Klumme: Løgnens pandemi og brugen af kristendommen

Klumme af Christian Roar Pedersen, formand for politisk udvalg: ”Løgnens pandemi er den mest dødelige af alle samfundssygdomme. Den næres af mangel på folkeoplysning og mangel på pålidelig "public service", det vil sige mangel på stærke, troværdige frie medier, hvor man kan regne med, at usandheder bliver afsløret og gendrevet.”

Sådan skriver Bertel Haarder i sin bog Sjælespark. For den politiske nestor, der er rundet af højskolebevægelsen, er USA skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå. Trumpisterne lukrerer på uoplyste vælgere i et polariseret mediebillede. Løgnen har frit spil i en virkelighed, hvor narrativet er vigtigere end fakta, og alle diskuterer med dem, de i forvejen er enige med i de sociale mediers ekkokamre.

Vi har brug for hinanden

Det er med andre ord demokratiet, der er på spil, når vi i KLF Kirke & Medier fører en løbende dialog med DR og TV2. Som lytter- og seerorganisation holder vi medierne fast på det, som Bertel Haarder kalder ordentlighed. Vi insisterer på samtalen og oplever, at blive hørt, når vi bærer synspunkterne fra KLFs bagland frem. Det er, som om de to giganter fornemmer, at de har brug for os for at blive ved med at være troværdige medier. Og vi har brug for dem.

Lad os få troskorrespondenter!

Når en ny regering er dannet, går medieforhandlingerne i gang. I KLF er vi parat.

En af vores mærkesager er en styrkelse af den måde, trosstoffet dækkes på. Vi foreslår, at der ansættes troskorrespondenter. Ligesom DR har en sundhedskorrespondent og TV2 en europakorrespondent, skal der ansættes en person, som har særlig viden om religion og tro.

Viden og ekspertise er vigtig i løgnens tidsalder, hvor på den ene side USAs præsident forveksler sig selv med Jesus, og krigsminister Pete Hegseth leder bønnemøder i Pentagon, og på den anden side politisk islam dominerer store dele af Mellemøsten. Man kan ikke forstå, det der sker i verden og i Danmark uden at have en ordentlig dækning af religionens rolle.

Skal politikerne bruge troen?

Herhjemme bruges kristendommen i stigende grad af de politiske partier. Den bliver gjort til en politisk identitetsmarkør. Vi er et kristent land. Ja, men hvad betyder det, og hvordan hænger den politiske brug af kristendommen sammen med reformatoren Martin Luthers tanker om de to regimenter: Et åndelig og et verdsligt?

Der er brug for folkeoplysning og stærke medier i løgnens tidsalder. Og for KLF!

Vær med i dialogen på Facebook

Vidste du, at du også kan følge os på Facebook? Og få nyheder, inspiration og ikke mindst deltage i et sobert kommentarspor. Hop ind på vores Facebookside og klik på Følg

Sammen er vi KLF!

Og det er folk som dig, der holder KLF Kirke & Medier relevant. Derfor spørger vi frimodigt: Har du lyst og mulighed for at støtte os?