Svært at kommunikere udviklingsarbejde

0
1156

Ny rapport viser, at tre ud af fire danskere synes, at udviklingsarbejde er et svært emne at forholde sig til. Udviklingsminister tager udfordringen til efterretning. KLF opfordrer medier og ngo’er til at gøre udviklings-nyheder mere interessante og vedkommende.
Hvordan formidle nyheder om ligeret, fattigdomsbekæmpelse, katastrofeforebyggelse og andre udviklingspolitiske opgaver?
Det kan nemt komme til at lyde teknisk, bureaukratisk og meget langt væk fra danske mediebrugeres hverdag.
Hvad går pengene til?
Og sådan opleves det også for de fleste danskere. Det afslører en ny rapport fra analyseinstituttet Wilke, som har undersøgt danskernes holdninger og kendskab til udviklingssamarbejdet og forholdene i udviklingslandene i 2016.
Her viser det sig, at ikke færre end 78 procent af danskerne synes, at udviklingssamarbejdet er et svært emne at forholde sig til. De er især i tvivl om, hvorvidt det gavner, og hvad pengene går til.
Det kommer også til udtryk i danskernes svar på de faktuelle spørgsmål i undersøgelsen, lyder en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Mangler viden om ulandsforhold
Kun en tredjedel ved, at der i dag er færre fattige i verden end for 25 år siden. Og kun én procent af danskerne er klar over, at 9 ud af 10 børn i udviklingslandene kommer i skole i dag.
– Vi må erkende, at der stadig ligger en stor opgave i at få fortalt danskerne, at udviklingssamarbejdet faktisk virker og vise de store fremskridt, der er sket i rigtig mange udviklingslande. Og så er det vigtigt at få fortalt, at Danmark fører meget tæt kontrol med, hvordan pengene bruges, og derfor er det også kun en meget lille del, der misbruges eller ender i korruption. Det er noget, Danmark er kendt for ude i verden, siger minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V).
Moralsk forpligtelse at bakke op
Samtidig glæder hun sig over, at 68 procent ”at så mange danskere fortsat bakker op om vores udviklingssamarbejde.”
– Rigtig mange danskere synes, at vi i Danmark er moralsk forpligtede til at hjælpe udviklingslandene,” siger Ulla Tørnæs.
Derfor er der medvind for de journalister og kommunikationsfolk, der vil gøre en dyd ud af at gøre udviklingsnyheder nærværende for danskere. Og det er vigtigt i en globaliseret verden, mener redaktør i KLF, Kirke & Medier, Svend Løbner.
Detaljer og personlige beretninger
– Når nyhederne kommer langvejs fra kan det knibe med interessante detaljer og personlige beretninger. Og dermed sænkes nyhedsværdien. Derfor er det en udfordring for ngo’ernes kommunikationsfolk at skaffe så dækkende og detaljerede oplysninger som muligt krydret med vitaminrige citater fra mennesker, der er tæt på begivenhederne. Og det er en opgave for journalister at undre sig og spørge ind til oplysningerne, så nyhederne serveres på måder, der kommer os ved, fordi de pirrer vores nysgerrighed og kalder på empati, når de hjælper os at sætte os i andre menneskers sted.
På den måde får danskernes positive holdning til udviklingssamarbejde noget at leve af – også i fremtiden, mener han.

Tidligere artikelReaktionsrapport 2016
Næste artikelSkal Danmark fortsat have en sjette FM-kanal?