Vi har igen og igen indskærpet overfor DR, at det er skandaløst at svigte trofaste seere af morgenandagten for at sende sport. DRs primære identitet er ikke og må aldrig blive at sende sport, men at være en af de kulturbærende søjler i Danmark sammen med folkeskolen og folkekirken. Med det følger nogle rettigheder, nogle forpligtelser og nogle berettigede forventninger. En af de rimelige forventninger er, at DR udviser respekt overfor de tusindvis af seere, som år efter år, morgen efter morgen, tænder for DR 2 for at se morgenandagten direkte fra domkirken i København.
Den aktuelle helligdagsdiskussion som følge af afskaffelsen af store bededag slår en tyk streg under et latent behov i befolkningen for mere refleksion, fordybelse, ro og højtidelighed. Det er elementer, som morgenandagten rummer i sig selv.
Hvad der er endnu mere fortvivlende i DRs ageren her er at se, hvad DR sender på hovedkanalen, DR1, i samme tidsrum, hvor morgenandagten foregår i domkirken: Fredag i tidsrummet 7.45-8.40 sender DR1 en genudsendelse af Aftenshowet. Altså en genudsendelse. Og lørdag en genudsendelse af en britisk krimi. Altså endnu en genudsendelse.
Hvor er proportionerne, hvor er perspektivet, hvor er refleksionerne?
Der var så mange gode løsninger for DR: Atletik kunne sendes på DR1, i stedet for DR2. Morgenandagtens 20 minutter kunne kortvarigt afbryde atletiktransmissionen. Morgenandagten kunne rykkes til DR1. Eller kunne sendes forskudt på DR2, mens den blev sendt direkte på DR TV.
Men i et anfald af tankeløshed meddeler DR seerne, at morgenandagten er pillet af skærmen. Men I får atletik i stedet for!
DRs ageren er urimelig, uanstændig og respektløs!
Mikael Arendt Laursen,
generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Hvad mener du?
Ser du Morgenandagten på DR2? Hvad synes du om det?
Skriv en kommentar herunder eller send en reaktion ved at trykke på knappen…