Da fodbold blev uendeligt meningsløst – og etikken tog over

0
2447
Foto: Guillaume Baviere.

KOMMENTAR: Fodboldspilleren Thomas Delaney gestikulerer kraftigt. Tegner cirkler foran sig. Én efter én slår hans kollegaer på landsholdet ring omkring spilleren, der ligger livløs i græsset. Øjnene er tomme, livløse, døde.

Der bliver zoomet ud, klippet væk. Vi ser nu istedet Danmarks nationalstadion fra oven.

Vi hører de finske supportere råbe:

CHRISTIAN

De danske supportere svarer tilbage, så det gjalder i Parken:

ERIKSEN

Opbakningen, støtten er rørende. Overvældende.

Kommentatorerne Andreas Kraul og Morten Bruun leder febrilsk efter ord, der kan beskrive det ubeskrivelige. Det, som man umuligt, kan forberede sig på. Andreas Kraul har fortalt, hvor minutiøst han forbereder sig. Charteque efter charteque med tidligere resultater, sejre, nederlag, tidligere møder mellem de to hold, succesoplevelser fra den netop overståede sæson og så videre. Noter, det kan tage mange timer at give videre til seerne. Det er dog kun en brøkdel, der bliver givet videre til lytterne eller seerne. Men alle noter er en nødvendig del af opgaven som kommentator til en fodboldkamp, fordi han aldrig ved, hvad han skal formidle videre.

Men det, der foregår her, kan man ikke forberede sig på. Det, der foregår her, er en tête-à-tête mellem Livet og Døden. Noget, som kun uhyre sjældent bliver mediedækket, mens det foregår, men som bliver doceret i velovervejede vendinger på professionel afstand.

Drama uden virkeligt drama

En fodboldkamp er normalt ikke en eksistentiel kamp. En sportstransmission er normalt noget, som kan nydes af hele familien. Drama er der ofte, men ikke drama på liv og død. De virkelige alvorlige hændelser, hvor livet er på spil, er fodboldkampe normalt forskånet for.

Jeg var 13 år og tilstede på Vejle Stadion, da en tribune kollapsede og sendte mange Brøndby-supportere ned i en betonskakt. Af dem røg 24 på skadestuen. Jeg så det ikke selv, men mærkede ubehaget sprede sig på stadion, og stilheden sænkede sig. Overlevede de nu?

Jeg var 10 år, da Danmark spillede mod Holland i semifinalen ved EM i Sverige i 1992. Jeg kiggede væk, da jeg så fodboldspilleren Henrik Andersens knæskal et sted, hvor den ikke skal sidde. Det var ubehageligt.

Jeg var 7 år, da 96 mennesker omkom – og 766 blev kvæstet – under en kamp mellem de engelske hold Liverpool og Nottingham Forrest. Men jeg husker det ikke – og jeg kunne nok heller ikke bære det.

Blottet som menneske

I sådanne situationer handler man instinktivt. Man søger ind i ens egen kerne som menneske. Det gør Andreas Kraul. Det gør Morten Bruun. Det gør tv-produceren.

Andreas Kraul og Morten Bruun lader stilheden på stadion tale for sig selv og vælger ordene omhyggeligt.

Tv-produceren træffer beslutningen om at klippe væk fra billederne af fodboldspilleren, der får hjertemassage. Dette drama skal ikke bredsendes denne tidlige lørdag aften. Vi skal ikke se fodboldspillerens kæreste blive trøstet af Simon Kjær. Vi skal ikke se nogen nærbilleder af livskampen. Vi skal ikke se nogen langsomme gengivelser af øjeblikket, hvor mennesket synker i græsset.

Det må være privat

Dette er for mig at se et klokkeklart eksempel på den medieetik, der ligger dybt i public service-medier. Det er en så indgroet del af opdragelsen i public service-medierne – og i andre seriøse medier – at man kan handle ret instinktivt i et nu, som ingen har forudset. Der er ikke nogen leflen for voyeuren. Public service-medier lever ikke af klik og høje seertal, men lever af at være i folkets tjeneste. At være i folkets tjeneste indebærer også nogle etiske valg, hvor man afholder sig fra at bære nogle informationer videre, fordi de ikke er væsentlige. Fordi de er private.

Denne aften, hvor fodbold bliver så uendelig meningsløst, og hvor hashtagget #prayforEriksen (bed for Eriksen) spreder sig på de sociale medier, demonstrerer DRs sportsredaktion en høj medieetik.

Efterskrift: Landsholdets læge Morten Boesen fortæller til TV 2, at da han kom hen til fodboldspilleren Christian Eriksen, trak han vejret. Men det ændrede sig, og derfor modtog Christian Eriksen livreddende førstehjælp. Inden Christian Eriksen forlod Parken for at få yderligere hjælp og blive undersøgt af hjertespecialister på Rigshospitalet, talte Morten Boesen kortvarigt med ham. Senere talte Christian Eriksen ifølge DR også med hans kollegaer på landsholdet, som derefter traf beslutningen om at fortsætte kampen, som endte med et nederlag på 0-1 til Finland.

Tidligere artikelSerieafpresning på nettet: KLF bakker op om forslag
Næste artikelGudstjeneste på DR1, Morgensang & Fællessang og EM i fodbold

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her