Redaktør i DR: Trosprogrammer er for alle

I et oplæg holdt på KLFs landsmøde d. 7. oktober 2023 giver Christoffer Emil Bruun, trosredaktør i DR, sine tanker om DRs trosprogrammer, deres kontekst og deres funktion.

0
802
Foto: Andreas Jensen

Efter nogle gode drøftelser til generalforsamlingen om KLFs arbejde og godkendelse af budget for 2024 blandt de fremmødte KLFere i Holsted Sognegård, byder generalsekretær Mikael Arendt Laursen DRs trosredaktør Christoffer Emil Bruun velkommen og giver ham ordet. Kort forinden har KLFerne haft anledning til at drøfte DRs trosprogrammer i grupper, og netop DRs udbud af trosstof er overemnet for Christoffer Emil Bruuns oplæg.

Foto: Andreas Jensen

Han indleder med at sætte DRs trosprogrammer ind i en international sammenhæng ved at sammenligne dem med trosprogrammer i andre europæiske lande. I forbindelse med en international tv-festival i Berlin har han set, at trosprogrammer i mange andre lande laves med et mere missionerende præg og med redaktionel indflydelse fra kirker. I Danmark holdes kirken og DRs redaktion adskilt, og programmerne fokuserer på at skildre tro, ikke på at missionere. Den tilgang er Bruun stor tilhænger af, og han mener, det giver gode, brede trosprogrammer, som også modtog anerkendelse på festivalen, da DRs ’Præst søger Paradis’ vandt publikumsprisen.

Bruun lægger stor vægt på, at DR skal lave trosprogrammer for alle. Op igennem det 20. århundrede har vi haft to store traditioner i Danmark, fortæller han, den konservative og den kulturradikale. Den konservative strømning har traditionelt været den, der interesserede sig for kirke og tro, mens den kulturradikale strømning var afvisende overfor det. I dag behøver kristendom og kulturradikalitet dog ikke at udelukke hinanden, og Bruun mener, at det er vigtigt, at ingen kulturel, politisk eller kirkelig fløj får patent på kristendommen.

Således skal DRs trosprogrammer gerne ramme hele det kulturelle, politiske og kirkelige spektrum, og der skal både være tilbud til dem, som er erfarne i troen, og til dem, som ikke er kristne, men måske er nysgerrige. Derfor glæder Christoffer Emil Bruun sig over DRs nuværende vifte af trosprogrammer, som han mener indeholder den bredde og dybde, der fra DRs side stræbes efter.

Foto: Andreas Jensen

Han fremhæver TV-gudstjenesten i denne sammenhæng, som med en bredtfavnende og nysgerrig vært i Sofie Østergaard inviterer seerne indenfor og sammen med en gæst gør gudstjenesten relevant og personlig.

Derudover har man jævnligt DR2-serier, f.eks. ’Guddommelig mad’ og ’Præst søger Paradis’, som er større produktioner, der også har en bredere appel. 

Ét efter ét gennemgår Bruun DRs trosprogrammer og deres bidrag til det samlede udbud af trosstof: ’Morgenandagten’, som har en lille, men trofast seer- og lytterskare, ’Bibelen Leth fortalt’, som dykker dybere ned i bibelen, ’Hvad ville Jesus have sagt?’, som giver svar på almindelige danskeres spørgsmål, og ’Pilgrim’, hvor Anders Laugesen sikrer seriøs behandling af teologiske spørgsmål og kirkelivet i Danmark.

Radioprogrammet ’Tidsånd’, som Bruun selv var vært på, sendes ikke længere, og han mener derfor, at DR i øjeblikket står lidt svagt, når det kommer til indhold, der giver en teologisk vinkel på samfundsspørgsmål som koranafbrænding og aktiv dødshjælp. Trods dette svage punkt mener han dog, at DR alt i alt har et stærkt udbud af trosprogrammer, som rækker ud til både troende og skeptikere. I 2024 håber han at lave et nyt program om det religiøse miljø i USA, som igen vil sætte tro og samfund på dagsordenen.

Til slut takker han KLF for det gode samarbejde, som han ser frem til at fortsætte.

Årets landsmøde og generalforsamling var den første i et ulige år efter, at vedtægterne blev lavet om i 2022. Der er dog fortsat kun valg til landsstyrelsen i lige år.

Tidligere artikelKritikken af Ellen imellem får nu konsekvenser
Næste artikelHar DR medlidenhed med parrene i Gift ved første blik?