Tiden er moden til en ny type fortællinger om mennesker i udviklingslandene. De fortæller gode, sjove og provokerende historier gennem sociale medier. Vestens mediefolk må lytte med – og få en ny vinkel på udviklingssamarbejdet.
Kronik af Sofie Schousboe i magasinet Kirke & Medier
Se op! Grib! Det er mine umiddelbare råd til journalister og kommunikationsfolk, der beskæftiger sig med udviklingssamarbejdet. Det rykker nemlig i mange af verdens fattigste lande.
”Det boomende kontinent er klar til nye partnerskaber, men med dem, der betragter os som ligemænd og ikke velgørenhed i punktform,” skriver den kenyanske journalist Binyavanga Wainaina i sit provokerende indlæg i den engelske avis The Guardian ”How Not to Write About Africa” fra 2012.
Vi bør som formidlere lytte til stemmerne fra dem, det handler om. De mennesker, der bidrager til og bliver berørt af vores arbejde.
Skabeloner svækker interessen
Det kan undre, at vi bruger over 15 mia. kroner på udviklingsbistand om året, mens mere end halvdelen af danskerne ikke rigtig tror, det nytter noget. En del af svaret kunne være, at udviklingsorganisationerne og medierne i årevis har fortalt den samme historie: De stakkels mennesker kan ikke klare sig uden vores hjælp.
Men hvad med de historier, vi blandt andet kan læse om i kampagnen Verdens Bedste Nyheder? Her hører vi, hvordan ligestilling giver udvikling i Bolivia, hvordan unge i Dakars slum driver sundhedsklinikker, og om mønsterbryderen André Gogan fra Ouèdèmè-Pédah i Benin. Han voksede op som et af de børn, vi hører om i den traditionelle fortælling om u-landene, og i dag driver han et byggefirma, der har opført en skole i hans hjemby.
Verden snakker – lytter du?
Der jo netop ikke kun én historie at fortælle om verdens fattigste. På tværs af lande og kontinenter har blandt andet de sociale medier hjulpet samtalen på vej. Det internationale blogunivers Global Voices, der består af borgerjournalister og bloggere fra alle afkroge af verden, spørger drillende: ”Verden snakker – lytter du?”
De mange globale stemmer bringer en ny type historier med sig. Historier om håb, engagement, udvikling, nysgerrighed, selvironi og mange flere, vi endnu har til gode at gå på opdagelse i. Hvis vi vel og mærke spidser ører og går ind i dialogen med respekt og ligeværd som de bærende værdier.
Bliv klogere på verden
Inden for nyhedsjournalistikken har vi siden 2008 set samme tendens. Flere stærke stemmer fra medieverdenen har rettet blikket mod en mere konstruktiv journalistik, som gør læserne klogere på verden og hverdagen frem for blot at forarge.
Naturligvis må denne nye type historier ikke blive tandløse forherligelser af hverken udviklingssamarbejdet eller samfundet generelt. Vi har stadig brug den kritiske tilgang – men læserne har også brug for at blive præsenteret for informationer, de kan handle på. Problembeskrivelser og katastrofekommunikation om endeløse rækker af hjælpe- og forældreløse børn gør folk passive, fordi der ikke udstikkes løsningsforslag. Fortællinger, der kommer med bud på læring og udvikling, derimod, aktiverer læseren og giver lyst til at handle.
Opløftende indspark
Jeg skal være den første til at indrømme, at den konstruktive vinkel udfordrer min måde at arbejde på. Men spørgsmålet er, hvad der giver lyst til at gå ad den konstruktive sti? En trist opsang eller et opløftende indspark?
Jeg er ikke i tvivl. Derfor må vi både tage udfordringen op og tage et opgør med vanetænkningen i vores fortælling om udviklingslandene. Hvis vi lytter til den snakkende verden, kommer de første mange historier af sig selv.
Sofie Schousboe er projektleder på Reframing the Message i organisationen Civilsamfund i Udvikling (CISU).
