DR svarer på kritik af prioritering af morgenandagten

Vi afviger sjældent for den normale sendeplan, men prioriterer trosstoffet, svarer DR på KLFs kritik af devalueringen af morgenandagten. KLF er uforstående overfor DRs svar og bringer sagen videre til DRs kulturdirektør og generaldirektør.

0
1921
DR kan ikke vise morgenandagten på DR2, når der er sport i kalenderen...

Opdateret med svar fra DR på spørgsmålet: Vil det være et problem at placere en direkte transmission i en morgensendeflade på DR1, der er domineret af genudsendelser?

Mange seere gik forgæves, da de i morges tændte for DR2 for at se morgenandagten. Og mange kommer til at gå forgæves, når de i morgen tænder for DR2 for at se morgenandagten. Begge dage rydder EM i indendørs atletik sendefladen på DR2, mens der er genudsendelser på DR1.

KLF, Kirke & Medier sendte i går ved middagstid en følgende spørgsmål til DR:

  • Er det muligt at få en forklaring på, hvorfor DR ikke sender morgenandagten på DR2 i morgen og lørdag?
  • Hvad har DR overvejet for at finde en løsning, så der både kunne transmitteres atletik og morgenandagten?
  • Hvorfor kan DR ikke afbryde transmissionen fra EM i atletik for at sende morgenandagten i de 20 minutter, den varer? SVT gør det – og gjorde det senest under VM i fodbold, hvor bronzekampen kolliderede med Helgmålsringning.
  • Hvorfor kan DR ikke sende morgenandagten på DR1, hvis det er afgørende at sende atletik på DR2?
  • Vil det være et problem at placere en direkte transmission i en morgensendeflade på DR1, der er domineret af genudsendelser?
  • Er det normal praksis fra DRs side at prioritere genudsendelser over direkte transmissioner?

Henrik Birck, der er planredaktionschef i DR, har via DRs kommunikationsafdeling sendt dette svar kort før kl. 15.00 i dag fredag den 3. marts:

Ingen kan være i tvivl om, at trosstoffet er stærkt prioriteret i DR. Det ændrer en midlertidig ændring af sendeplanen ikke på. Set over hele året har trosstoffet en fast og meget central placering i DR’s tilbud til danskerne. Morgenandagten – og om søndagen gudstjenesterne – sendes hver eneste dag på både radio og tv, og dertil sender vi løbende en række programmer på både radio og tv, der udfolder trosstoffet på forskellig vis, bl.a. de ugentlige radioprogrammer ”Pilgrim” og ”Bibelen Leth fortalt”.

Sendeplanen er en sammenblanding af mange forskellige formater og mange forskellige public service-tilbud til danskerne. Det er en kompliceret kabale, som skal gå op. 

Vi beslutter i sjældne tilfælde at afvige fra den faste sendeplan. Det kan eksempelvis forekomme i tilfælde, hvor vi i stedet sender direkte tv fra ekstraordinære begivenheder, som sker her og nu, herunder fx store royale begivenheder, vigtige pressemøder samt enkelte større sportsbegivenheder som fx Vinter-OL og EM i atletik.  Det er sådan, vi kan sikre, at vi hele tiden forbliver relevant for alle danskere. I dette tilfælde er det således EM i indendørs atletik, der et par dage får en plads i sendefladen. Om et par dage er vi tilbage til normalen og i mellemtiden kan danskerne som altid lytte med til morgenandagten på P2.

Lørdag den 4. marts fik vi svar på dette spørgsmål: Vil det være et problem at placere en direkte transmission i en morgensendeflade på DR1, der er domineret af genudsendelser?

Vi ønsker ikke at flytte Morgenandagten over på DR1 for så få gange (altså to dage), fordi vi er bekymrede for om det faktisk vil skabe mere forvirring hos seerne om, hvor de normalvis kan finde Morgenandagten. Her tror vi at en regulær afbrydelse med henvisning til P2 er mere holdbar. Denne beslutning vil vi naturligvis tage op til genovervejelse, hvis der – mod forventning – skulle opstår en anden gang, hvor en ekstraordinær live-transmission skulle falde sammen med Morgenandagten.

Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, undrer sig meget over svaret fra DR.

– Det er skuffende, at DR ikke svarer på de konkrete spørgsmål, vi stiller. Det er en genudsendelse af, hvad de har svaret før, når vi tidligere har kritiseret DR. Vi kommer sågar med konkrete, konstruktive forslag, så der både kan sendes atletik og morgenandagten. Det er virkelig mærkeligt, at det skal tage så lang tid for DR ikke at svare på de spørgsmål, vi stiller, siger Mikael Arendt Laursen og tilføjer:

– Det er ærgerligt, at DR ikke har større forståelse og respekt for de mange tusinde seere, som DR har vænnet til at følge morgenandagten på tv. Og DR er udmærket godt klar over – fra de sidste gange, at det er sket – at sådan en beslutning gør ondt på seerne. Tidligere har der trods alt været et alternativ på DR TV, og denne gang var der faktisk en reel mulighed for at sende morgenandagten på DR1. DRs svar og ageren fortæller os, at trosstoffet og morgenandagten åbenbart ikke er vigtigere, end at det må vige for sport.

Han vil nu bringe sagen op for DRs kulturdirektør Henrik Bo Nielsen og generaldirektør Maria Rørby Rønn.

– Vi løfter det op på direktionsniveau nu. Det skal vi, ellers svigter vi vores formål, vores medlemmer og dem, der i øvrigt nyder at se morgenandagten.

Tidligere artikelDEBAT: Sport bliver igen gud for DR
Næste artikelPodcast: Er sport gud for DR?

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her