Ved hvert valg er der partier, der mister mandater og indflydelse, og kandidater, som skal finde andet at bruge tiden på.
Roger Buch er forskningslektor og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole DMXJ – og når det gælder valg og kommunale forhold, er han en yndet ekspert at hive fat i.
Det tager da heller ikke mere end et par minutter, før han har sat det nyligt overståede folketingsvalg i relief til tidligere valg.
– Hver gang, der er folketingsvalg, så sidder jeg sådan med tilbageholdt åndedræt og følger med i, hvad der dukker op. Vi har jo ved tidligere valg set nogle meget konkrete sager, som fik indflydelse. Senest ved folketingsvalget i 2022, hvor Ekstrabladet jo med egne ord valgte at køre en kampagne mod Søren Pape. Og det var jo en ret effektiv kampagne, som var med til at give de konservative et forfærdeligt dårligt folketingsvalg, efter de havde ligget fantastisk i meningsmålingerne, siger Roger Buch.
Går vi et lille historisk nøk længere tilbage til 2011, kørte BT en historie en uge før valget om Helle Thornings mand, den såkaldte skattesag. En spektakulær sag, fordi avisen med egne ord havde lavet research fra cirka en måneds tid før valget, og så udgav den en uge før – til stor ugunst for Socialdemokratiet.
– Altså man kunne næsten kalde eksemplerne for mediemæssige attentater på politikere. Det kigger jeg altid efter, når der er folketingsvalg, og det synes jeg ikke, vi så det store af ved dette folketingsvalg, siger Roger Buch, som ikke mener, at Alex Vanopslaghs kokainhistorie var timet specielt til valgkampen.
Mærkelige emner at starte op på?
Medierne har således en stor magt i forbindelse med valget – og kan især skubbe vælgerne i forskellige retninger med konkrete historier om konkrete politikere. Men også de temaer, som kommer til at præge dækningen, har medierne i en vis grad magt over.
– Der skal jeg da ærligt indrømme, at på selve dagen, hvor man udskrev valget – til den allerførste partilederrunde –, sad jeg og undrede mig lidt over emnerne. Man brugte de første 20 minutter på at snakke om Store Bededag, og man brugte de næste 20 minutter på at snakke om, hvem der skulle være den næste statsminister. Det er da to vigtige og spændende emner, men vi lever altså i en vild tid. Der sker vilde ting ude i verden. Danmark havde været i en dyb udenrigspolitisk krise lige før valget. Så jeg undrede mig virkelig over, at det var lige præcis de to emner, man skulle starte op med.
Roger Buch forklarer, at vælgerne ifølge undersøgelser synes, at der er emner, som de blå partier er gode til: økonomi, flygtninge og indvandrere, kriminalitet. Mens de røde partier er bedre til ældre, sundhed, socialpolitik, miljø og klima.
– Når medierne vælger at fokusere på nogle emner, så er det altså til fordel for den ene eller den anden. Det kan simpelthen ikke undgås, siger Roger Buch.
Normalt taler vi ikke om vand
Efter valget har der netop været kritik af – fra især Venstre-kandidater – at det kom til at handle for meget om svineproduktion og drikkevand.
– Der vil altid være nogen, der skælder ud. Altså uanset, hvad medierne gør, så vil der altid være nogen, der skælder ud. Der er ingen tvivl om, at når vi om flere år kigger tilbage på dette valg, så vil vi huske drikkevand og svin som kæmpestore emner. Og i virkeligheden var det meget overraskende. Jeg tror ikke, der var nogen, der på forhånd havde satset på det, for normalt kan man ikke få folk til at snakke om vand.
Han er ikke i tvivl om, at vandet blev et emne, fordi der var nogle medier, der fokuserede på det, men også, at der var nogle politikere, der havde interesse i det – både i forhold til at bringe det ind i valgkampen og i at blive ved med at snakke om det. Ligeledes med svineproduktion:
– Der var også nogle politikere, der løftede det ind i debatten, og der var også nogen, som gjorde en stor dyd ud af at blive ved med at snakke om, hvordan svinene har det.
Savnede det udenrigspolitiske
Udfordringen for medierne er ifølge Roger Buch at træffe nogle redaktionelle valg i forhold til at tage emner op, så der både er til den røde og den blå fløj.
– Netop for at undgå, at nogen bagefter kan sige, at man var skæv i sin prioritering. Men man kan jo ikke gardere sig imod, hvad der kommer af politiske udspil, og hvilke udspil, der ligesom får fat i valgkampen, som bider sig fast og bliver et stort emne. Det er vældig vanskeligt at sige noget om på forhånd.
Sideløbende med valgkampen skete der store sager ude i verden – USA og Israel angreb Iran – og det måtte medierne selvsagt også kaste sig over. Men det kom til at fylde meget lidt i valgkampen.
– Udenrigspolitik har aldrig fyldt særlig meget i folketingsvalg. Vi havde et folketingsvalg i 1988, der blev udskrevet på udenrigspolitik, vores atompolitik – vi ville ikke have atomvåben i Danmark. Men selv det valg kom ikke til at handle om udenrigspolitik, og det er uden tvivl, fordi der er så bred enighed om det udenrigspolitiske.
Alligevel kan man sige, at det udenrigspolitiske spillede en hovedrolle i udskrivningen af valget.
– Optakten til folketingsvalget var jo Trumps angreb på Danmark og Grønland. Og der så vi jo, hvordan det løftede Socialdemokratiet. Det var derfor, vi fik folketingsvalget. Fordi Trump formåede at løfte Socialdemokratiet fra en historisk dårlig måling tilbage i december måned, hvor Socialdemokratiet efter et elendigt kommunalvalg i de landsdækkende meningsmålinger nåede ned på 18 procent.
Men i selve valgkampen manglede det udenrigspolitiske altså – hvilket Roger Buch godt kunne have ønsket sig lidt mere af.
– Vi står i en helt anden sikkerhedspolitisk virkelighed, end vi har været vant til siden 2. verdenskrig. Og det får helt afgørende betydning for, hvad der kommer til at ske både i Danmark og i Europa de næste mange år. Her kunne man nok godt, hvis man gravede sig ned i det, finde nogle ting, som alligevel var værd at diskutere i en valgkamp, siger Roger Buch.
Hvem bestemmer egentlig?
Med hele 12 partier, der ønsker at skubbe hver deres dagsorden ind i en valgkamp, er det svært at forudsige, hvad valget i sidste ende kommer til at handle om. Borgernes interesser spiller selvfølgelig også ind, ligesom organisationer, erhvervsliv og netværk ønsker at påvirke, og så er der medierne, der sætter nogle dagsordener og træffer nogle redaktionelle valg.
– Så der er jo et vældigt tovtrækkeri. Der er rigtig mange, der trækker og skubber i forhold til, hvad et valg skal komme til at handle om. Så der er ikke nogen, der i virkeligheden entydigt kan siges at bestemme det.
Og selv for en ekspert som Roger Buch kan det være svært at analysere sig frem til eller forstå, hvorfor nogle emner bare bider sig fast, får fart på og kommer til at fylde rigtig meget, mens andre emner blot forsvinder lige så hurtigt, som de blev præsenteret.
– Det handler selvfølgelig også om, at vi lever i en tid, hvor medierne kan se sekund for sekund, hvad det er for nogle nyheder, som folk klikker sig ind på. Hvad er det for nogle nyheder, der bliver læst til ende. Og det indretter man selvfølgelig også dækningen efter, siger Roger Buch.
Så selvom medierne laver de første redaktionelle fravalg og tilvalg, så bestemmer vælgerne også noget: Hvad vil de se mere af, og hvad bliver sprunget over i nyhedsstrømmen.
Gerne mere af det gode
Det er let at tage fat i kritikken af mediedækningen og pege fingre, når medierne virker farvede eller unuancerede. Men generelt mener Roger Buch, at de danske public service-medier gør det rigtig godt.
– Jeg synes, at både TV 2 og DR leverede en fremragende dækning af kommunalvalget sidste år. Vi kom virkelig rundt i landet, vi fik virkelig set nuancerne, og hvor broget og forskelligt det er rundt omkring. Det, synes jeg, man gjorde fuldstændig fremragende.
Men det er bare ærgerligt, at det kun er de sidste to måneder op til et kommunalvalg, at man dækker kommunalpolitik godt.
Mellem kommunalvalgene er der noget længere mellem indhold om kommunalpolitik på de landsdækkende medier, mener Roger Buch.
– Og det er jo enormt ærgerligt, fordi det er den vigtigste politik. Det er faktisk den, som borgerne kan mærke i hverdagen. Om der er mange huller i vejene, om de ældre bliver behandlet ordentligt, om skolebørnene har det godt. Det er langt vigtigere end Christiansborg, men det bliver dækket af de landsdækkende medier meget, meget mindre og meget dårligere, end man dækker Christiansborg.
Hvad er partiet uden partilederen?
Han har også bidt mærke i, at partilederne efterhånden fylder utroligt meget i valgkampen.
– Altså, man kan sige, at substansen i indholdet bliver klart skubbet ned i forhold til, at partilederne og kabalelægningen. Og det er der måske i virkeligheden også en rigtig god forklaring på, nemlig at det også fylder rigtig meget ude hos vælgerne. Altså, der blev sat rekord ved det her folketingsvalg i forhold til, hvor mange der stemte på partilederne.
Over 20 procent af vælgerne satte kryds ved en partileder. Hvis vi går 10-15 år tilbage, var det under det halve, altså under 10 procent af vælgerne, som satte kryds ved partilederne.
Om det er mediernes intensive fokus på de ledende politikere, der får vælgerne til at sætte krydset der, eller det er vælgernes interesse for partilederne, der får medierne til at løbe efter dem, har han svært ved at give et entydigt svar på. Men udviklingen er markant.
– Der er jo nogle partier i dansk politik, hvor man i virkeligheden kan stille spørgsmålet: Ville partiet være her, hvis ikke de havde lige præcis den partileder? For eksempel: Danmarksdemokraterne uden Inger Støjberg, Moderaterne uden Lars Løkke Rasmussen?
Andre partier har været tæt på at falde for spærregrænsen, men er reddet godt over på den anden side på grund af karismatiske partiledere.
– Altså der er en lang række partier, hvor man simpelthen bliver nødt til at stille spørgsmålet: Hvis ikke lige præcis den partileder var der, ville partiet så være her? Så det er også med til at skabe en dynamik, hvor partierne satser rigtig meget på deres partiledere,
fordi hårdt sagt, hvis ikke de gør det, så er de her ikke.
Så både medier, vælgere og partierne selv har altså en andel i den store interesse for partilederne.
Mosaik uden et motiv
12 mere eller mindre karismatiske partiledere har resulteret i noget af en politisk mosaik, der muligvis minder om 70’erne, 80’erne og 90’ernes store puslespil, men med en afgørende forskel:
– Forskellen er, at der tidligere var nogle kæmpestore brikker i den her mosaik. Som jeg skrev det lige efter valget i en artikel til Altinget, så er Folketingsvalget blev en mosaik uden et motiv. I hvert fald uden nogle store brikker. Og det gør det jo rigtig vanskeligt at danne en regering.
Hvor vælgerne valgte at sætte krydset, afhænger af mange forhold – og ikke blot mediedækningen. Men der er ingen tvivl om, at meningsmålinger, kandidattests, karismatiske partiledere og emnerne op til et valg alt sammen udgør hver sin lille påvirkning. Men der er ingen af forholdene, der kan tage hele æren, og så længe, der ikke er krav til, at vi skal have sat os ind i tingene, før vi stemmer, så vil små ting kunne påvirke os.
– Det er også noget, jeg tit taler med unge mennesker om i forbindelse med valg. Altså, de føler ikke, de ved så meget. De har måske haft et år, to år til at sætte sig ind i politik, hvor andre har haft 20 år eller 50 år. Og det er jo fuldstændig fair, at man står med den der usikkerhed som ung.
Vores stemme er ikke med i fødselsgave længere
Men i dag er det ikke kun de unge, der melder sig på tvivlernes hold.
– Den mest dramatiske udvikling i vælgerkorpset i alle de år, jeg har været valgforsker, ser vi nu. Det er ikke kun unge mennesker eller folk, der ikke følger med i politik, som er i tvivl. Det er borgerne bredt.
De seneste tal er fra folketingsvalget i 2022, og de viste, at to tredjedele af vælgerne først besluttede sig under valgkampen. Indtil 1980’erne vidste 75 procent af vælgerne på forhånd, hvad de ville stemme.
– Det er der mange, der er skeptiske overfor. Er vælgerne blevet mere tvivlende? Er vi blevet mere flakkende? Har vi ikke nogen grundholdninger? Jeg synes faktisk, at det er udtryk for noget virkelig sundt.
– Går vi tilbage til 1950’erne og 1960’erne og længere endnu, så fik du et stempel i panden, den dag du blev født, hvor der stod socialdemokrat, hvis du var født i et arbejderkvarter. Ude på landet hed stemplet Venstre. Man var født til at blive arbejder eller landmand. Var det bedre?
At tvivle ser Roger Buch som et tegn på, at vi reflekterer mere og ikke blot stemmer pr. automatik.
– Men det er jo alligevel på en eller anden måde helt ubegribeligt, hvordan det kan lykkes vælgerne at sørge for, at alle partier, der stillede op, faktisk kom over spærregrænsen på to procent. Det har vi aldrig set før, siden spærregrænsen blev indført i 1953. Og samtidigt fik vi endnu en gang et super tæt løb.
Roger Buch om tvivl – Jeg havde en helt fantastisk oplevelse i forbindelse med kommunalvalget sidste år, hvor jeg holdt et foredrag på en højskole. En ældre dame kom op til mig bagefter. Hun var rigtig glad for at høre, hvordan jeg talte tvivlen op som noget godt, som noget grundmenneskeligt. – Hun havde stemt på det samme parti hele sit liv, og som 82-årig, var hun for første gang i tvivl. – Og det, synes jeg, var fantastisk. Det viser jo, at man selv som 82-årig kan begynde at tænke over, om det virkelig er det rigtige parti, man skal stemme på endnu en gang, eller kunne man overveje noget andet? – Det er godt at være i tvivl. Vi er jo i tvivl om alt muligt her i livet. Arbejde, bolig, partner. At vi også er begyndt at være i tvivl om, hvilket parti, vi skal stemme på, det, synes jeg faktisk, er super-demokratisk.
