Vi har i den grad taget fejl af internettet. Vi troede for år tilbage, at internettet ville binde os tættere sammen, at den demokratiske samtale ville blive styrket af internettet, som gav flere mulighed for at komme til orde – også dem, som medierne måske ikke ville give en stemme.

Men hvad er der sket?

Vi har altid diskuteret med hinanden: familie, venner og perifere bekendte. Da vi fik bogtrykkerkunsten og sidenhen de trykte medier, kunne vores opfattelse af tingenes rette tilstand mangfoldiggøres. Men der var en indbygget inerti: Man skulle gøre sig umage for at blive læst, man skulle gøre det eftertænksomt for at blive respekteret. Sådan var det indtil omkring år 2000…

Vi har nemlig siden årtusindeskiftet set en opblomstring af teknologi, der gjorde det muligt, at flere lettere kunne selvpublicere deres tanker og meninger om stort og småt. I begyndelsen krævede det specialviden om HTML, men senere kom forskellige færdigsyede weblog-systemer til, som gjorde det muligt for menigmand at komme til orde og for andre at komme med indspark.

Du bliver faktisk belønnet for at være ekstrem med flere eksponeringer – takket være algoritmer, som tilsyneladende forveksler mange interaktioner med kvalitet.

Det hele serveret på et blåt sølvfad

Men med Facebooks insisterende sejrsridt ud over hele verden blev kimen sået til en ny form for debat. Nu skulle man ikke længere aktivt opsøge sine yndlingsblogs for at følge med og for at kommentere. Det hele blev serveret på et blåt sølvfad. Værsgo. Bare tag for jer af de digitale meninger.

Facebook gjorde det uhyggeligt nemt at følge med i mange debatter på én gang og – ikke mindst – have en mening om alt. Man var ikke længere begrænset af den eftertanke, der opstår, når man forfattede sin mening i bogform eller i et indlæg i avisen. På Facebook kunne ens umiddelbare meninger på ingen tid høste både kommentarer og likes – og sidenhen en pallette af andre ”følelser”: griner, ked af det, vred. På Facebook blev afvigende holdninger ”belønnet” med likes. Likes udløste dopamin, som motiverede til mere ekstreme holdninger, mere grænseoverskridende holdninger, som igen høstede flere interaktioner.

Således distribuerer internettet hver evig eneste dag myriader af bidske kommentarer og hadefulde beskeder. Det er blevet omkostningsfrit at gøre det. Du bliver faktisk belønnet for at være ekstrem med flere eksponeringer – takket være algoritmer, som tilsyneladende forveksler mange interaktioner med kvalitet.

Hvad der bedrøver mig er, at vi som mennesker åbenbart har mistet evnen til selvbeherskelse, selvkontrol, dannelse, så snart vi logger ind på vores foretrukne sociale medier og kommer med vores evig-og-altid korrekte holdning om alt – og om alle.

fordi jeg alene skal forholde mig til en lille miniature af et portræt i stedet for et menneske af kød og blod, besinder jeg mig ikke

Facebook fejler, fordi vi fejler

Er det Facebooks skyld? Nej, det mener jeg som sådan ikke. Man kan altid diskutere, om der skulle være flere moderatorer til at gå alle kommentarer igennem med tættekam… Det er en helt anden diskussion.

Skylden er i bund og grund din – og min.

Vrede på de sociale medier har en lige så ubehagelig bror ude i trafikken. Her kendes det som vej-vrede eller roadrage. Her bliver jeg ikke belønnet med likes for at jorde andre, her belønner jeg mig selv for at komme først. Men den bagvedliggende årsag for vrede i trafikken og på de sociale medier er den samme: Jeg glemmer, at der bag rattet – eller bag skærmen – er et andet menneske. Et menneske med kæreste, ægtefælle, børn, forældre, søskende, venner, kollegaer og glæder, sorger. Det menneske er præcis ligesom mig. Men fordi jeg alene skal forholde mig til en lille miniature af et portræt i stedet for et menneske af kød og blod, besinder jeg mig ikke, som jeg måske ellers ville gøre, hvis jeg mødte vedkommende over en kop kaffe eller et krus øl på en cafe.

Jeg vil gerne dig, men ikke på de vilkår

Denne frygtelige indstilling spreder sig med pandemisk fart på de sociale medier, og selv mellem Facebook-venner kan tonen derfor også hurtigt blive hård. Der er sket et definitivt syndefald, når det gælder dannelse og debatkultur på nettet. Vi er gensidigt enige om at tolke hinandens budskaber på den værst tænkelige måde, for sådan er kulturen blevet…

Jeg gider ikke debatter på det sociale medier, men vil derimod rigtig gerne lære dig at kende: Hvem er du? Hvad mener du om det og det – og hvorfor? Hvad tænker du om det modsatte synspunkt? Men lad os mødes i den ”parallelle” virkelighed, som kræver, at vi gør en aktiv indsats, som indebærer, at vi rejser os fra vores flade og bevæger os fysisk på gåben, på cykel, i bus, i tog eller i bil, så vi kan møde hinanden. Det kræver noget mere af dig og mig. Men vi får til gengæld mulighed for at se hinanden i øjne – og i fællesskab insistere på den gode, respektfulde dialog. Fjernt fra likes, algoritmer og miniaturer af todimensionelle, livløse mennesker.

Tidligere artikelHvad der sker, når en kulturkristen dansker, møder troende i USA
Næste artikelMassiv opbakning til, at gudstjenesten skal fortsætte på DR1

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her