22. august debuterede DR’s nye daglige nyhedspodcast, ’Tiden’, hvor lytterne i selskab med vært Simon Stefanski dykker ned i tre aktuelle nyhedshistorier fra ind- og udland. Hver historie udfoldes gennem en samtale mellem Stefanski og en gæst – ofte en journalist, der har dækket den sag, det drejer sig om.
Da podcasten blev annonceret som en del af DR’s digitale plan i efteråret 2021, var det hensigten, at den udover de store nationale og internationale nyheder skulle inkludere regionale historier, der ville variere, alt efter hvor i landet lytteren befandt sig. Da ’Tiden’ i august så dagens lys, var det særligt tilpassede regionale element dog blevet droppet. Fokus er nu særligt på at fortælle vedkommende og aktuelle nyhedshistorier.
– Vi gør os umage med at fortælle nyhedshistorierne, og meningen er, at man skal mærke dem mere, end man normalt mærker en nyhed. Det håber jeg også, folk kan høre, siger Stefanski om den nye podcast.
Den tilgang til nyhedsformidlingen bakker Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, op om:
– Det er en glimrende vision! KLF, Kirke & Medier har jo også givet Buketten til formaterne ’Genstart’ (DR) og ’Kernen’ (TV 2) for netop at lave nyheder, som man kan mærke. Og ’Tiden’ lægger sig fint i slipstrømmen på disse allerede kendte formater. ’Tiden’ har været on air i et par måneder, og jeg oplever, at programmet lever op til den vision, som Simon Stefanski også har tænkt, at det skal. Formatet er lækkert produceret, så man virkelig får lyst til at lytte med, og jeg kunne såmænd sagtens lytte til flere i træk.
Sammenligningen med podcasten ’Genstart’ er oplagt, idet den ligesom ’Tiden’ har fokus på dybdegående nyhedsformidling, og er udviklet af nogle af de samme mennesker, heriblandt Simon Stefanski og Sofie Tholl, redaktionschef for podcast i DR Nyheder. Men ’Tiden’ kan noget andet, mener Sofie Tholl:
– ’Tiden’ skiller sig ud ved at være endnu mere aktuel, så brugerne er klædt på til den dag, de står op til. Den er fortalt med samme omtanke som ’Genstart’ og med perspektiverende vinklinger, så man opnår en bedre forståelse af tiden, vi lever i.
Mikael Arendt Laursen mener dog ikke, at ’Tiden’ når helt i mål med sin ambition om aktualitet:
– Jeg anerkender, at ’Tiden’ tager relativt aktuelle emner op, men jeg havde nok set for mig, at formatet var helt dagsaktuelt. Helt! Altså at programmet nærmest skulle optages meget tidligt om morgenen, så journalisterne kunne være helt fremme i skoene hver dag. Så programmet er lidt anderledes, end jeg havde forestillet mig.
Og det har betydning for forholdet til ’Genstart’, mener Mikael Arendt Laursen.
– Når jeg sammenholder ’Tiden’ med ’Genstart’, som har en længere produktionstid og dermed kan gå endnu mere i dybden med de emner, de vælger at behandle, så minder de alligevel ret meget om hinanden i form og udtryk. Jeg når ikke at høre mange podcasts hver dag, så derfor er ’Tiden’ og ’Genstart’ faktisk konkurrenter for mig. Og det tror jeg ikke var tanken hos DR, da Tiden blev lanceret.
’Tiden’ kan findes på DR Lyd og diverse podcasttjenester.
Hvad mener du?
Har du hørt Tiden? Hvad synes du om det?
Skriv en kommentar herunder eller send en reaktion ved at trykke på knappen…