TV: Kulturministeren arbejder for bredt medieforlig – men på særlige præmisser

0
907

Det ser ud som om, at medieforhandlingerne nu går ind i sin afgørende fase og snart vil nå et klimaks. På Folkemødet mødte KLF, Kirke & Medier kulturministeren til et kort interview, hvor hun fortalte, om de forhandlinger, der er genstartet.
Tekst: Stefan Vase
I nogle uger har forhandlingerne om medieforlig stået stille. Og medieordførerne har stampet utålmodigt i gulvet. Men nu er der kommet skred i processen, og kulturminister Mette Bock indledte mandag nye forhandlinger med Folketingets partier..
Særligt Socialdemokratiet har presset på for, at der skulle komme flere penge til public service, og det ser ud som, at det er muligt – selvom Mette Bock i fredags, da KLF mødte hende på Folkemødet, ikke var meget for at sætte ord på, hvad den nye økonomiske ramme indeholdt, som det kan ses af interviewet i bunden af denne artikel.
 
Kontante betingelser for fortsatte forhandlinger
Hvad den nye økonomiske ramme består af, er mørklagt. Men ifølge Mediawatch har kulturminister Mette Bock tilbudt Socialdemokratiet følgende:

  • Public service-puljen udvides yderligere fra 220 millioner kroner til 380 millioner kroner.
  • Danmarks Radio får mulighed for at søge støtte i public service-puljen.
  • Danmarks Radio skal dog søge andre fonde for fuld finansiering.

Forudsætningen for det hele er dog, at partierne skal acceptere, at 40 procent af TV 2 Danmark bliver solgt. Og formentlig også den økonomiske ramme, som regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt i marts, selvom tilbuddet rummer elementer, der lemper en smule på besparelserne i Danmarks Radio.
Senest kl. 18.00 i dag skal Folketingets partier give svar til regeringen, om de ønsker at være med på de nye betingelser eller ej.
 
Skarpladte medieforhandlinger
Regeringens pludselige ultimatum møder hård kritik fra KLF, Kirke & Medier – Danmarks største mediebrugerorganisation:
– Det undrer mig, at kulturministeren melder så bombastisk ud efter ugers tavshed. Det bliver revolverforhandlinger. Proceduren er underlig, siger Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.
Han takker dog også regeringen for at gøre public service-puljen større og for at give DR mulighed for at søge midler i puljen.
– Hensigten med public service-puljen må vøre at støtte god public service. Derfor giver det rigtig god mening at give DR mulighed for at søge efter midler i puljen, mener Mikael Arendt Laursen.
Han undrer sig dog over, at DR skal finde den resterende finansiering hos fonde og ikke i sin egen kasse:
– Det er et unødvendigt benspænd. Det må handle om, hvem der kan producere den bedste public service, og det må være op til dem, der administrerer puljen at fordele midlerne. Regeringen gør det mere vanskeligt for DR end for andre at søge midler i public service-puljen, fastslår Mikael Arendt Laursen.
Se interview med kulturminister Mette Bock herunder.

 

Tidligere artikelMette Bock er klar til nye medieforhandlinger
Næste artikel”De kirkelige programmer er en integreret del af dk4s programflade og DNA”

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her