Danskerne ønsker bedre kvalitet i medierne

0
783

Tusindvis af danskere har indsendt forslag til fremtidens medieindhold. Flere ønsker mere tro og religion.
Over 3.000 danskerne har givet kulturminister Mette Bock 4.490 forslag til bedre medieindhold. Via initiativet Antennerne Ude har de blandt andet ønsket mere fællesskab, adspredelse og udvikling i underholdningen og et kulturudbud med flere transmissioner, bredere orientering og dybere kendskab til egne og andres livsformer.
“Det er vigtigt at værne om den danske kultur og sende programmer, der minder os om, hvad dansk kultur er. Hvis ikke vi værner om vores kultur, mister vi måske vores identitet”, skriver en bidragyder.
Ønsker mere tro
Fra KLF, Kirke & Medier er der også sendt forslag, og det har affødt følgende passage i rapporten:
”Flere af bidragsyderne ønsker specifikt mere fokus på religion og tro – både i et nationalt perspektiv om f.eks. kristendommen og folkekirken, men også om andre religioner, trosretninger og traditioner.”
Andre ønsker kvalitetsindhold for hele familien og trygge rammer for børns medieforbrug. For unge ønskes mere relevant og oplysende ungdoms-tv, der også danner og ruster dem til voksenlivet. I kategorien ”Andet” ønsker bidragyderne flere naturprogrammer, mere drama og fiktion og flere videns- og fakta-programmer.
Generationskløft
Kulturministeren har samtidig rejst landet rundt for at tale med unge og ældre mediebrugere. På rejsen blev det klart, at der er en stor generationskløft. Ældre ser stadig tv og læser avis, mens unge mest er på de sociale medier.
– En gennemgående ting er, at vi vil have dansk indhold og troværdige nyheder, vi vil samles om de store dramaserier, og vi vil gerne have godt indhold til børn, siger Mette Bock i en video på Antennerneude.dk.
– Problemet er ikke at få produceret kvalitetsindholdet – det er der nemlig mange, der kan. Problemet er at nå ud dér, hvor folk er. Nu skal vi finde ud af, hvem der kan producere, og hvem der kan distribuere det danske kvalitetsindhold.
Alle indtryk tager hun nu med sig i de kommende medieforhandlinger.
Læs hele rapporten på www.antennerneude.dk.

Tidligere artikelJournalistisk medarbejder søges
Næste artikelKLF spiller ind i public service-debatten