I 2017 rykkede TV 2-regionernes lange nyhedsudsendelse, som sendes 19:30, ind på TV 2 Play. Nu er turen kommet til flere af TV 2-regionernes øvrige tv-programmer.
– TV 2-regionerne har været en afgørende del af TV 2s samlede programvirksomhed siden starten, og regionerne har været med til at sikre TV 2 en markant tv-nyhedsdækning lokalt og regionalt – og nationalt i samarbejde med TV 2 Nyhederne, TV 2 NEWS og tv2.dk. Det nye streamingsamarbejde er vanvittigt vigtigt, og vores mål er samme høje niveau af regional og national nyhedsdækning på TV 2 Play, som vi har i den lineære tv-verden, siger TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard og fortsætter:
– TV 2-regionernes fulde tilstedeværelse på PLAY bidrager til de nære og vedkommende demokratiske samtaler, og sammen med Regionerne kan vi – helt tæt på danskerne – udfolde både de lokale og de nationale dagsordener.

Naturligt, at 30 års samarbejde bliver digitalt
De regionale TV 2-stationer er i dag i langt højere grad selvstændige tv-stationer og producerer mange programmer med stor seerinteresse. Eksempelvis er Fotovognen på TV Midtvest blevet et fænomen i sig selv (og har modtaget Buketten fra KLF, Kirke & Medier), det samme er Jysk for begyndere med komikerne Torben Chris og Thomas Hartmann fra TV Syd. Nu rykker de og mange andre public service-programmer fra TV 2-regionerne ind på TV 2 Play.
Lone Sunesen, direktør på TV Midtvest, sidder i styregruppen i samarbejdet mellem TV 2-regionerne og TV 2 Danmark og ser dette som en naturlig videreudvikling af samarbejdet.
– Vi hører naturligt sammen med TV 2 og har gjort det på flow-tv i mere end 30 år, hvor vi har samarbejdet om daglig nyhedsformidling, valgdækning, store samfundsdebatter, dokumentarer og andet indhold. Dette samarbejde skal fortsætte ind i streamingverdenen. Vi har store ambitioner for samarbejdet, og vi glæder os til at udvikle TV 2 Regionernes position på streaming, siger Lone Sunesen.
Alle TV 2 Regioner har egne streamingtjenester, som er opbygget og prioriteres individuelt hos de enkelte TV 2-regionalstationer. Det er også TV 2-regionerne selv, der afgør, hvad de sender videre på TV 2 Play.
– Seerne og brugerne er i gang med at flytte sig, og vi skal rykke med. Vi møder allerede nu seere, som spørger, hvorfor de ikke kan se deres TV 2-region på TV 2 Play. Derfor et det vigtigt og naturligt for regionerne, at vi som public service-medier også bliver en del af en landsdækkende streamingflade, så vi bidrager til den demokratiske debat med historier og stemmer fra hele Danmark fra yderste klit til inderste stenbro, siger Lone Sunesen og tilføjer:
– Samtidig ved vi, at mange, der flytter fra deres hjemegn, fortsat gerne vil følge med i, hvad der sker på egnen. Det får de nu bedre mulighed for.
Samarbejde med potentiale
TV 2 PLAY-samarbejdet mellem TV 2 og TV 2 Regionerne har været under udvikling gennem en periode. Regionernes daglige 19.30-udsendelser har som nævnt været et on demand-tilbud på TV 2 Play siden 2017, og under kommunal- og regionsvalget i efteråret 2021 rykkede samarbejdet til nye højder i en forsøgsperiode. Her lå mere end 100 stykker indhold fra TV 2 Regionerne prioriteret og tilgængeligt for alle brugere.
– Både dette indhold og livesending af valgaftenen og af dagene derefter dominerede TV 2 PLAY – både i forhold til prioriteringen og forbruget på PLAY – i dagene omkring kommunalvalget. Vi har gode erfaringer fra denne periode, og vi vil videre med et indholdssamarbejde og med at løfte de vigtige fælles dagsordener i vores demokrati. Målet er at skabe markedets stærkeste, lokalt forankrede public service-tilbud – også på streaming, siger Lotte Lindegaard.
Lone Sunesen ser potentiale for, at samarbejdet kan udvikle sig.
– Generelt ser vi stor efterspørgsel efter regionalt indhold, og det daglige regionalprogram klokken 19.30 er hver uge blandt Danmarks mest sete nyhedsudsendelser. Herudover har TV 2 Regionerne også stærke regionale magasiner, debatter, kulturudsendelser og reportageprogrammer, som er populære på streaming, siger Lone Sunesen.
I første omgang bliver det ikke muligt at se alle TV 2 Regionernes egne kanaler live på TV 2 PLAY, men parterne arbejder videre på dette tilbud til seere og brugere.

TV 2-regionerne kan ses gratis på TV 2 Play
Sådan gør du
Hvis du har et tv2.dk-login, som kan oprettes gratis på mit.tv2.dk, kan man se indholdet, der er udenfor betalingsmuren.
Uden login kan indholdet ses via linket Oplev TV 2 Play i bunden af TV 2 Play. Dernæst Nyheder > TV 2 Regionerne i 3. eller 4. dæk
Visse indsamlingsshow, pressemøder og lign. sendes gratis på TV 2 Play.