Første udsendelse i TV 2’s dramaserie ’Mercur’ havde over 600.000 seere. Fortæller om verdens første piratradio.
TV 2’s dramaserie ’Mercur’ er baseret på den virkelige historie om monopolbruddet på radio i 1958. Mandagens første udsendelse blev set af 621.000 på TV 2 CHARLIE.
Seertallet er næsten dobbelt så højt som kanalens hidtidige seerrekord på 367.000, der blev sat 3. september sidste år under ’CHARLIEs Revygalla 2016’.
Mens ‘Mercur’ blev sendt på TV 2 CHARLIE, var kanalens Danmarks mest sete – også foran TV 2 og DR1, skriver TV 2 i deres nyhedsbrev. Idefolkene bag serien er Adam Price og Jesper Malmose.
Radio Mercur sendte første gang den 2. august 1958. Det var en rent reklamefinanseret radio, som sendte på FM-båndet fra et skib i internationalt farvand i Øresund. Så vidt vides var der tale om den første skibsbaserede reklameradio af denne type i verden, som fra et fast forankret skib brød et nationalt monopol på radiospredning.
Idéen til Radio Mercur kom fra en ung mand ved navn Peer Jansen. Sammen med sølvgrosserer Ib Fogh startede han den radiostation, der for første gang siden 1925 brød det danske statslige monopol på radiospredning, som ellers var forbeholdt Statsradiofonien.
TV 2 CHARLIE’s dramaserie om Radio Mercur er fortællingen om en radiostations fødsel, storhed og fald.
I 1962 blev Radio Mercur tvunget til at lukke, da en lov – den såkaldte “Lex Mercur” – blev vedtaget i Folketinget. Den betød, at al medvirken til udsendelser af danske statsborgere og danske virksomheder var ulovligt.
De historieinteresserede kan læse mere om Radio Mercur her.