DEBAT: DR har en sær form for humor

Bruger DR "satire" som en undskyldning for at opgive enhver form for journalistisk værdighed, spørger Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.

Debatten raser om et nyt DR-program ”Ellen Imellem”, hvor medvirkende tror, at de taler med en DR-journalist, men i virkeligheden er det en af deres argeste modstandere, der gennem en øresnegl stiller spørgsmålene.

I udgangspunktet er konceptet interessant: At lade ”modsætninger” mødes og udveksle synspunkter. Udfordringen her er bare, at DR først bagefter informerer den medvirkende med sagens rette sammenhæng – og kalder det ”satire”. Som om at satire er en trumf, der kan undskylde alt og give DR fripas til hvad som helst. Hvis DRs gæster forventer journalistik og forventer at møde DRs høje journalistiske standard, så må DR på intet tidspunkt svigte denne forventning og gæstens tillid.

Programmet er interessant, men sjovt er det ikke. Og det er nok et fåtal i Danmark, der vil påstå, at det er decideret sjovt.

Det er langt fra første gang, at DR smider trumfen ”satire” som undskyldning for tåbelige koncepter og håbløse jokes. DR burde give sig selv det benspænd at insistere på, at DR kun er sjov, når ”ofret” kan grine med – noget, som Rokokoposten var mestre i.

Mikael Arendt Laursen,
generalsekretær i KLF, Kirke & Medier

Få KLF med ørerne!

Vi kræser for øregangen en gang i måneden med de største nyheder og emner fra vores verden – samt relevante interviews. Podcasten Lyt til KLF finder du på streaming-platforme eller her på siden.

Lider du af FOMO?

(Fear of missing out – eller på dansk: Frygt for at gå glip af noget) Bare rolig! Her kan du tilmelde dig et nyhedsbrev, så du ikke får overset nyheder på vores side. Og vi lover, at vi begrænser os til højst to gange månedligt