Igennem 70erne og 80erne var Poul Nesgaard Danmarks Radios enfant terrible – i ordets egentlige betydning: et skrækkeligt barn. Med en underspillet og atypisk stil hylede han politiske ikoner fra den tid – Erhard Jakobsen, Egon Weidekamp med flere – ud af den. Men det var alt sammen med et formål, en mening.
Tekst & foto: Stefan Vase
Poul Nesgaard er blevet ansigt på noget af det mest kontroversielle fra Danmarks Radios berømte og berygtede B&U-afdeling. I over 20 år var han med til at udvikle genren børne- og ungdomsfjernsyn og vende formater, traditioner og kutymer på hovedet. Han blev udskreget som provokatør, revolutionær og autoritetsundergraver. Han har ikke noget imod den rolle. Men han er sig selv, mere jovial og omgængelig, når han med sin nabo skal finde ud af, hvor høj eller lav hækken skal være. Og det er ellers noget, der kan få nabokrigene til at bryde ud.
Se hele programmet på dr.dk/bonanza.
– Jeg blev tolket som provokatør, men jeg har det slet ikke i mig, som du måske kan mærke. Jeg brugte meget rollen som den enormt frække journalist. Det var en rolle, som godt nok hed Poul Nesgaard. Men det var jo ikke mig, griner Poul Nesgaard forlegent – nærmest afværgende.
– Jeg synes, at det var sjovt at bruge sig selv på den måde. Jeg var meget provokerende og grænseoverskridende i min måde at være interviewer. Jeg var frygtløs. Jeg har det ikke i mig, men jeg er fuldstændig klar over, at jeg agerede sådan i de roller.
Fra den store verden til den lille verden
Mange tænker straks på ”Jul og grønne skove” og Ungdomsredaktionen, når talen falder på Poul Nesgaard. Men de hører til den sidste halvdel af Nesgaards DR-tid. Han kommer ind i DR med etableringen af B&U-afdelingen i 1968. Det var sammen med sin storebror Finn Nesgaard. Og det var en meget underlig tid, erindrer han:
– Jeg begynder som 16-årig og er fuldstændig umoden. Jeg har ikke gjort mig nogen tanker om, hvad det går ud på. Jeg spurgte flere gange mig selv: ”Er det her et job? Det er det vel!?” Der gik 20 år, før jeg fandt ud af, at det var et job, jeg havde, siger Poul Nesgaard og smiler.
Han kommer fra en præstefamilie, og derfor var det en stor kontrast for ham at komme til det noget andet liv i tv-byen i Søborg:
– Jeg kom fra en tryg, lille præsteverden. Med adgang til det store. Den verden, jeg kom ind i, drejede sig om den konkrete virkelighed, vi stod midt i. At være i det miljø i så lang tid det påvirker én kolossalt. Jeg stod i et meget stort dilemma. Mellem verdsligheden og optagetheden af verden og den mere eller mindre indremissionske tilgang til livet, som jeg kom fra.
Han fortæller, at han og hans to søstre var engageret i ungdomsforeningen KFS. Det var hans daværende kæreste også.
– Kontrasten var helt vanvittig! Derfor havde jeg et ben i hver lejr. Jeg mødte Johannes Møllehave, som oversatte Jesus Christ Superstar. Da jeg så den, synes jeg, at den var helt fantastisk. For der var pludselig en trædesten for mig mellem de to verdener.
Men det betød også et brud mellem Poul Nesgaard og hans kæreste, som anså Jesus Christ Superstar for blasfemisk.
– Jeg blev nødt til at sige: ”Det går ikke.” Jeg mener selv, at jeg fik en aftale med Gud om, at jeg godt måtte bevæge mig ud i verden og opleve livet. Jeg var ikke en af de dybe religiøse personer. Det lå ikke til mig. Men det korte af det lange er, at jeg fik den tilladelse…
– Mener jeg, tilføjer han efter en lille pause.
Giv børnene en stemme
Mogens Vemmer var både leder af den helt nye B&U-afdeling og chefideolog; ’børnenes stemme’ var et centralt begreb i B&U-afdelingen, fortæller Poul Nesgaard. Han erindrer, at Mogens Vemmer på et tidspunkt sagde: ”Hvis man har en halv times udsendelse for børn, er det en ret alvorlig ting.” Dengang var der kun den ene kanal, og der var derfor kun to muligheder: Enten var fjernsynet tændt eller slukket. Og fjernsynet dengang var meget lidt børnevenlig. Og derfor tog Mogens Vemmer opgaven meget alvorligt.
– På det tidspunkt så man kun børn, der var marionetter i tossede voksnes universer. Voksne troede, at de skulle opføre sig idiotisk for at lave noget for børn. B&U-afdelingen havde hele tiden udsendelser, som både var underholdende, sjove og mærkelige. Men de havde altid et indhold. Vi spurgte hele tiden os selv: Hvad vil vi med det? Og hvorfor er det vigtigt?
Den halve time som B&U fik hver dag skulle bruges ordentligt:
– Fjernsynet kan være med til at åbne verden for dem. Både verdens skønhed og verdens mangfoldighed og problemer.
Og så skulle fjernsynet give børnene en stemme. Noget, som også bør være opgaven i dag, mener Poul Nesgaard.
– Min generation sidder så tungt på al ting. Og har en enorm indflydelse. Vi har stemmeret, uanset om vi er ved vores fulde fem eller ej. Vi tager i virkeligheden ikke fremtiden alvorligt i den betydning, at vi ikke stemmer efter det. Hvorimod børnene, som skal bære fremtiden, ikke har nogen stemmeret.
Børn er fascinerende
En af de programserier, som Poul Nesgaard tænker tilbage på, er ”Op på ørene vi er kørende”. Et program med alle mulige forskellige problemstillinger og med børn som eksperter. En dag optog Poul Nesgaard og Thomas Winding interviews med børn til et program om roller. Det var en rigtig tung dag, husker Poul Nesgaard, og rokkede ved den tanke, at børnene kunne være eksperter.
– Der var ikke nogen, der sagde noget fornuftigt. Indtil der kom en pige, lidt bleg. Jeg kan tydeligt se hende for mig. En sort hat. Jeg sprang direkte ud i det: “Kender I det med roller?”
Svaret fra den blege pige står tydeligt for Poul Nesgaard: “Jeg har fem roller! Jeg er på én måde, når jeg er sammen med min mor. En anden måde, når jeg er sammen med mine bedste veninder. En tredje måde, når jeg er sammen med min spillelærerinde. [..] Jeg er ikke mig selv, men jeg bruger forskellige sider af mig selv. Hvis jeg var med min veninde, som jeg er sammen med min mor, eller omvendt, så ville de slet ikke kunne holde mig ud. Jeg bruger forskellige sider af mig selv, fordi jeg gerne vil have, at de kan li’ mig.”
– Så tænkte jeg: Hvad skal jeg nu spørge hende om? Hun har sagt det hele. “Hvordan er du så, når du er alene?” Så kiggede hun væk et øjeblik. “Det ved jeg ikke, for jeg har aldrig haft brug for at tænke over det.” Der er nogle børn, der rummer en mærkelig visdom. Der er noget fascinerende ved børnene. Så vi brugte dem som eksperter.
Tro er ikke fremmed
Poul Nesgaard har mange anekdoter fra dengang. Han fortæller om en udsendelse om religiøsitet og seksualitet, som løb lidt af sporet.
– Jens Jørgen Thorsen og nogle provokerende unge, som kaldte sig Kulørte Klat (fra BZ-miljøet, red.) og tit sprang nøgne rundt, lavede en kunstudstilling på Rådhuspladsen, hvor de har alle de nøgne figurer fra den klassiske kunst. Det hele endte i et orgie, erindrer Poul Nesgaard.
– Jeg kan sige dig, at det var forfærdeligt. Det var frygteligt for mig. Jeg stod der. Det var deres aktion, men vi dækkede den. Da det var forbi, stak de af, og jeg stod tilbage med politiet. For at forklare.
Det var i monopolets tid, så for at beskytte sine forældre inviterede ham dem ”for første og sidste gang” på en middag i byen. Under middagen fortalte Poul Nesgaard om programmet og konstaterede: “I har ikke set den, men du kan bare sige, far, at du er sikker på, at din søn har haft en ide med det.”
– Min hensigt var, at vi skulle drøfte krop og religiøsitet. Det var seriøst nok, men det var nok stærke virkemidler, erkender han.
I dag er tro i børneprogrammer en mangelvare, sådan var det ikke dengang, mener Poul Nesgaard.
– Vi drøftede altid børn og tro. For KLF var meget efter os i forhold til det. Elith Nørreholm brugte det en del. Jeg havde det relativt tit med. Det interesserede mig jo. Det var ikke noget, der ikke interesserede mig.
Rent tv-mæssigt er kirke og tro bestemt ikke uinteressant. Men det bliver bare ifølge Poul Nesgaard hurtigt uinteressant, fordi djævelen ikke er med.
– Jeg lavede ofte lidt grin med KKR, fordi de havde glemt at invitere djævelen. Selv i Bibelen er djævelen med. Og rent dramaturgisk skal der være noget djævelskab, før det er virkeligt. For djævelen er i os alle sammen – ligesom det guddommelige er. Derfor er KKR indbegrebet af kedelig radio og tv, fordi det ikke tillod virkeligheden komme ind.
Derfor var tilværelsens mørke sider også med, når Poul Nesgaard tog troen op:
– Vi lukkede altid djævelen ind. I betydningen at der altid var en virkelighedsbeskrivelse – i modsætning til en missionerende. Det kunne det aldrig blive. Man kunne sagtens lave et portræt af én, der troede. Hvor det blev et personligt vidnesbyrd, hvilket er utrolig vigtigt.
Hensigt og en reje
I anledning af B&Us 50 års jubilæum i foråret var han blevet inviteret i fjernsynet for sammen med Jytte Abildstrøm, som spillede Sonjas mor i Sonja fra Saxogade, at se tilbage. I studiet var også Mads Geertsen, som spiller Onkel Reje i forskellige programmer på Ramasjang. Der blev vist et klip fra ’Onkel Rejes julefis’, hvor Onkel Reje smadrer en julegave.
– Det var helt åndsvagt. Jeg var ned at falde ned af stolen. Jytte havde det på sammen måde.
Du kunne ikke selv have fundet på det?
– Nej, nej. Overhovedet ikke. Det giver ikke mening. Skal børn slå deres julegaver i stykker? Vi ville gøre børnene nysgerrige på deres verden. Vi gør ikke barnet nysgerrig på verden ved at opfordre til at slå møjet i stykker. Hvis noget skulle slås i stykker, skulle det have en ide. Han kan have haft en hensigt, jeg blot ikke har fanget.
’Hensigt’ har været et centralt begreb for det fjernsyn, Poul Nesgaard har været med til at producere.
– Man kan lave så meget for børn, der er uendelig ligegyldigt. Men hvis dem, der laver det, gerne vil fortælle noget… Hvis de selv er optaget af det, så er det fascinerende. Man skal have noget på hjertet. Man skal ville noget. Det er ikke svært. Man kan kigge over alt. Der er altid noget, der kan forbedres. Dengang skulle der hele tiden være mening og indhold.
Når du taler om det, lyder det som om, at det var belærende og moraliserende?
– Det kan du godt sige. Det skulle ikke være opdragende, men der skulle være en hensigt. Og så kan du sige, at det var opdragende. Det var vi nok. Vi ville gerne opdrage børnene til at vide, at der var noget udenfor dem selv. Der er meget angst. Godt børne- og ungdomstv er at gå den modsatte vej af angst. Vi skal understøtte, at den enkelte har værdi.
Comeback som praktikant
Oprindeligt var det meningen, at han kun skulle være i B&U et par måneder, men måneder blev til år. Og først i 1992 skiftede Nesgaard scene fra DR til Filmskolen.
I 2011 var han gæst i Anders Lund Madsens talkshow ”Det nye talkshow”, hvor han gemte sig bag ved en sofa og fastslog, at han var færdig med at lave fjernsyn. Efter han stoppede som rektor på Filmskolen i 2012, spurgte Anders Lund Madsen ham alligevel, om han havde lyst til at lave noget fjernsyn. Det blev til lidt forskelligt ”Dårligt nyt”, ”Diverse meddelelser” og ”Næste uges tv”. Men Poul Nesgaard var nølende.
– Hvis nu jeg fik det som et genoptræningskursus fra generaldirektøren, så havde jeg en rolle at gå ind i. På den måde frigjorde jeg mig selv.
Så Poul Nesgaard går ind i programmet ”Dårligt nyt” som Anders Lund Madsens praktikant med ordene: “Jeg har fået et genoptræningskursus af generaldirektøren. Og jeg skal have fem minutter hver gang. Og du skal bare give mig nogle opgaver, som jeg løser.” Men han understreger, at det i bund og grund var en dårlig ide, selvom det fungerede godt:
– Man skal ikke gå tilbage, for du kan ikke leve op til de forventninger, som folk har. Dem, der synes, at du er en idiot, synes det stadig. Dem, der synes, at du var genial, bliver skuffet. Du kan ikke vinde noget.
Hvordan er det: At folks billede af Poul Nesgaard er et helt andet end dit eget billede?
– Det ved jeg ikke. Kender man overhovedet sit eget billede? Der er stadig mange, der har det billede, at jeg er provokerende. Nu har jeg været rektor i 22 år. Men det er det andet, folk husker.
Han gik på Sankt Annæ Gymnasium, da han i 1968 sammen med sin storebror Finn Nesgaard begyndte at producere udsendelser for den nye B&U-afdeling.
I 1992 blev han rektor for Den Danske Filmskole 1992, hvor han var frem til 2014. Han er tidligere bestyrelsesmedlem for Det Danske Filminstitut og TV 2 Danmark.
Han modtog i 1982 den prestigefyldte radiopris Christian Kryger-prisen, og i 1999 blev han Ridder af Dannebrog.
