Lad det være sagt med det samme: Der er absolut intet til hindring for en privatisering af DR. Det er faktisk meget vanskeligt at finde nogle argumenter for, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Et DR, som ikke er privatiseret, er at fortrække – men det er ikke det samme som, at det ikke kan lade sig gøre.

 

USA og Italien skræmmer

Men der kan være risici ved at privatisere DR, som vi må overveje: Vi har jo set det i andre lande, hvor private tv-stationer er blevet store og meget dominerende og dermed har kunne være opinionsdannere. Vi ser det i USA med Fox News og CNN, som sætter holdninger før nyheder. På europæisk plan er Italien og den tidligere præsident Silvio Berlusconi skræmmebilledet, som har sat store medieinstitutioner under skarp styring præget af Berlusconi.

Det har dog ikke så meget med ejerskab at gøre, men mere med den generelle demokratiforståelse samt kultur- og samfundssyn: I Danmark er der meget lidt korruption, og vi har gennem vores dannelsesgrundlag og kultur en historisk tradition for, at i vores samfund tager vi os af de svageste, så få har for meget og færre for lidt, som Grundtvig formulerede det.

Vi har nogle grundlæggende værdier og en historisk demokratiforståelse, som vi gerne vil værne om – og her er DR i mine øjne en væsentlig faktor. DR har en særlig forpligtelse til at formidle vores kultur, værdier og være opmærksom på, hvis noget skrider, eller hvis nogen snyder og udnytter andre mennesker. Det er i bund og grund årsagen til, at vi har DR: Vi vil gerne værne om vores danske sprog, samfund og værdier.

 

En sikkerhed for for meget stat

I den sammenhæng ser jeg den væsentligste årsag til at bevare DR som statsejet og statsfinansieret for derved har staten (de folkevalgte politikere) ansvaret for at udpege bestyrelsen (ledelsen).

Når de udpeger en bestyrelse og ikke selv leder DR direkte, hænger det sammen med armslængde-princippet, at DR – samtidig med at den er ejet og styret og finansieret af politikerne – skal være uafhængig og kritisk overfor de selv samme politikere og regering. Det sikres netop gennem, at de udpeger en bestyrelse, som består af medlemmer, der ikke samtidig er medlemmer af Folketinget.

Det sikrer, at vi har en bestyrelse som godt ved, at de ikke er udpeget af nogle økonomiske interessenter, men de er udpeget for at leve op til den ramme, som politikerne har afstukket fra DR med public service-kontrakten. Deres opgave er altså meget klar, de skal sikre at DR bliver den samfundsunderbyggende institution, som Folketinget ønsker. Deres opgave er dermed klar og veldefineret, samtidig med at de er uafhængige af Folketinget i deres virke.

Vi ser altså her nogle sikkerhedsmekanismer, der gør, at DR ikke kan blive alt for statsejet, hvis man kan sige det.

Dette kunne aldrig skabes på anden vis, da en anden ejerform ville betyde andre opgaver og mål for bestyrelsesmedlemmerne. Her er deres opgave at leve op til den aftale som gennem public-service kontrakten er indgået med befolkningen.

 

En privatisering ala TV 2

Nu kan nogen så påstå, at TV2 også har en public service-kontrakt og derfor kunne man vel sige det samme. Det er også langt hen ad vejen korrekt, så længe TV 2 er 100 % statsligt aktieselskab, men hvis der kom private ind i ejerkredsen, skulle de også have pladser i bestyrelsen, og dermed ville der være bestyrelsesmedlemmer, som havde et andet sigte, nemlig at skabe en god forretning. De ville stadig have en public service-kontrakt at leve op til, men deres hovedsigte ville være indenfor rammen: at skabe den bedst mulige forretning for ejerne. Eller endnu værre: at fremme en bestemt samfundsudvikling eller et bestemt samfundssyn.

Her er DRs bestyrelse helt uafhængig af personlige økonomiske interesser (eller andre interesser), de har alene det formål at leve op til de forventninger til DR, som staten (og dermed vælgerne som har valgt politikerne) har afstukket.

 

Løfter opgaver, som ingen andre kan eller vil

DR er først og fremmest en kulturbærende institution, som er med til at underbygge vores samfund, vores historie, vores fælles kulturarv og vores sprog. Det er på samme måde, som vi eksempel har Nationalmuseet og Det kongelige teater. Det er ikke absolut vigtigt, at alle danskere kommer der meget ofte, men selvfølgelig skal institutionerne tænke over, at præsentere vores historie, vores store kunstnere, vores kulturarv m.v. på en interessant måde, så så mange som muligt får glæde af det. Det er dermed ikke afgørende for DR, at den skal måles på sin succes eller det modsatte. DR skal først og fremmest måles på, hvor gode de er til at være en kulturbærende institution i et samfund med en særlig historie, en særlig kultur og et særligt sprog. Den opgave kan vanskeligt varetages af andre end staten. Derfor er det også naturligt, at DR på lige fod med for eksempel Det kongelige Teater (som sikrer, at vi husker vores store dramatikere) og Nationalmuseet (som sikrer vores historiske arv) er statslige institutioner.

Det er utopi at tro, at DR kunne eksistere på markedsvilkår. DR har en markant anden rolle end alle andre aktører på markedet. DR har frem for alt en rolle som er med til at sikre sammenhængskraften og vores fælles kulturelle baggrund og historie, samt vores særlige danske sprog.

 

Januar 2019 afholder Folketinget og Undervisningsministeriet skolevalg for flere end 80.000 elever i 8. 9. og 10. klasse. Her skal skoleeleverne tage stilling til forskellige mærkesager. Blandt andet for/imod privatisering af Danmarks Radio. I den forbindelse har Folketinget bedt KLF, Kirke & Medier om at komme med argumenter imod privatisering af Danmarks Radio.

 

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Skriv dit navn her