KLF følger op på Tro til salg-afsnittet om Folkekirken, sendt på DR2. Vi har spurgt en række præster, hvad kirken skal gøre for at få flere “kunder i butikken”.
Sognepræst Anni L. Albæk fra Møllevangskirken i Aarhus kommenterer:
Når man som præst får det spørgsmål, tror jeg, at de fleste vil protestere over, at man omtaler mennesker som “kunder”. En kunde er en forbruger, der vil købe et produkt eller ydelse, og som efter handlen ikke længere har en kontakt til butikken. Andet end reklamationsretten.
Kan man tale sådan om kirken? Det tror jeg ikke, vi kan, af flere grunde.
Dels har kirken ikke noget, man kan købe. Det bedste i livet er gratis, såsom kærlighed, venskab, tilgivelse, nærvær og omsorg. Det er noget, som vi altid giver hinanden, og i kirken får vi både Guds nåde og kærlighed, og hinandens omsorg i fællesskabet. Og vi får det tilmed, når vi ikke fortjener det – ja, måske særligt der.
Dels er kirken et fællesskab, hvor der altid ligger en indbydelse klar i døren, når man kommer. Kirken indbyder enhver til komme igen – ikke for at købe, men for at bidrage til fællesskabet. På den måde er kirken forpligtende, fordi vi vil hinanden noget.
I kirken taler vi derfor hellere om, hvordan vi får mennesker indbudt til vores fællesskab. Kirken har jo livets bedste budskab, og indtil flere fængende slogans, der sagtens kan trykkes på en t-shirt eller todebag, hvis der skulle være brug for det. Tænk bare på:
• Gud er kærlighed
• Elsk dine fjender
• Tro, håb og kærlighed er disse tre.
• Frygt ikke, tro kun
Kirken har desuden en bog fyldt med fortællinger, der alle perspektiverer, reflekterer eller spejler livet i alle dets aspekter.
Kirken skal derfor i stedet for at tænke på kunder, tænke over, hvordan vi får formidlet den gode historie om kirken, der allerede er. Vi skal sætte skarpt på, hvad vores særlige fællesskab kan, og hvad det betyder for en at være en del af fællesskab, der bunder i tro, fremfor holdninger og meninger. Vi skal samtidig være til stede, hvor mennesker er – og ikke kun på matriklen. Vi skal ud af kirken, og vi skal møde mennesker, sætte samtaler i gang og skabe relationer.
Kirken kan ikke kun lukke sig om sig selv, og regne med, at mennesker kommer til den. Vi kan og skal ikke kun være værter – vi er nødt til også at være gæster. Det skal forstå på den måde, at vi skal gå ud af kirken, og lave kirke, hvor mennesker er. Vi skal søge relevante samarbejdspartnere, og være medspillere i lokalområdet.
Og så skal vi lære at slå på tromme for det, vi kan. For kirken er nemlig virkelig god til at skabe relationer, styrke fællesskaber, lave diakoni og forkynde. Vi skal bare være bedre til at fortælle om det, vi gør.
Kirken er allerede fuld af ambassadører for kirken – mennesker, der kunne være vores influencere – dem skal vi have fat i, og bede dem om at fortælle vores historie, og indbyde, så indbydelsen ikke kunne ligger i kirkedøren, men også er med dem, der allerede kommer her.
Så kom bare – prøv din lokale kirke eller nabokirken. Der er et fællesskab også til dig.
Har du set programmet, så vil vi meget gerne have din reaktion.
NB! Ordene ’kunder i butikken’ er ikke et udtryk for, at KLF ser kirkegængere som kunder. Vi tager blot udgangspunkt i programmets egen sprogform.
