“Det må aldrig blive ligegyldigt” – Sofie Østergaard får Buketten 

Hun syntes selv, det var et lidt "crazy" valg, da hun blev spurgt, om hun ville være vært for DRs Gudstjenesten på tv. I dag er hun taknemmelig for muligheden, der har givet hende mere nærvær – en egenskab, som netop fremhæves i buket-begrundelsen.

Det stod oprindeligt ikke på radaren hos Sofie Østergaard, at hun skulle være fast vært på DRs tv-gudstjeneste. Så da hun i sin tid blev spurgt, var der en følelse, der overskyggede:

– Det var først og fremmest en overraskelse, at der var nogen, der tænkte, at jeg skulle i den retning. Jeg har jo ikke den baggrund, som de tidligere værter på programmerne har. Så derfor var jeg lettere chokeret, og det blev overleveret, som jeg husker det, med: ”Altså, prøv lige at høre ideen til ende, fordi der er noget her, der virkelig giver mening …”

En appelsin i turbanen – men også et vigtigt job

I dag er hun glad for, at hun sagde ja:

– Når jeg kigger tilbage nu, så føles det som en appelsin, der faldt ned i turbanen. Og jeg er enormt heldig og privilegeret.

Sofie Østergaard er helt bevidst om, at hun som vært for Gudstjenesten varetager et vigtigt job i manges øjne.

– Jeg går virkelig til opgaven med en meget stor respekt. For det første er det meget følsomme emner, vi berører. Vi inviterer gæster ind i en samtale, som aldrig er ligegyldig. Det er vores mantra. Det må aldrig være ligegyldige minutter, som vi sender ud.

Vant til at folk har en mening

Samtidig ved hun også – og forstår, at seerne har holdninger til det, hun laver.

– Jeg har lavet rigtig meget tv igennem tiden. Jeg har lavet store tv-shows, og jeg er vant til, at folk har en mening. Men jeg har aldrig i alle mine år som tv-vært oplevet så personlige, nærværende og markante meninger, som når jeg laver det her program.

At få Buketten fra KLF Kirke & Medier rører Sofie Østergaard, og hun er ikke i tvivl om, hvorfor:

– At høre begrundelsen gør mig virkelig stolt. At I oplever mig sådan som vært, er jeg virkelig glad for. Hvis du havde spurgt mig, hvad jeg gerne ville som vært på det her program, så tror jeg ikke engang, jeg selv ville have kunnet formulere det bedre.

Begrundelsen for Buketten til Sofie Østergaard:

Nogle tv-værter er gode til at være nysgerrige på deres emne. Andre formår at skabe en tryg og respektfuld ramme for de mennesker, der deltager i deres programmer. Og så er der dem, der giver plads til, at tanker, erfaringer og følelser kan få lov til at udfolde sig. Sofie Østergaard mestrer alle tre dele.

Gennem nærværende, relevante og ofte tankevækkende samtaler guider hun seerne ind i søndagens gudstjeneste. Med sin varme, nysgerrighed og sit sikre værtskab er hun med til at gøre kirkens rum mere tilgængeligt for alle. Man føler sig velkommen som seer. Efter gudstjenesten leder hun samtalen videre. Hun lytter, spørger ind og formår at samle tråde fra prædikenen, præsten og programmets gæst, så budskaber og refleksioner bliver nærværende og relevante. Hun skaber et rum, hvor tro, tvivl og håb kan deles.

Sofie Østergaard fungerer som en brobygger mellem kirken og de mange danskere, der ikke nødvendigvis føler sig hjemme i kirkens verden. Hun er med til at vise, at kirkens budskab og fællesskab angår os alle, og dermed er hun også med til at nedbryde fordomme og sænke tærsklen til et af de vigtigste fællesskaber i vores samfund.

Tidligere har Buketten fra KLF Kirke & Medier været givet til blandt andet Tænkepauser (DR) værterne Sofie Linde og Joakim Ingversen (DR og TV 2), psykolog David Madsen, Danmarks Udlandskorrespondenter, direktør for Tænketanken Europa Lykke Friis, Fortidens hemmeligheder ved Josefine Høgh (DR1), Anne og Anders i Afrika (DR 1), direktør for Strategi og Brugere (DR) Lasse Bastkjær Jensen og  forfatterne bag Badehotellet (TV 2).

Vær med i dialogen på Facebook

Vidste du, at du også kan følge os på Facebook? Og få nyheder, inspiration og ikke mindst deltage i et sobert kommentarspor. Hop ind på vores Facebookside og klik på Følg

Sammen er vi KLF!

Og det er folk som dig, der holder KLF Kirke & Medier relevant. Derfor spørger vi frimodigt: Har du lyst og mulighed for at støtte os?