Der er programmer, man bare ser for at blive underholdt – og så er der de programmer, der sætter sig i en og vækker håb, livsglæde og ja, kærlighed. Da reality-kærligheds-genren for alvor ramte seniorerne med Hotel Romantik frygtede nogen, at det blev plat og pinligt. Men det blev alt andet, og derfor takker vi i KLF Kirke & Medier Sofie Linde og Joakim Ingversen for godt værtskab med Buketten i første kvartal af 2026.
En overset målgruppe
I Hotel Romantik bliver man som seer forelsket. I de modige deltagere, der deler ud af levede liv, men også af følsomme håb for fremtiden.
– Det er en aldersgruppe, vi ikke rigtig beskæftiger os med – ikke på tv, ikke i kulturen, ikke i romaner og film. Det er sådan en lukket bog, siger Sofie Linde, da vi overrækker Buketten og spørger ind til deres egne erkendelser under netop Hotel Romantik.
– Følelseslivet visner jo ikke i takt med alderen. Du kan føle det samme som 65-årig, som du kan, når du går i folkeskole. Og selvom du har oplevet følelsesmæssige op- og nedture mange gange i løbet af et liv, så fylder de stadig meget, når du er senior.

Umage og respekt for hinanden
Parret er vant til at dele ud af sig selv, når de toner frem på skærmen i Linde på Langeland, så vi tillader os at spørge ind til, hvordan de selv holder kærligheden i live:
– Man skal gøre sig umage resten af livet. Og så skal man bevare respekten for hinanden, siger Joakim Ingversen.
Sofie supplerer:
– At være god til at sige undskyld og tage imod en undskyldning.
Og Joakim lægger et enkelt råd oveni:
– Kys hinanden godnat hver nat.
Begrundelsen for Buketten til Sofie og Joakim:
Gennem programmer som Hotel Romantik og Linde på Langeland formår Sofie og Joakim at skabe folkeligt tv, der både underholder og rører – men som samtidig løfter blikket mod noget større. De giver plads til livsnære temaer som kærlighed, romantik, venskaber, familieliv, kreativitet og fællesskab.
I Hotel Romantik er det modet til at søge kærligheden senere i livet, der får lov at fylde. Her møder vi mennesker, som bærer mange års levet liv med sig og netop det, giver udsendelserne en særlig dybde og varme. I Linde på Langeland er det glæden ved naturen, legen, kreativiteten og livet i udkanten, der får plads – alt sammen formidlet med en charme og autenticitet, som rammer bredt hos seerne.
Programmerne minder os om værdien af nærvær og om de ting, der gør livet rigt: kærlighed, relationer, humor, samhørighed og respekt for natur og ressourcer. Det er den type indhold, vi i KLF mener, bidrager positivt til vores fælles mediekultur – og som giver seerne noget med hjem, der varer længere end programmet. Derfor giver vi med glæde Buketten til Sofie Linde og Joakim Ingversen – for deres bidrag til en mediekultur, der er menneskelig, modig, kreativ og fuld af hjerte.
Tidligere har Buketten fra KLF Kirke & Medier været givet til blandt andet Psykolog David Madsen, Danmarks Udlandskorrespondenter, Direktør for Tænketanken Europa Lykke Friis, Fortidens hemmeligheder ved Josefine Høgh (DR1), Anne og Anders i Afrika (DR 1), direktør for Strategi og Brugere (DR) Lasse Bastkjær Jensen, forfatterne bag Badehotellet (TV 2) og holdet bag En særlig samtale (TV Glad på DR1).














