De fleste danskere vil finansiere DR over skatten

0
654

70 procent af danskerne mener, at DR bør finansieres via skatten frem for licens, viser en ny måling fra Altinget.dk. Medieprofessor er bekymret for udviklingen.
I stedet for at skulle betale 1.238 i medielicens hvert halve år, foretrækker de fleste danskere regningen via deres lønseddel. Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget.
Her svarer 36 procent af danskerne, at de er “enige i”, at DR bør finansieres over indkomstskatten frem for licensopkrævning, mens 34 procent er “overvejende enige”.
Den idé er medieordførere fra både Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten stort set med på.
Men det er medieprofessor ved Aarhus Universitet Frands Mortensen ikke.
Han frygter ifølge Altinget, at en skattefinansiering vil give politikerne for meget magt over DR’s indhold, hvis DR’s budget skal diskuteres i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger.
– Det vil gøre det nemmere for politikerne at bestemme indholdet i udsendelserne. I dag kan man ikke stille ministeren til ansvar for måden, DR bliver drevet på, fordi ansvaret ligger hos DR’s bestyrelse, siger Frands Mortensen.

Tidligere artikelDrama om piratradio blev succes på TV 2
Næste artikelDR formidler historie med fokus på dansk identitet