Jeg forstår godt noget af frustrationen over de mange timers sport og genudsendelser på tv.
Vi kan imidlertid ikke ændre på, at sommeren år efter år byder på en lang række store sportsbegivenheder. Tour de France, Wimbledon, VM i fodbold, OL og meget andet fylder sendefladen til glæde for nogle og til irritation for andre. Samtidig er sommeren traditionelt lavsæson for medierne – den såkaldte agurketid. Derfor vælger tv-stationerne sjældent at lancere nye dramaserier, dokumentarer eller store underholdningsprogrammer. Der er ganske enkelt færre seere i de lyse måneder, og derfor giver det ikke mening at bruge de dyreste produktioner netop her.
Hvad gør vi så?
Med fare for at provokere nogen vil jeg gerne dele et par personlige overvejelser.
Da Bjarne Riis i første halvdel af 1990’erne var blandt favoritterne til at vinde Tour de France, blev min hustru og jeg grebet af løbet. Vi havde ellers aldrig interesseret os synderligt for cykelsport, og det blev da også mere Tour de France end sporten i sig selv, der fangede os. Vi heppede på de danske ryttere, og vi nød Jørgen Leths legendariske beskrivelser af landskaber, slotte og kulturer. Tour de France blev en del af vores sommer – og det har det stort set været lige siden.
Måske kunne du også give en af sommerens store sportsbegivenheder en chance? Når først man lærer reglerne at kende og finder én at holde med, kan sport faktisk være fremragende underholdning. I Norge ser det i hvert fald ud til, at mange har nydt en fantastisk tv-sommer med fodbold i år!
Måske noget andet kan give mening?
For os er sommeren også noget helt andet end fjernsyn. Det er tid i haven og naturen, ture til vandet, gåture i skoven og aftener på terrassen med en god bog og et glas kølig hvidvin eller rosé. Vi opsiger faktisk alle vores streamingtjenester – bortset fra TV 2 Play – fra april til oktober. I de lyse måneder vil vi hellere prioritere det liv, der foregår udenfor. Og man bliver vel aldrig for gammel til at sidde på en bænk, lytte til fuglene eller bare betragte livet omkring sig?
Der er så meget andet, sommeren kan bruges til. Derfor gør det måske ikke så meget, at tv-kanalerne sender flere genudsendelser end resten af året.
Sport er nok kommet for at blive
Når det er sagt, så forstår jeg stadig en del af kritikken. For nogle mennesker har fjernsynet en vigtig funktion i hverdagen. Ikke alle har mulighed for at komme ud, være aktive eller fylde dagene med andre oplevelser. Det har jeg respekt for.
Men sommeren vil formentlig altid se nogenlunde sådan ud på tv. Derfor handler det måske mindre om at vente på, at programfladerne ændrer sig, og mere om at finde glæde i det, der trods alt bliver sendt – eller opdage alt det, sommeren tilbyder, når vi indimellem slukker for skærmen.














