de påstande, som man kommer med. Denne del kan være svær og udfordrende i konflikter, hvor to parter har vidt forskellige opfattelser af sandheden – og hvor vigtige områder er lukket helt af for pressen, som må famle i blinde. Ikke desto mindre er det fortsat vigtigt at være kritisk, da forkerte, overdrevne eller direkte usande historier kan vende en hel folkestemning – for eller imod en konflikt eller parter i denne.
Det er derfor, at såkaldt informationskrig er blevet en integreret del af moderne krigsførelse mange steder. Hvis du kan vende naboer og befolkningers holdning til en krig via påvirkning på sociale medier og medier generelt, så har du skabt grobund for uvurderlige allierede. Vi så f.eks. i starten af Ukraine-krigen, at civilbefolkninger lagde pres på egne regeringer i Vesten om at gøre mere og levere hurtigere hjælp.
Bevidst kommunikation fra slagmarken
I modsætning til mange tidligere krige, hvor vi har været tilskuere, har krigen i Ukraine gjort os til deltagere – ikke mindst takket være de sociale medier. Ukrainerne har været dygtige til at kommunikere. Tænk bare på Zelenskij, der i krigens første år var konstant på rejse rundt til regeringsledere og fik en del taletid i de vestlige lande. Denne manøvre blev dygtigt bakket op af engagerende opslag på sociale medier, som viste krigen og befolkningen i Ukraine. Over hele Europa blev folk således opildnet til at tage stilling og kræve handling.
Gode råd til at være kritisk online
De gamle veletablerede medier – aviser, tv og radio – har som hovedregel redaktører, der står til ansvar for indholdet, men på internettet og sociale medier bør du være din egen korrespondent i forhold til at tjekke indholdet:
Når du falder over interessante artikler, videoer og information, så tjek:
Afsenderen – kender du hjemmesiden, mediet eller personen bag?
Hvis det er et medie på nettet, bør du kunne finde information på hjemmesiden om, hvad en redaktionelle linje er, hvem der står bag og om der er en politisk linje.
Kilderne – virker det som kendte kilder, eller nævnes der organisationer, du aldrig har hørt om? Du kan selv Google kilder og finde ud af, om de er seriøse og har seriøse indspark til den pågældende historie.
Andre kilder – kan du finde andre medier eller kilder, der bakker op om den information, du er faldet over? Spændende, interessante eller overraskende nyheder får ikke lov at stå alene ret længe på ét medie. Så søg på, om andre medier har samlet historien op.
Virker indholdet professionelt? Selvfølgelig kan der være stavefejl eller andre små fejl i et journalistisk produkt, men mærkeligt sprog eller billeder, der ser lige lovligt farvemættede ud – eller stritter på andre måder – kan være indikation af, at indholdet er maskinoversat eller fremstillet med AI. Lyt til din mavefornemmelse.
Del aldrig ved tvivl – og husk lige at tjekke datoen! Hvis du vil dele så vær sikker på, at nyheden er ny, at du har læst eller set hele indholdet, og du har tjekket afsender og kilder.
Det er vigtigt at have sig for øje, at de sociale medier kun viser et udsnit af krigen. Her er ingen objektiv eller neutral redaktør på – og selvom det virker meget ”live” og virkelighedstro, så kan det være nøje udvalgt af en krigsførende part, hvad vi får lov at se. Selvom det er udsendt fra ukrainsk side – som størstedelen af befolkningen herhjemme føler sympati for – kan en del alligevel nok bedst betegnes som propaganda.
Propaganda fra alle sider
Modsat har Rusland også formået at distribuere desinformation og propagandere i Vesten. Måske med større succes end vi opfatter. Dels har Putin helt åbenlyst kaldt ukrainere for nazister, men i det skjulte har russerne desuden formået at nå ud med mere subtil propaganda til marginaliserede grupper i Vesten, som i forvejen sætter spørgsmålstegn ved vestlige myndigheder og medier.
På de sociale medier er vi altså i langt højere grad udsat for misinformation – og følsomme overfor at blive påvirket direkte af krigsførende nationer. Her er ingen udlandskorrespondent, der har tygget fakta igennem først.
Tillid og tryghed hænger sammen
Det kan dog være overmåde svært at tjekke alle krigens fakta, når hele områder og befolkningsgrupper er afskåret fra omverdenen. Det stiller store krav til, at vores korrespondenter lever ekstra op til journalistiske principper. Ikke kun fordi det er let at blive revet med af voldsomme indtryk, men også fordi det rammer tilliden hårdt, hvis der efterfølgende rejses tvivl om de meldinger, korrespondenten er kommet med.
Vi har desværre set flere eksempler de senere år på, hvordan enkelte journalister har overdrevet eller direkte løjet om oplevelser, som har været svære at bevise eller modbevise – især mens en krig står på. Det sidste, der er brug for i ulykkelige konflikter, er, at vi til sidst ikke ved, hvad vi skal tro på. Det højner ikke trygheden.
Beskyttelse af os og dem
God presseskik handler også om at beskytte både ofre derude og modtagerne derhjemme. De første, ofrene i en krig, kan have svært ved selv at vurdere i en presset situation, hvad de har lyst til at fortælle eller vise. Her har journalisten eller korrespondenten en stor opgave i at skulle vurdere, om det kan virke krænkende eller i nogle tilfælde direkte farligt for ofre at stille op i pressen. Ofrene og deres familiers sikkerhed bør altid være et emne, journalisterne tager seriøst.
Flere medier herhjemme har deres egne regler for, hvad de vil vise fra krigsområder. Det kan være, at man f.eks. aldrig viser billeder af afrevne lemmer eller lig. Eller at man altid advarer før voldsomme beskrivelser. At beskrive en krig kan let blive både blodigt og makabert, så en korrespondent kan være på en hård opgave med at sortere, så alvoren bevares i et indslag, der modsat ikke skal støde eller skræmme modtageren unødigt.
Tvivl om sandheden
Mens fake news og ensidig information er blevet en uundgåelig del af sociale medier, giver de sociale medier også muligheder, som vi ikke har set før.
For nogle befolkninger giver det en kanal ud af lukkede områder. Igen skal man passe på med ikke at blive forført af fortællinger, som virker helt reelle og som førstehåndsviden. Der er eksempler på, at førstehåndsfortællinger fra lukkede dele af verden har skabt positive revolutioner. Modsat er der eksempler på, at falske historier er blevet spredt for at vende sympatien.
Det at skabe tvivl kan i sig selv være en strategi. Rusland er af Forsvarets Efterretningstjeneste kendt for at underminere troen på, at der findes én sandhed. Det er altså ikke nødvendigvis altid et mål at overbevise andre – bare det at skabe tvivl og mistillid kan være et mål. En mistro til egne myndigheder kan udnyttes af fjenden.
Medierne er også slagmark
Det er altså let at lyve, overdrive og chokere fra krige og konflikter ude i verden. Og vi har, som nævnt, set eksempler på det i dansk presse. Reaktionerne på opdagede løgne vidner om, at vi som medier og mediebrugere ikke vil finde os i, at korrespondenter, journalister og redaktører tager let på opgaven. Det er via medierne, at folkestemninger bliver skabt, vendt eller forført, og konsekvenserne kan blive voldsomme, hvis vi ledes i forkert retning.
De sociale medier har de senere år vist, hvor meget ravage, der kan skabes, med ensidige og decideret forkerte informationer. Men krige vindes ikke længere kun med geværer og bomber – den vindes i høj grad i medierne – hvoraf en del af slagmarken udspiller sig online.
Kilder: Hjemmeværnskommandoens Hjemmeværnsmagasin, pressenaevnet.dk, lex.dk
