Eksperiment: Familie på skærm og derefter på afvænning

0
1886

Hvordan påvirker skærmforbrug vores hjerne, motorik, sociale og følelsesmæssige liv? En børnefamilie har sagt ja til et seks ugers eksperiment på DR 2, hvor der både bliver skruet helt op og helt ned for skærmforbruget. – Det er vigtigt debat, som DR 2 tager op, mener KLF.
Tekst: Tine Sundgaard Hansen
Foto: DR
DR 2 sender i august to udsendelser omkring skærmenes påvirkninger på vores hjerner, motorik, sociale og følelsesmæssige liv. I mange år har det ikke været muligt at udarbejde videnskabelige forskningsresultater om skærmenes påvirkning på mennesker, da storforbruget af skærmene er har været for nyt. Men nu er vi gået ind i en tid, hvor forskerne er begyndt at udvikle undersøgelsesmetoder og publicere resultater omkring skærmenes påvirkning.
 Derfor sender DR 2 i august to udsendelser, hvor de gennemfører et målbart eksperiment i samarbejde med hjerneforskere, en læge og en psykolog.
– Vi håber, programserien kan medvirke til at sætte ord på skærmforbruget hjemme i familierne og sætte samtaler i gang om, hvilken indvirkning teknologien og al den tid, vi bruger på skærmene, har på vores hjerneaktivitet og læring, evnen til at tænke i relation til andre – vores fysiske og mentale udvikling generelt. Og hvordan vi selv ønsker at påvirke udviklingen fremover, siger Anja Hauberg, redaktør på DR 2.
 



Eksperimentet
En modig børnefamilie har sagt ja til at lægge krop til DR 2s eksperiment, der ved hjælp af videnskabelige metoder vil undersøge, hvilken indvirkning skærmtid har på os mennesker. Eksperimentet kører i halvanden måned. I de første tre uger af perioden skal alle familiemedlemmer maksimere deres skærmforbrug til det yderste. Og i de sidste tre uger skal familien slukke for samtlige skærme og undvære computere, tablets, tv og mobiltelefoner. Under hele eksperimentet bliver familien fulgt af læge Charlotte Bøving, psykolog Camilla Holst samt et hold hjerneforskere fra Hvidovre hospitals neurologiske afdeling. Eksperterne undersøger og tester familiens krop, hjerne og psyke før, under og efter eksperimentets faser. For at søge svar på, hvad forbruget af skærme egentlig gør ved en familie – store som små.
Familien Agerskov Brostrøm fra Lyngby, der deltager i eksperimentet, består af Ane på 39 år, der er kontorassistent, Ulrik på 43 år, der er selvstændig, Rebekka på tre, Rasmus på seks, Nanna på 12 og Frederikke på 13.
 

Læger og psykologer følger familien tæt
Før og efter perioderne med henholdsvis maksimeret skærmforbrug og hviletid gennemfører familiemedlemmerne sundhedstjek hos læge, samtaler og øvelser med psykolog og hjernescanninger på Hvidovre Hospital. Eksperterne forholder sig til de udsving, der gør sig gældende i krop og psyke: De testes på deres søvn, koncentration, stressniveau og fysik og følges gennem de seks uger tæt af eksperterne, der holder øje med deres velbefindende og reaktioner på den store skærmeksponering og efterfølgende afvænning.
Programserien kommer på et rigtig godt tidspunkt, da bogen ’Digital demens’ af hjerneforsker Manfred Spitzer udkom på dansk den 10. august 2018. Bogen er skrevet med henblik på at gøre mennesker til bevidste mediebrugere og samle den forskning, som er lavet omkring vores skærmforbrug. Manfred Spitzer fortæller på en let forståelig måde om hjernens opbygning, og hvad der sker, når vi erstatter analoge handlinger med tid foran skærmen.
– Det er en rigtig vigtig debat, som bogen ’Digital demens’ og DR2 tager op. Debatten om skærmforbruget har egentlig været i gang i lang tid, men uden videnskabelig evidens, og derfor har diskussionen ofte foregået på grundlag af antagelser og følelser. Det er derfor ekstra vigtigt, at vi kan tage det næste skridt i debatten og få videnskaben med, siger Tine Sundgaard Hansen, projektleder i KLF, Kirke & Medier.
‘Digital demens’ kan købes på lohse.dk eller hos den nærmeste boghandler.
Eksperimentet: Familien som skærmjunkier 1:2 og Eksperimentet: Familien på skærmafvænning 2:2 sendes på DR2 den 20. og 27. august klokken 20.45.

Tidligere artikelMagasin 3 – 2018
Næste artikelDR K diskuterer utroskab, straf, abort, kristendommens indflydelse, flygtninge, moderskab og meget andet