Præst fandt Paradis – på tv

Fra Københavns brokvarterers pulserende liv til en stille, afsides liggende ø, en times sejlads fra en lille havneby, midt mellem Kalundborg og Sjællands Odde. Fra mere eller mindre døgnåbne butikker og restauranter til en lokal brugs og to spisesteder, der har åbent, når turisterne når frem.

Kontrasten kunne næsten ikke være større for sognepræst Josefine Frej Mikuta, der har byttet en hektisk tilværelse i byen ud med en mere rolig tilværelse i drømmejobbet som sognepræst på Sejerø i sundet mellem Kalundborg og Sjællands Odde.

I efteråret har vi i DR2-serien Præst søger Paradis kunne følge hendes arbejde med at slå rødder som øens nye, unge præst i et sogn med en overvægt af pensionister med indgroede vaner og traditioner.

– Jeg har haft en udlængsel, forandringslængsel længe – efter et helt liv i storbyen. Ellers ville jeg bare vokse lidt fast og fortsætte mit liv, som det var lagt ud, forklarer Josefine Frej Mikuta.

Hun havde forestillet sig meget forskelligt, som kunne få hende til at bryde ud af vanen. Sømandspræst, feltpræst, hospitalspræst. Men da stillingen på Sejerø dukkede op i jobhavet, sende hun en ansøgning.

– Som det er med præstestillinger; de bliver besat, og så kan der gå årtier eller en hel livstid, før de bliver ledige igen, bemærker Josefine, som så stillingen på Sejerø, som bød på ”en større udfordring og en mere gennemgribende dannelsesrejse end andre stillinger”.

Et opgør med iscenesættelse

Josefine var taknemmelig for at bryde med vanen og selviscenesættelsen, da hun blev tilbudt stillingen. Hun slettede sine profiler på de sociale medier og tog et opgør med behovet for at statusopdatere. Hun havde udviklet en ”allergi” overfor det blankpolerede i den digitale virkelighed. Selvom Sejerø ville byde på masser af like-generende indhold på de sociale medier. ”Se, nu har jeg et rådyr i haven. ”Se havet.” ”Se min lille kirke.”

– Jeg kunne ”sælge” den her beslutning og mit nye liv til min tidligere omgangskreds. Men nej, jeg vil gerne i kontakt med nogle mere menneskelige, lokale, udramatiske værdier. Ikke hele tiden tænke over, hvordan man bliver set, men bare være tilstede.

Derfor var det også noget af en mundfuld for hende, da hun efter en enkelt avisartikel fik henvendelser fra 4 produktionsselskaber, der gerne ville lave et tv-program om hende og hendes nye tilværelse som ø-præst.

– Jeg troede, at jeg ville forsvinde fuldstændig fra civilisationen. Derfor var jeg også meget skeptisk overfor det til at starte med. Fordi det for mig handlede om at komme væk fra iscenesættelsen – og jeg følte ikke, at jeg havde noget budskab endnu. Så det var et meget sårbart tidspunkt for mig.

Hun talte med én af producenterne, som viste hende et eksempel på en DR2-dokumentar, ”Nonnen og narkomanerne” fra 2017, som de havde stået bag.

– Det var virkelig smukt. Meget kunstnerisk, meget nærværende, meget udramatisk og overhovedet ikke sensationssøgende, husker hun.

Josefine skulle ”bare” sige ja til at have et kamerahold i et kirkeår…

– Det var bare livet, der skulle udspille sig…

Mere tro og kirke i medierne

Men Josefine var også bekymret for øboerne; hvad de ville sige til, at den nye præst rendte rundt med et kamerahold i hælene…

– Det var virkelig svært for mig som præst at vurdere, om jeg overtrådte min præstegerning. Jeg havde allerede mistet noget privatliv ved at flytte til et lille samfund, og jeg mistede mere ved at have et dokumentarhold med i den smule privatliv, jeg har tilbage. Endelig ville jeg jo gerne væk fra iscenesættelsen og ind i nærværet – og så lige pludselig var det det modsatte.

Man mærker på hende, at der var mange overvejelser for og imod. Både på egne og andres vegne.

– Men hvis det her samfund skal bestå, så skal vi gøre noget nyt. Det bedste, jeg kan gøre for mit sogn, er at skabe noget opmærksomhed. Endelig synes jeg også, at jeg har et ansvar som præst i det hele taget for at få mere tro og kirke i medierne. Så det her handler faktisk om noget større end bare vores komfortzone her.

Er du tilfreds med resultatet?

– Det er blevet det, som jeg håbede på: et autentisk indblik i min præstegerning og i Sejerøs ånd og særpræg. Jeg måtte ret tidligt acceptere, at det ikke ville blive en fantastisk succeshistorie, men en historie om sårbarhed. Fordi jeg ikke anede noget om, hvordan jeg ville være som præst, og om det ville lykkes mig at integrere mig, var det eneste, jeg kunne gøre; at være et sårbart menneske. Ikke at have en overflade om, at alting er perfekt, og at det er nemt. Det endte med at blive min mission.

Hvad betyder det for dig at få Buketten fra KLF, Kirke & Medier?

– Det er jo helt vildt, når det nu er en dokumentar, som handler så meget om mig. Man ønsker jo bare at blive set, finde en plads i verden og være noget værd. Og som professionel er det jo helt fantastisk to år inde i embedet at få at vide, at der er plads til en i kirken, som en lidt anderledes præst. Det er rørende, befriende og forløsende at føle: ”Ja, der er plads, og du har fat i noget.”

BEGRUNDELSE: For KLF, Kirke & Medier er det vigtigt, at medierne ikke bare fortæller historier om den kristne kulturarv i Danmark og sender gudstjenester. Vi ser gerne, at man også laver programmer, der viser os et naturligt, nærværende og nutidigt billede af, hvad kirke og kristendom er. Med dokumentarserien “Præst søger paradis” gør DR præcist dette. Vi får lov til at følge den unge præst Josefine Frej Mikuta første år som præst på Sejerø ud for Kalundborg og hendes bestræbelser på at forstå og tage sig af beboerne i hendes sogn, som på de fleste områder er meget forskelligt fra den hverdag, som hun kommer fra i hovedstaden. Josefine får Buketten for at vise os seere, at kirken er en mangfoldig størrelse, der giver mening, nærhed og omsorg, og for at give os et ærligt og kærligt indblik i, hvordan hun som ung præst ønsker at fastholde det centrale budskab om troen på Gud og samtidig har en drøm om at give sognebørnene et mere nuanceret syn på den verden, vi lever i.