– Kirkerne er den største og mest aktive koncertsal og er stedet, hvor musikken hører hjemme, hvor den forløses hver eneste søndag, ved hver eneste kirkelige handling. Fordi salmetraditionen og musiktraditionen er indlejret i liturgien og i højmessen.
Kirken har også været en vigtig arbejdsgiver for nogle af de mest kendte komponister. Johann Sebastian Bach, som var domkantor ved Thomas Kirche i Leipzig fra 1723-50 er et godt eksempel på det.
– Uge efter uge, gudstjeneste efter gudstjeneste skrev Bach kantater ud fra dagens bibeltekst. Så man ud over præstens prædiken også får et sanseligt lag udfoldet gennem musik.
I løbet af de første tre år som domkantor skrev han mere end 120 kantater, som tager i omegnen af en halv time pr. kantate.
– Jeg gad godt have været fluen på væggen, fordi han må simpelthen være blevet færdig fem minutter før gudstjenesten, indskyder Hammer.
Det forklarer forbindelsen mellem kirken og den klassiske musik, og derfor også mellem de kirkelige højtider og den klassiske musik. Den tætte forbindelse har gjort det oplagt også at komponere større klassiske værker i forbindelse med højtiderne, forklarer Mathias Hammer.
– Det ligger indlejret i den klassiske tradition, at man også skaber musikalske værker til de kirkelige højtider; som kan opføres i kirken.
Han bemærker dog, at påsken alligevel er noget særligt, fordi julen har sine egne mere folkelige traditioner.
– Der er en anden religiøsitet og en anden alvor i påsken; om Guds søn, der bliver svigtet, fanget, korsfæstet og dør. Kirken ejer påsken, mere end kirken ejer julen, vil jeg påstå. Og påskemusikken ejer P2 og den klassiske musik, fordi der er så mange mesterværker.
Mærk højtiden
Hvordan skal man høre de religiøse højtidsværker?
– De er jo næsten altid en genfortælling af højtidshistorien, så vi kender godt historien i forvejen. Vi ved godt, hvad der sker, fordi vi hører den hvert år.
Han fortæller, at når man hører Bachs Johannespassion og Bach Matthæuspassion, så gengiver de den tyske tekst fra henholdsvis Johannesevangeliet og Matthæusevangeliet. Med en undtagelse:
– Undervejs bryder Bach den her tekst og indsætter arier, kor, ensembler, som sætter passionsfortællingen i et stemningsmæssigt relief: Her skal vi tættere på Maria, tættere på Peter, tættere på sorgen, tættere på fortvivlelsen, tættere på fornægtelsen eller tættere på vreden. Han bruger den stemning til at skabe en arie, der forstærker det – og det tager tid, fordi følelser tager tid.
Hammer understreger, at her må man endelig ikke blive utålmodig:
– Man skal læne sig tilbage og opleve det, ellers bliver man rastløs, for det går meget langsomt. Det er hurtigere at læse det. Vær tryg i, at du kender historien, men det er ikke sikkert, at du kender følelserne. Og det er det, der kendetegner de store værker, at man får det her refleksionslag, som præster forsøger at formidle gennem prædikener. Men jeg vil vove den påstand, at intet kan nå Bachs følelsesbearbejdning til sokkeholderne, fordi her er tiden, her er klangen, her er fordybelsen.
Og det er det, du har sagt før, at musikken kan hjælpe én med at forstå, hvad det er, at man skal opleve.
– Det er helt rigtigt. Man kunne sagtens lave en instrumental udgave af Johannespassionen. Der er mange passager, hvor musikken er minimal, fordi teksten skal reciteres. Men i selve arie-delen er teksten så begrænset eller så irrelevant, at musikken taler for sig selv.
De konkrete ord er underordnede
Han undrer sig ind i mellem over, at koncertgængere sidder og følger med i et teksthæfte.
– Det er lidt af et paradoks: Enten har man ikke et teksthæfte og føler sig hægtet af. Eller også sidder man med sit teksthæfte og følger med i teksten med sin pegefinger. Jeg har lyst til at prikke dem på skulderen og sige: ”Det er ligegyldigt, hvor vi er. Prøv nu bare at mærke det: Det handler om, at Peter har fornægtet Jesus, og nu har han det ikke så godt.” Det er ikke litteratur, det er musik, det er følelser, det er sansninger.
Du synes faktisk, at man skal lægge teksterne væk, selvom man ikke er så god til tysk?
– Det gør ikke så meget, at man ikke forstår det ord for ord.
Det er sjovt, at du trækker Bachs passioner frem og ikke Händels Messias, som er på engelsk og måske derfor noget mere tilgængeligt. Hvordan adskiller Bachs passioner sig fra Händels Messias?
– De er skrevet næsten samtidige. Bach var en enormt gudfrygtig mand og optaget af sin bibel. Det var Händel givetvis også. Men hvor Bach skrev orgelværker og kantater, så skrev Händel oratorier, pompøs og festlig musik. Det bærer Messias i og for sig præg af, hvor Bachs passioner er sorgfulde, smertelige. Händels Messias har popmusikalsk kvalitet. Men det er også et spøjst værk, fordi det henter handlinger fra forskellige steder i Bibelen. Men det er ikke én konkret historie, det er et meget atypisk oratorium.
